Kedsomheds snik-snak.

Hara fik sit første korset i dag. Købt af hendes Herre som fødselsdagsgave. De var sammen om at vælge, og Han snørede det på hende inde i omklædningsrummet🙂. Det er smukt og det er frækt. Og det var frækt at stå der, og hun tænkte at det ville have været frækt, hvis Han bare havde løftet op i hendes nederdel, trukket hendes strømpebukser ned og stukket sin pik ind mellem trusserne uden at forberede hende, eller give hende mulighed for at gøre kussen klar. Den er alligevel altid klar når hun er sammen med Ham.

Forleden dag, da hun skulle lave sine knibeøvelser, bad Han hende om at tænke på de sexfantasier hun havde da hun tilfredsstillede sig selv. Altså før hun begyndte at komme sammen med Ham. For hendes sexlyst, kusse og sexfantasier ligger hos Ham nu. hun ville ikke drømme om at bede om lov til at tilfredstille sig selv, men hvis hun gjorde så ville hun tænke på Ham. Hans spænstige lår, Hans dusk på brystet, Hans hænder, Hans ansigt og Hans vidunderlige dejlige pik. Duften og smagen.

Det er nemlig typiskt når der er gået så mange dage, så vågner sexlysten. Så begynder hun at skrive om det. Til Ham. Og automatisk begynder det at kilde og blikket i spejlet bliver anderledes. Den uendelige uslukkende slavinde-liderlighed tændes. Lysten. Driften. Behovet. Begæret.

Men udover sexlysten, så kommer denne lyst til at knæle. Og lægge sig for Hans fødder og tigge Ham om at give hende opmærksomhed. hendes yndlingsbillede kommer op. Og hun føler sig lille, har lyst til at græde lidt og mærke smerten. Hans faste hånd om hendes hals og om hende. Eller Hans læber. Se ind i øjnene. Tigge Ham så hun kan blive hel igen. Så hun kan mærke sig selv, mærke hvem hun er.

For hun har opdaget at når hun ikke er sammen med sin Herre, så er hun forvirret. Så ved hun ikke hvem hun er. Sådan en slags identitetsforvirring. At være ejet slavinde er dybt psykologisk. Dybt afhængighedsdannende. Meget berusende og samtidig meget smertende. Når Hara er sammen med sin Herre så går tiden i stå. hun føler sig først der i live. Hara kan ikke huske at hun har nægtet sin Herre noget, nogensinde.

Dog må hun indrømme at hun ikke har været dygtig nok til at forsøge at finde viden på nettet omkring det at ikke bo sammen med Herre. Hvordan de andre gør i den tid de ikke er sammen. Men forhold er så forskellige. Nogle er bare kærester, og kalder sig selv Herre/slavinde ved visse lejligheder. De færreste, tror hun, lever det fuldt ud hele tiden. Derfor har hun også tænkt, at det måske er godt at hun ikke altid er sammen med sin Herre. Men hun savner Ham alligevel. Og når hun så ser Ham efter nogle dage, er det som at se ind i et spejl. Se sig selv. Som hendes sjæl var gennemsmeltet Hans. Det er utroligt som disse menneskefølelser virker. Men hvordan ville nydelsen være uden dem.

For som i et flashback i dag, da de var på korset-togt, så tænke hun at hvis hun ikke var sådan en følelsesvarm temperamentsfuld slavinde så ville hun heller ikke være så passion-fuld. Og dermed så villig og god til at lære. Det er en del af det. Som nogle egenskaber, potentialer, som skal aktiveres. Ved særlige omstændigheder. At underkaste sig.

Nåh men nu må hun lade det her kedsomheds snik-snak ligge og se på kassen i stedet, og glæde sig til sit daglige fix at få en godnathilsen fra sin Herre.

 

Skriv en kommentar

Filed under rastløshed, slavinde-tanker, snaksalighed

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s