En besættelse eller en rejse ind i en ny virkelighed?

Mine kære læsere, jeg bruger ikke billeder på min blogside fra andre blogs, men udelukkende billeder som jeg har fundet fra de her porno-images sider på nettet. Ligeledes forsøger jeg ikke at bruge tekst fra andre blogs, medmindre jeg henviser direkte, men jeg indrømmer at jeg læser efterhånden meget, bliver inspireret og lærer, og måske derfor finder ord der er passende for mine tanker og følelser, som så er direkte hentet fra andre. Jeg ser ikke nogen grund til at henvise til de sider, medmindre der er tale om direkte citater. Eller en tanke eller sætninger.

Men jeg har virkelig haft brug for at skrive på denne blog og den dag jeg ikke har det, så bliver det det. Jeg gør det også for at skåne min Herre for at skulle tage stilling til alt jeg skriver til Ham. I den helvedes-periode hvor jeg ikke er sammen med Ham.

Men…

Inden jeg som helt ung pige, på egne vegne, forlod min familie og mit hjemland, for at bosætte mig i Danmark, havde jeg gjort mig klar over, gennem teenagealderens identitetsprocess, at jeg altid måtte have et mål i livet. Mål, som jeg kunne stræbe efter, og som var opnåelige for mig.

Dette har altid været min ledetråd siden. Og jeg har nået fleste af mine mål. Fleste, siger jeg, fordi nogle gange har jeg ændret dem og revurderet, således at drejningen er vendt en anden vej. Målene har ofte været høje og krævet præstation af mig, men de har også været simple og ikke krævet andet end tid.

Men jeg har haft langsigtede mål og kortsigtede mål. De kortsigtede har ikke været så svære, oftest har jeg indledt eller udarbejdet en strategi for at opnå dem. Som f.eks. studieteknik for at få tilfredsstillende karakter ifølge mine egne og andres krav, eller bare de uendelige kostplaner og dieter for at fjerne kg, for at kunne passe mit tøj.

Sjældent, men dog nogle gange, har jeg måttet ændre mine langsigtede mål. Men dog har de bare været klargjorte og vejen dem delt op i delmål. Jeg har sidst skrevet om disse her på bloggen, da jeg skrev om mit livsbillede. Fordi mine mål er ofte præget af et billede jeg gør i mine tanker. Jeg har været kritiseret for at have sådanne mål hele tiden, i stedet for at bare være i nuet, og lade livet omfavne mig og lede mig hen ad vejen. Det har jeg selvfølgelig også gjort.

Målene har fungeret for mig som en ståfod. For når jeg flytter fra familien som ganske ung, så står jeg på egne ben. I alle henseender. Og dengang var jeg barn. Selvom definitionen for barn har rykket sig i DK i mellemtiden.

Men efter at jeg mødte min Herre og blev slavetøs for Ham, så har jeg mistet kontrollen over dette. Disse målsætninger og udførelsen af dem. Jeg ved ikke om jeg har mistet kontrollen eller bare afgivet den, men så sent som i går sagde Herren til mig at man måtte passe på at man ikke blev hængende i uvirkeligheden.

Først reagerede jeg lidt voldsomt og sagde at jeg ikke brød mig om at blive sat i bås, stigmatiseret eller udstillet som jeg var psykisk syg, ubalanceret eller på anden vis levede i en uvirkelig verden. Jeg vendte det endnu engang 180 grader, og sagde at Han burde se ind til sig selv. Men sin erfaring og mislykkede forhold. Og spørge sig selv hvor Hans ansvar var i at jeg havde det sådan.

Men disse ord om uvirkelighed har klæbet ved mine hjerne siden. Og jeg har nu i løbet af det døgn jeg ikke har været sammen med min Herre, svinget mht til tænkning omkring dette. Eller rettere svinget mellem følelser og tanker. For tankerne bruger jeg oftest til at styre følelsere og følelserne til at give liv og næring til mine tanker. Ligesom hønen og ægget.

Når jeg bearbejder mine tanker så sker det ofte at jeg låses fast. I negativ desperation. Men kommer ud af det. Og meget ofte sker der så denne “lyn fra den klare himmel” oplevelse. Det er bare sådan det har været med mig.

