I perioder var jeg som en søgende killing eller barn, der forsøgte mig frem med alt muligt, for at behage min Herre. For at finde min plads. Og blev nogle gange overordentlig sårbar og dramatiserende. Men jeg ved nu at min Herre er ikke for infantilisme. Han vil ikke have et barn. Men en voksen, moden og intelligent kvinde.
Som er sig selv. En stolt kvinde. Og en Han kan være stolt af.
Han har fundet den kvinde, i mig. Men stadigvæk er jeg lille. Det er min submission. Jeg imiterer ikke, sådan er jeg til tider. Kan tude indvendigt, tage tingene så nær. Men nu behøver jeg ikke at lade vreden være en forsvarsmekanisme for det. Nu kan jeg bare lade det være. Være mig selv. Endelig. Den jeg skjuler for omverdenen. Men som jeg viser kun for min Herre.
Den underdanige, lydige killing, der elsker at sidde for Hans fødder. Der hvor min plads er, på “min” pude, ved Hans fødder. Hvor Han sidder i sofaen.
Men i trygheden er den lille sårbare ikke så ofte fremme nu. Sædvanligvis har jeg tænkt, at når tingene går godt i mit liv, så vil jeg vente for at se om det varer. Sådan mistroisk natur. “I want to see it before I believe it”. Men ikke nu. Nu tænker jeg ikke sådan. Jeg tænker ikke hvordan jeg skal tage initiativ eller blive bedre. Kun gøre det Herren vil. Få retningslinier fra Ham. Det er så meget nemmere.
Måske en dag, forlanger Han eller forventer at jeg kommer med nogle nye indput. Overraskelser. Men sådan som tingene er nu, skal jeg bare være lydig. Og gøre det jeg får besked på godt. Med noget spændende og frækt islæt. Det er der ikke noget i vejen for.
Midt i mellem rengøring og ansøgninger lister disse søde fine tanker ind i min slavindehjerne.
Det er dejligt at være et menneske. Ikke mange mennesker. Men kun et. En slavinde og så kommer alt det andet. Rollerne, mor, søster, kollega etc. Men kun et underkastet menneske. Kvinde.
Hvor er det en fin tekst. Hvor er det godt, at du oplever indre ro. Du skal nok gro og blomstre og folde dig ud, men for at det kan ske er det nødvendigt med roen og trygheden, og den finder du i underkastelsen.
Det er helt genkendeligt.
Kh. Irene
Tak kære Irene.
Netop, på vej ind i byen i går med Herren ved rattet, snakkede vi om at min kropslige underkastelse fandt sted i februar engang i 2010, hvor jeg blev hængt op og pisket blå med hundrede slag med ridepisken.
Men den mentale underkastelse har først fundet sted her i for nyligt. Hvor jeg fuldstændig har overgivet mig. Og det virker. Og jeg er så lettet og lykkelig. Underkastelsen er det jeg har villet altid i mit liv.
Så mange tak Irene, for at holde øje med mig.
Kærligst Hara.