Ordene flyder ud i havet…med strømmen…og kommer tilbage.

Vrede og sarkasme. Skjulte meninger og fantasier.

I går blev der skrevet en lille novelle, Scor-pion, om en kvinde der opdagede at hendes kæreste besøgte datingsider, og skulle på et date med en anden. Hver detalje, hvordan hun opdager det, og hvordan hun føler, er beskrevet. Hvordan hun så følger efter Ham og kigger skjult på Ham med en anden. Voyeurisme hedder det vist nok. Følelsesporno. At overskride og kamoflere sin angst med fantasier. Udstille det i perversioner.

I stedet for at at se sårbarheden i øjnene. Lade sårbarheden mærkes og udleves.

Er det et fængsel, efter et halvtårhundrede. Som en fælde der klapper i hver gang sårbarheden vækkes.

Herren er vred. For Han har flere gange fortalt hende hvad hun skal. Forsøgt at hjælpe hende, givet hende anvisninger, forklaringen og ikke mindst tilgivet hende. Men hun går over Hans grænser når hun mister kontrollen. Og vreden overtager, og forsøger at skjule sårbarheden. Som bare vil tude, græde, gøre ondt, føle sig dårligt behandlet, føle sig lille og være hjælpeløs. Vreden banker på konstant, vækker alle omkring sig med støjen. Vrisser, beskylder, tvivler, fortolker, fantaserer og gør alt for at såre og plante sit had i hævngerrig tørst efter kontrol.

Kontrol over den lille sårbare.

Er det en del af hendes masochisme at ville provokere til randen? Hen til grænsen? Være grænseoverskridende?

Den lille sarte, ydmyge kvinde der aldrig har prøvet at være hård og stærk er ikke en masochist, som hende her. slavetøsen er netop masochist fordi hun ønsker overgivelsen. Smide den meget tunge og tykke skjold af sig. Ballasten.

Vreden har været et middel før, i mange år, men nu kan den ikke bruges. Der er ikke plads til vreden i forholdet hos Herren og Hans slavetøs. Nu i disse dage, når livsomstændigheder har været svære, er lunten kort, og vreden har nemmere adgang. slavetøsen får besked på at tøjle den, for hun vil ikke have alverdens chancer for at blive tilgivet og tolereret. Men vreden er et stærkt middel, som har været brugt så ofte for at overleve, at den er svær at skille sig af med. slavetøsen har måttet slås med den alt sit liv, lige siden hun kan huske det. Fra hun var drillet af sin sadistiske bror.

Den er der for at kontrollere situationen. For at kunne stå alene, neglfast til gulvet og jorden.

Men slavetøsen er ikke alene mere. Og derfor må hun slippe vreden. Lade den flyve væk, ud i universet. Væk for altid. Og lukke dørene for den. Hvordan gør hun det så?

Sover og sover, tager nervemedicin, bruger selvsuggestion, eller bare tømmer sine tanker i meditation. Medicin og søvn gider hun ikke. Ja det var en god ide. Meditere. Lade kroppen selv skille sig af med den. Pist væk. Og se glimtet igen. Og håbe på at blive sat på plads af sin Herre. For det virker altid. Med pisken eller spanskrøret. Eller hænderne. Alt. At Han tager over og dominerer hende, og viser sin magt. For at beskytte hende og elske.

Hvordan var glimtet?

De trætte øjne og omgivelser lyste op i grin og glæde. Og humor. Det kunne mærkes langt nede, i dyb lykke. For pludselig igen næste morgen at få en skygge trukket for som et mørkt gardin. På grund af svigt…en hændelse.

Herren elsker sin slavetøs, men hun skal opføre sig ordentlig, ellers…

Det ellers…hænger i luften. Han sagde det, men hun hørte det ikke i morges, da Han gik og hun lå i Hans seng, søvnig og dybt sårbar. hun hørte bare “elsker sin slavetøs”…

Allerede med en lille vredestemme, eller djævel…i bagtanken…hvad med den anden. Elsker Han også hende. hende som alle de andre ser. hende som har et andet navn end slavetøsen Hara. Selvom de er i selvsamme krop. Som trods alt stadig er en del af hende. hende som Han aldrig kalder ved hendes egenavn.

Dette er sårbarhed. Stor sårbarhed. At ønske at være elsket for hvem man er. Også jeget, og alt det andet. Kroppen, sindet, afvigelserne, fokussvigten og alt der hører sig til sådan en kvinde der kun har været en slavetøs i 2 år, af så mange år hun har levet. For hun er slavetøs, men ikke ægte slavinde endnu. hun vil betragtes og behandles som sådan. Og som en som er på vej, og vil gerne. Gør alt for det. Smider alt fra sig. Overgiver sig helt. Hele sit liv. Men er ikke perfekt endnu.

Men sådan er det ikke. Han elsker sin slavetøs, ingen anden. Så hun må holde sig på stien, og smide alle vaniljetanker og opførsel, hvis hun vil være elsket. For Han elsker slavetøsen. Måske en dag kan hun lære at ændre sig og blive til den perfekte slavetøs, som er således hele tiden. Ikke den umulige, tempermentfulde, krævende vaniljekvinde. Som får så dårlig samvittighed, at det gør ondt i nakken ad helvede til.

Måske er der her forskellen på, at have været i et kærligheds-forhold før D/s udleves. For så har alle grænser været prøvet af.

slavetøsen ved nemlig at hun har en lang vej. hun hopper op på stien igen. Og håber at Herren vil straffe hende. På ingen anden måde end på korporlig måde. hun ønsker ikke psykisk straf, det kan hun ikke rigtig tåle. Her er hendes grænser. Bare at mærke smerten på sin krop.

Skriv en kommentar

Filed under slavetøsverden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s