Men den uvirkelighed som min Herre nævner, er blevet min virkelighed. Jeg havde før en virkelighed som bestod i uddannelse, karriere, materielle værdier, rejser og mit barn der boede hos mig. Et liv uden kærlighed og sex. Men dog tilfredsstillende på den måde, at jeg havde kontrollen. Og opsatte mål og nåede dem.

Nu er min virkelighed anderledes. Nu har jeg overgivet mig som et menneske og kvinde til en mand der kalder sig Herre. Jeg har gjort det med hele min sjæl, mit liv og krop. Enda har jeg lagt alt andet til side. Alt. Også min familie. Det er ganske sjældent at jeg læser lignende proklameringer hos andre slavinder. Men dette er tilfældet for mig. Alt var til stede. Viljen, kærligheden, submissionen, drømmen og ikke mindst lysten til at være sammen med Ham altid.

Hvorfor gjorde jeg så dette? Hvilket sundt tænkende menneske ville gøre sådan? Overgive sig. Sin identitet, sin levemåde, sine mål, sit liv simpelthen. Er det ikke bare sådan nogle hjernevaskede  kvinder i sekter der overgiver sig overfor en dominerende styrende leder. Kvinder der er villige til at ofre sig på kærlighedens alter. Som tror at de er elskede. Og er det sikkert også, på lederens måde.

Jeg har spekuleret meget over det. Meget. Og det var faktisk først her i januar for ca. en måned siden (efter at jeg havde været slavetøs for Ham i over to år) at jeg skrev til min Herre

“hun opgiver.

hun opgiver at skulle forstå alt. At skulle forstå sin Herre og sig selv. At ville og skulle og tænke. hun opgiver simpelthen, fordi hun magter ikke at skulle tænke hele tiden, uden resultat.

Dermed overgiver hun sig. Til Ham.”

Til Herrens store glæde. Dette ændrede forholdet. For Han derefter fortalte mig at Han ønskede mig som sin kvinde. Altid. Og jeg fik endelig tilladelse til at title mig selv som jeg, for jeg var blevet den anden, slavinden.

Jeg har rigtig meget tænkt på disse ord. Mine ord og Hans ord. Og når jeg ser tilbage på den måned, så har vi været meget sammen, og nydt samværet meget. Men uden Bdsm. Vi har ikke betragtet det som fare, for vores forhold startede ikke på det, men det kom bagefter, og det er der og vil udleves senere. Der er prøvet så meget, at der er en slags mæthed over feltet. Noget genkendeligt fra andres oplevelser.

Men min overgivelse, er den bygget på simpel opgivelse fordi jeg ikke orkede mere at kæmpe, eller er den bygget på lysten og viljen til at ville leve det liv, som min Herre har at byde mig?

Der ligger kniven i koen, tror jeg, hvis man kan kalde det sådan. For jeg har været klar over, at Herren ønsker og har behov for at have mig i sin nærhed, kun delvist. Hvor Han deler sin tid med andre familiemedlemmer og sig selv i ensomhed.

Faktisk er det første gang i meget lang tid, at min Herre er alene i Residenzen en hel weekend. Uden børn og uden mig. Og her har jeg (dog uden selvbeskyldninger) gået og haft ondt af mig selv, fordi jeg syntes at Han burde ville have mig i sin nærhed lige så meget Han kunne, hvis Han elskede mig. Det er som at have et “script” i hjernen, der siger “at hvis man elsker, så vil man helst have den anden hos sig altid”.

Jeg har læst og læst og det viser sig at sådan er det ikke altid. For alle. Samtidig har jeg kigget rigtig dybt ind i mit indre, og spurgt om dette gjaldt for mig. Jeg har fundet ud af at det gælder for mig. Jeg vil og ønsker at være sammen med den mand jeg elsker, min Herre, altid. Hele døgnet rundt.

Men ikke dermed sagt, at jeg ikke ønsker at kunne sætte mig i et andet værelse i nogle timer for mig selv, eller have en beskæftigelse som tager noget af min tid fra Ham. Eller bare at jeg var sammen med familie eller venner i en begrænset periode fra Ham. Så jeg mener det ikke bogstaveligt at jeg ønsker at se Ham altid. Men jeg vil være sammen med Ham altid. Dele seng med Ham, lejlighed eller hus, planer, bil og alt i mit liv.

