Ynk, ynk…

og selvmedlidenhed. Det er følelserne hun føler nu. Den submissives bedste forsvar er at sige at hun er ynkelig og temmelig fejlbar.

Men…vaniljekvinden banker på døren og siger…nej, nej…selvværd…du er meget værd…du er en skattekiste, fuld med de yndigeste skatte og kostbarheder.

Den submissive klynker og siger…det er svært uden Ham…hvorfor skriver Han ikke…hvorfor skriver Han bare “fin historie”…efter alt hendes besvær og begejstring og forsøg at skrive til Hans glæde…ingen andens…ingen anden læser det jo…fin historie betyder langt fra god…og siger intet om påvirkningen på læseren…eller om skribentens øgede status…eller måske noget mere og bedre…

Vaniljekvinden banker på “tag dig sammen for *, lad være med at klynke”. Stå bare af, lad være med at tage din rolle hjem til dig selv. Han har jo ikke været der i 17 måneder.

Vaniljekvinden stiller sig op med armene knyttet og benene samlet over kors og siger “er du dum, eller hvad, har du ikke fattet det?” . Hjemme i din lejlighed er du ikke en slavetøs, da er du bare en almindelig vaniljekvinde, som bliver brugt af en mand som kalder sig en Herre, i ny og næ.

Den submissive tænker, at sådan er det ikke. hun er elsket, det ved hun. hendes Herre har blot brug for at være alene med sig selv, samle sine energier, samle sig om sin forslåede krop, sit trætte sind og sit ofte meget travle liv. Sine bekymringer om sin familie, og om sig selv som Herre og ansvaret for en slavetøs. Han har brug for disse ting. Han skal samle sig, sin magt, sin kontrol og følelse af at det er Ham som bestemmer og yder. Det er Hans måde at gøre det på.

Vaniljekvinden slår i bordet, og siger “Arme kvinde, selvofrelse. Det er fra en svunden tid. Du får ingenting tilbage, du bliver bare forslået og ydmyget indtil du intet har tilbage af dig selv. Kun din underdanige, ydmyge, ynkværdige måde at være på”

Netop siger den submissive. For hun ønsker at være underdanig og ydmyg. Men kun for sin Herre. Men hun vil ikke klynke eller være ynkelig. Fordi hun vil bare huske sit submissive sind på blomsten. Sin Herre som blomsten, som skal have nogle vilkår for at kunne vokse og udvikle sig.

“Er du helt gået fra forstanden kvindemenneske?” Hva? Hvordan falder det dig ind at manden vil bruge tiden til andet end at skåne sig selv i selvforkælelser. Han bruger ikke tiden på at vokse og udvikle sig, hverken som Herre eller menneske. Han bruger bare tiden til at have det yderligere rart. Og det er mine sidste ord”.

Vaniljekvinden forlader lokalet, med opret pande. Kæbemusklerne klemt sammen i en arrogant mine. Bag hende løber der usynlige djævle, som små slaver som er parate til samle op det hun mister på vejen. De små ting der smuldrer fra hendes krop og sjæl. Ting som holder på hende og gør hende det værd at træde de dyrbare skridt på den sti der ligger forude.

Den submissive kigger ned på sine hænder. Hun tænker at det er synd for den anden, bare hun kunne gøre noget for hende. For hun bærer præg af at ikke være lykkelig. Hende forventninger til tilværelsen er så forskruede, at de aldrig ville kunne lade sig gøre. Men hun kan ikke gøre for det. Vaniljekvinden som lige er gået sin vej, og måske kommer tilbage igen i morgen, er kvinde af sin tid. Hun er vokset op i at være sådan, og vil ikke noget ondt med det.

Den indre verden hos den submissive lyser op, og hun tænker på sin Herre. Tænker på hvad hun kunne finde på at gøre for Ham. Hun har lavet en aftale med Ham. På mandag kommer Han hjem til hende efter al den tid. Han vil hjælpe hende med nogle ting. Og samtidig kigge på nogle ting som evt kunne bruges i Residenzen. Han vil hjælpe hende og se hendes nye cykel. Han gør store forventninger til at hun udfører de opgaver Han har pålagt hende. Fordi Han har tillid til hende og tror på hende. Ligeså meget som Han respekterer hende så beundrer Han hende for så mange ting. Det ved hun. For Han elsker hende.

Pludselig tænker den submissive på at de øjne som så så ulykkelige ud på vaniljekvinden, og som havde rynker og rande under var slet ikke som hendes. Hendes var smukke, grå og nogen gang grønne, og blå. Med glatte og pæne omgivelser. hun var lykkelig. hun var ejet. Og beskyttet af en som elskede hende og ville passe hende indtil døden.

Pludselig gik det op for hende, at hun måtte gøre sig umage med at holde vaniljekvinden fra døren. Ikke lade hende komme ind, så mange gange, for hun forpestede hendes sind. Gjorde hende ulykkelig, fik hende til at fortolke og fantasere. Altid havde hun måttet konstatere at det var ubegrundet. Det var hjernespind.

Idet hun tænkte denne sidste tanke, mærkede hun hvordan hendes feer var vendt tilbage. De havde været ude at rejse, imens hun selv var hos sin Herre og blev passet og plejet. Ydmygt så hun op i mod himlen, for dernæst at kigge ned i al stilhed og blufærdighed. hun knælede og tænkte på de højere magter. Ville de nok ikke tilgive hende, for hendes svigtende tro. Hendes skuldre faldt sammen og roen bredte sig over hende, og hun knælede i tankerne for sin eneste og elskede Herre. hun så i tankerne tilbedende på Hans smukke ansigt og Hans glimt i øjet og de små fine smilerynker. hun tog Hans hånd og kyssede den. hun lod overfladen blødt røre ved sin kind og kyssede den igen inden hun så op på Ham og sagde med meget lav stemme.

“Tak min Herre, for at ville hende, og for at være som Han er”.

hun smilede til Ham og varmen bredte sig over hele kroppen og sindet da hun så ind i Hans øjne og så hvordan Han kiggede stolt på hende, smilende og sagde “Det er godt, min dygtige slavetøs. Herren er meget glad for sin dejlige slavetøs, og nu skal hun holde fokus for at kunne udføre sine opgaver, til Herrens store tilfredshed”. “hun skal skrive videre på sin historie og sende den til Ham kl. 16 i morgen. hun skal gøre sit bedste til at lade ordene, som Han har givet hende være med i afsnittet”.

De forestillede ord gjorde hende roligere og hun vidste at dette var hendes skæbne, som hun ikke kunne gøre noget ved. hun vidste også at det var i hendes hoved. Underkastelsen gjorde dette ved hende. Gjorde hende afhængig af Ham. hun vidste at hun var ikke hel undtagen sammen med Ham. Og hun vidste også at hvis hun en dag var rolig og tilfreds i sin egen lejlighed, så var det et tegn på at hendes kærlighed til Ham var ved at kølne af, for så ville Han ikke længere være hendes liv og grund til at leve, men bare en dødelig. Men sådan var det ikke nu. Tårene trillede og hun knælede igen og bad de højere magter om at skåne hende i aften.

♥♥♥♥♥

Ordene er: kyskhedsbælte, torturkammer, herretronen, pigesex, magt.

Skriv en kommentar

Filed under slavetøsverden, tillid, tryghed

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s