Træet svajer let i vinden.

Det store træ svajer let i vinden i dag. Og ser slet ikke juleagtigt ud. Men det ser meget beroligende og lovende ud her udenfor slavindens vindue. slavinde-sindet er også ved at dulmes for den lange ventetid er ved at være forbi.

hun opdagede at der er et år siden hun startede denne blog. Som et forsøg på at skrive sig ud af sin frustration som slavetøs. De tider hvor hun var utryg og hendes tillid var helt over styr. Lignende situation var hun i i går. Men reaktionen en helt anden. For en meget kort tid, satte der sig en lille djævel på den ene skulder, men den blev jaget væk næsten med det samme af englene, som forsøger at plante sig for bestandigt.

For alle de kærlige ord Herren har overøst sin slavinde med hver eneste dag, har plantet sig dybt ind hendes hjerte og sind, og sidder der forankret i dyb tilfredsstillelse og tillid. Og ikke mindst dyb lykke over at være så heldig at være ejet og ønsket af sin Herre.

Tak for det min elskede Herre.

Derfor er det en slags milepæl i slavinde-livet, at opdage denne dybe ro og tilfredshed. Som træet der svajer let i vinden.

Optimismen og glæden ved livet fremkalder disse mange billeder af fremtiden. Arbejdsmæssigt og i slavinde-livet. Og i kærligheds-livet. For rollerne er bare en fokusering på de præferancer en mand og en kvinde ønsker for deres livsmåde og seksuelle behov. Blot to mennesker som fra de var små, har villet dette særlige dominans/underkastelse og har fundet hinanden trods så mange forskelle men alligevel så mange fællesheder. Som så bliver snart udlevet i gæstebud for familie, rejse og for første gang at være sammen når det nye år træder ind.

Netop, slavinden har altid elsket at lave fortsæt når de nye år træder ind. Og hun holder altid nogle af dem. Nogle må hun tage op igen og igen, men kommer altid nærmere indtil noget af det er bare forankret nede i sjælen og kroppen. Det er så vigtigt at ville frem, og se frem. Og finde vejene og lysten. Så hun vil snart kigge i sine gamle dagbøger, og se hvad hun har skrevet forrest i dem, evaluere og tænke nyt. På et højere plan.

For slavinden har altid haft det som sit livsmål, længe længe før hun opdagede sin submission og slavinde-gen, at ville være et menneske der kunne elske. Elske alle. Og dermed opnå den ultimative frihed. Det vil hun stadig, selv om hun har overgivet sin frihed, på det verdslige plan til sin Herre. Det har hun gjort mest for sin egen skyld.

Men den mentale frihed, som  omslutter et liv med gavmildhed og fordomsløshed, vil hun altid stræbe henimod. Også nu. Hvor hun så med sine stækkede vinger flyver frit i sit bur, som kun Herren åbner og lukker.

Ja alle disse tanker er så dejlige og opbyggelige, giver lyst til at krøbe sammen i den store Herrestol med filosofiske bøger, varm te og god musik på. Men det må gemmes til i aften, nu er det at få gjort alle de sidste ting ting inden hun forlader hulen i morgen til at skulle tage til Residenzen.

Skriv en kommentar

Filed under filosofering, kærlighed, lykke, slavinde-tanker, tilfredshed, tillid

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s