Jeg er bare ærlig. Sådan er det jeg vil og ønsker. Men det stemmer ikke overens med min Herres ønsker. Og der er en grund til det, som jeg ikke har ret til at beskrive her. Herren har også sin fortid. Sine erfaringer. Sine tabte slag og sine oplevelser. Han havde også et billede af sin fremtid og mål, inden Han mødte mig.

Men vi har det fælles at vi er begge på vores Jomfrurejse ind i dette univers, som jeg foretrækker at bare betegne som Ds-universet. Som vi satser på at bygger på kærlighed.

Og så når jeg skulle sætte tøj i vaskemaskinen og fylde min kaffekop, kom tanken. Den tanke at der mangler noget.

Vi skal have fælles mål.

Mål som vi begge stræber efter. Mål som vi taler om åbenlyst, og ikke lægger skjul på. Mål som er afklarede, men ikke sår tvivl i den andens tanker. Mål som er opnåelige indenfor en overskuelig tidsgrænse. Lige som målene i mit liv, så kan de altid ændres og rykkes men de står der klart, indtil da.

For mig er dette endnu engang en ny erkendelse. For jeg må så indrømme ydmygt, at har Herren og jeg ikke et fælles mål, vi lever efter, så kan jeg heller ikke ofre mig på kærlighedens alter ret meget længere.

Det lyder trist, men jeg er realistisk nok i min enorme naivitet, at indrømme at jeg må bøje mig for hvis mine mål er uopnåelige. Som f.eks. at være 25 igen eller 1.80 m i højden, eller noget lignende. Noget der ikke kan lade sig gøre. For mig er det meget vigtigt at erkende dette. At mine mål, er virkelige og opnåelige. Og at de deles med min Herre.

Hvis jeg var i tvivl, så ville jeg ikke skrive det her. Men henvende mig direkte til min Herre med dette emne. For jeg er ikke i tvivl. Min Herre er sådan en slags menneske at når Han siger noget, så mener Han det. Og endnu engang når Han siger at Han vil have mig som sin kvinde alt sit liv, så mener Han det. Derfor tvivler jeg ikke. Og jeg ved også at Herrens mål for mig, stemmer meget overens med mine mål og ønsker med mit liv.

Men det skal gøres åbenlyst. Det skal stå der sort på hvidt. Derfor bliver folk forlovet og gift. For at vise hinanden at de ønsker hinanden. I min optik er det bindende for livet. Men ikke i Herrens optik. Men sådan er livet. Det har behandlet os forskelligt.

Derfor må jeg aldrig tvivle. Men altid se på mig selv, og mine små trivselsdefekter som en del af den rejse ind i min nye virkelighed. Ind i vores virkelighed. Men ikke en besættelse.

For hvor uendelige mange historier har vi ikke af at kvinders tanker og ønsker har været affærdiget som hysteriske, syge, besatte eller anden vis sygeliggjort. Bare fordi man ikke forstår og formår at forstå den process der styrer og driver et kvindemenneske.

Det står helt klart for mig, hvert eneste øjeblik og stund, at jeg kan aldrig tillade mig at blive eller være en “kværulerende” kvinde for min Herre. Krævende og tyraniserende. (her låner jeg ord). For det ville være en dødsdom for Herrens og mit forhold, og dermed mit liv.

Derfor ønsker jeg at min Herre, retter mig af. Fortæller mig, og antyder når jeg går over grænsen. Ikke når jeg er gået over den, men når jeg er ved at gøre det. Sige det på en mild, blid måde. Så jeg kan nå at stoppe i tide.

For jeg er som jeg er pga min opvækst og måske lidt medfødt. Og Herren er som Han er. Derfor vil vores rejse ind i vores dejlige, fælles og skønne virkelighed være strøet med grus og tvivl til tider, som når mennesker udvikler sig. En dialektik som er undgåelig. Men som har omkostninger og efterlader sår, men dog ikke varige men.

Skriv en kommentar

Filed under filosofering, kærlighed, længsel, slavinde-tanker

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s