Tænkepause.

slavinden er lettere rystet. Dog ikke ind til marv og ben. De to førstedamer øser af deres vise ord over for pubbelen og overfor Hr. og Fru Jante.dk. Så står den arme dame, foroverbøjet med sin kurv, og tigger om at få lov til at komme før i køen pga dårlig ryg. Sætter sin rødvin op på båndet og trækker sine smøger fra kassen oven over.

De vise ord klinger, og hun tænker på at måske skal der være en akademiker som hende ved kasseapperatet. Men det ville ikke påvirke vareudvalget, rodet, og de hylder som er ynkelige at se på. Men det ved man ikke noget om, hvis man ikke har været ude i verden. Og en verdensby skal der ikke til for at det kan være bedre end i det dejlige lille land. Fru Jante peger med fingeren og siger sarkastisk “pas på, ellers ryger du ud”.

Disse tanker og observationer giver kød på benene. Giver fantasien frit spil og ideerne hoper sig op. Enda et blik over køen, som er den faste bestanddel på hvilket som helst tidspunkt, sætter lysten til at skrive i spil. Manden der står der, med kurven fuld af bagepulver og mel, står ydmygt foroverbøjet uden at trække en mine. Indblikket i hans tanker er nemt, men må udskydes imens den ældre dame skal hjælpes imens hun klynker og skaber sig over sin ryg. Kolde blikke. Arrogance. Ak…

slavinden tænker på hvor længe hun skal holde fast. Holde fast i sin status, før hun bøjer sig som et menneske og tager hvad som helst. Med opret pande. hun tænker på alle sine elever gennem tiderne, som ventede og ventede fordi far og mor havde så travlt på deres arbejde og blev forsinket. Ikke nok for alle, men meget for få.

hun spekulerer om denne mentalitet er et krisetegn, som før anden verdenskrig. Eller er det bare mennesker som har oplevet døden. Døden af troen og godheden. Og er faste i en spiral de ikke kender selv, eller hvor deres erfaringer er beslaglagt og sat op i en diskurs, som de må følge eller bliver langsomt skubbet ud. Tit har Hara tænkt på at hun skulle have mindst to liv til at læse og gøre alt det hun ønsker. Måske er tiden inde nu.

Være tavs og stille imens hun tænker over tingene. Tage sig en tænkepause.

Nu har Herren sendt den nye reviderede protokol til hende. Retningslinier for hvordan Han vil have hende. Og hun ved at det ville tage tre liv at opfylde den. Ikke fordi hun ikke ville. Men fordi det er ikke i hendes magt. Det er en utopi. Men der kan altid forsøges og prøves. Og når målet er klart, men langt ude, så bliver det nemmere at finde ud af hvad det hele går ud på.

I ethvert henseende skal høsten være en følelse af værd. Et stigende værd. Hvor hvert lille skridt, har fundet sit fodfæste og øget trivslen og sat kærligheden til at ekspandere. For at det kan give mening i andet end nytteværdi.

Gamle filosoffer som Platon og Aristoteles trænger til at komme lidt ned fra hylderne og skærpe på meningen med livet i denne dystre mørke januarmåned. Hvor træets svajen ligner en piskeris vendt om. Hvor det mindste pust får det lystige sind til at fantasere om det ufuldkomne menneske og dets fuldkomne natur.

Skriv en kommentar

Filed under filosofering

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s