Der er så meget…

Der sker så mange positive ændringer i vores liv i øjeblikket. Herren skifter til et nyt job og jeg…ja jeg…finder ud af tingene og hvad det er jeg vil efterhånden. Finder ud af at det at tjene penge behøver ikke at være det samme som at nyde livet, og gøre det man vil. Kortlægger det.

Det er ikke så svært. Fortsætte der hvor jeg startede for mange år siden. Jeg har længe betragtet livet som i en roman. Med kapitler. Pudsigt nok, nævnte Herren det også forleden dag. Et nyt kapitel, sagde Han. At man selv er med til at konstruere en del af det. Men meget kommer an på tilfældigheder. Hver dag bliver pludselig dyrbar.

Ydmygt knæler jeg i mine tanker foran Herren og tænker hvor utrolig dejligt det er at vi er sammen. Selvom vi ikke er sammen lige nu, fysisk. Jeg mærker det dog. Vil ikke lade mine vinger stækkes, men huske mig på at…

Jeg tænker på hvordan vi kan komplimentere hinandens liv. Hvad jeg kan gøre for Ham og hvad Han gør for mig. Jeg må gøre mig ekstra umage at gøre mere for Ham, behage Ham og glæde. Jeg fyldes med dyb tilfredshed, ved tanken om at jeg er ved at komme nærmere. Elsker mere og mere det inderste. Glæden. Bekymringerne. Der er bare så meget der skal læres. Der er så meget der kan gøres.

Endnu engang tænker jeg på hvordan jeg har lagt mit liv foran Hans fødder og underkastet mig. Jeg tænker på at før troede jeg at det var svaghedstegn at føle sig ufuldkommen uden en mand. Men nu synes jeg det er styrke. Nu mærker jeg og ved, at det er styrke. For i forbindelse med min erkendelse hvor jeg vil hen arbejdsmæssigt, kom jeg til at tænke på min gode sparringsparner dengang. Alle de ting og alle de meninger vi havde sammen. At være kvinde var stærkt, hvis man ikke forsøgte at være mand.

Pludselig føler jeg at jeg er faldet af vognen. Og jeg ved nu, at den kører forbi igen nu. Og jeg må hoppe på. Og jeg er hoppet på. Jeg ved det. Og jeg ved også at meningen med så meget var at falde på Hans vej. Være der hvor Han kunne finde mig. For jeg vil findes. Det går nemlig også op for mig, at mit kvindesind er og vil ikke være anderledes. Han skal være den som dominerer, bestemmer og har det sidste ord. Han skal være min beskytter og livgiver.

Jeg kan blive ved med at ytre min taknemmelighed.

Dette billede er så passende fordi … jeg vil. Husker da jeg fik blindfold første gang. Så skete det. Starten på min underkastelse. For jeg er den type at jeg aldig ville overgive kontrollen medmindre…ak…livet er så dejligt. Jeg får lyst til at give. Give Ham noget. Ved godt hvad jeg kan give nu. Og jeg giver det.

Skriv en kommentar

Filed under filosofering, slavinde-tanker, tilfredshed

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s