Det er lang tid siden jeg har mærket spanskrøret eller pisken. Jeg savner det slet ikke. For den smerte jeg følte var bare en erstatning for den psykiske smerte der var ved uvisheden. Savnet. Kærlighedens smerte.
Forleden spurgte jeg Herren hvorfor Han ikke piskede mig og slog. Han havde ikke lyst, syntes ikke jeg fortjente det. For jeg havde været så lydig.
For mig er det dejligt. For jeg skal opleve den del af vores forhold, at føle mig lydig. Og at føle hvordan jeg nærmest kan føle Herren når jeg ser på Ham når Han er blandt andre. Mærke hvordan jeg elsker Ham, når Han kommer gående på den anden side af spillebanen. Eller se Hans skuldre bagfra og vide, at jeg kender hver eneste detalje. Og hvordan jeg igen mærker manden inde i. Ham som er så nær og bekendt, at jeg kunne sagtens være i Hans lomme.
Det der er allermest dejligt, og tænder mig enormt, er Hans initiativ. At jeg kan vente, indtil Han har lyst. At jeg er der parat uanset hvad. Og er våd på et splitsekund, når Han gør krav på mig.
Men jeg savner alligevel, når vi ikke har haft sex her til morgen og i aftes. Men i går morges. Men der er også tid for træthed, søvn, afslapning, driven væk i filmverden eller bare socialt samvær med andre. Det tænder mig meget at tænke at det er bare dvaletilstand, intet andet. Den side. Og jeg kan ikke lide smerte, medmindre det er en erstatning for en anden smerte.
Jeg søger derfor ikke smerten.
