Det er så nemt…

Det var så nemt at sidde foran skærmen. Give råd. Få overblik. Se kernen. Gå hen til endevæggen, tage bøger frem, hente meninger og indhold og sætte tanker på. Give ideen kød. Lave et skelet. Se gnisten tændes. Forståelsen vågne. Og interessen svulme op som en tillukket blomsterknop som langsomt åbner sig og viser sit smukke indre.

Det er så nemt at skrive på den måde at tingene ikke bliver sagt direkte. Men sådan skal læses og fortolkes. Og bruges og fordøjes. For den erfarne læser og den anden. At kunne kaste det ud i rummet, og fortælle alverdenen hvor uendelig svært det er, men dog nemt.

Det er så nemt at miste fokus, og lade tankerne sværme derhen hvor drømmene starter. Hvor billedet er. Se målet langt væk, uden at kunne se stien. Kunne flyve derhen, og lade strømmen tage fat og flytte sjælen langsomt til stien, nemt men svært.

Det er så nemt at glemme. Glemme alt om hvad betyder mest. Glemme alt om det gode og det vellykkede. Lade tågen lukke sanserne og synet, blive lagt ned på et hav af blomster uden navn. En have fyldt med snigende hviskende tvivl. Og vide at hvis overgivelsen finder sted, så er det for evigt.

Det er også så nemt at lade sværmen tage fat. Svøbe tankerne ind i et mylder af hviskende liv og følelser. Lade den døende vågne, og frøet spire. I jordbunden. Der hvor træerne vokser. Og mørket lægger sig om natten. Der hvor håbet har fundet sig tilrette og sat sine spor på den ukuelige vilje. Den stærke.

Det er også lidt nemt, at bære over med livets spøgelser og tvivl. Lade fejheden svinge ind på den modiges bane, og fortælle den at den har et liv. Et håb. Den vil blive husket og hjulpet hen ad vejen. For fejheden er den lilles, den manglendes. Ejet af den som ikke har noget. Den fattiges.

Det er ved at være nemt, at være rig. Være rig i sjælen. Eje. Eje liv. Eje blod og tårer. Eje tanker og ideer. Eje vilje og sårbarhed. Eje håbet og kærligheden. Eje det gode som ligger dybt, og styrer alt. Eje nogle feer som kan sendes her og der på opgaver i det uendelige. Eje synet og troen uden at eje sig selv.

At være ejet af en anden betyder overgivelse og underkastelse. At svæve i luften i konstant venten på, at små smulder af ord, tanker og vilje falder på stien. Smidt med god vilje og gode hensigter for at give blodet næring og sindet føde. Smidt til den ydmyge som venter på stien med bøjet hoved, venter med sanserne åbne og parate. Følehornene stikkende ud af siderne, med hænderne bag ryggen. Spredte ben. Ventende indtil daggry, og mærke smerten nærme sig og forsvinde ind i en dal af rutinerede angreb.

For det er svært at ikke kunne omsætte sin viden, til noget frodigt og givende. Lade selvet nyde bonussen af den indre rigdom. Lade omgivelserne finde den evige kærlighed, den som er beregnet for alle, men bruges på en eller måske to.

Skriv en kommentar

Filed under slavetøsverden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s