Sårbarheden ændrer sig ikke.

Nogle gange mister jeg fuldstændig besindelsen overfor min Herre og skælder Ham ud. Siger ting til Ham for at såre, men dennegang følger det sårede udtryk og de sårede øjne mig længere. Helt hen i hulen et par dage senere.

Det skete sidst i forgårs, og jeg vil ikke fortælle nærmere hvorfor. Men jeg blev så lamslået og såret, at det føltes som hele mit liv, mit slavindeliv og alt mit øvrige liv ramlede. Alt fik en anden mening. Jeg syntes jeg havde ret til at være såret, men Herren syntes jeg var urimelig. Vi fik snakket lidt, og Han viste mig den misforståelse som havde forårsaget mit udbrud. Det var godt nok ikke en misforståelse, men en lille detalje som var rettet op på senere.

Jeg blev roligere, og som den submissive jeg er fortrød jeg min reaktion inderligt. Jeg kunne godt have reageret anderledes. Bare snakket roligt og pænt og påpeget at jeg var ked af fordi ditten og datten. Men i stedet røg jeg op.

Dette er den kollosale sårbarhed jeg føler efter at jeg startede med at være Herrens slavinde og slavetøs. Sårbarhed som jeg aldrig har oplevet før. Sårbarhed som jeg ellers ikke oplever så tit når jeg er sammen med min Herre. Men den er der og ruger og arbejder dybt inde i mit indre. Og jeg ved godt hvorfor. Dels fordi min livssituation er stresspræget pga arbejdsmangel og dermed mindre mellem hænderne. Men der er også en helt anden grund.

Jeg tror det er fordi jeg ikke bor sammen med min Herre. Jeg er dybt afhængig af Ham. Hans beslutninger, Hans gestus, Hans måde at være på overfor mig. At ikke bo sammen med Ham er på en måde som en afvisning.

Men som med så meget her i livet, så kan der undgås så mange ting hvis vilkårene og omgivelserne er gunstige. Hvis der ingen grund er til at tvivle. Eller fortolke. Samtidig ved jeg at når jeg er her i min hule, alene, så er det nødvendigt nogle gange. At være sig selv. Være omgivet af sine egne ting. Ikke leve i kufferter og poser.

Det har altid været et problem i vores forhold at jeg ikke har kunnet holde det ud når jeg ikke var sammen med Ham. Min Herre har forsøgt at løse det på alle mulige måder. Og sidst her ved at give mig lov til at komme i Residenzen 2/3 dele af tiden. Dvs 20 af 30 dage i en måned. Ca.

Jeg er også klar over, at det er vigtigt i sådan et forhold som vores, at være ærlig. Lade tankerne komme ud, selvom de kommer i et lille vulkanudbrud, eller på anden vis. Lade tvivlen, misforståelsen, fortolkningen, sårbarheden, forventningen komme ud. Ikke skjule det i det indre. Lige som alle de vaniljeforhold og ægteskaber som opløses fordi tingene er usagte og får lov til at dulme i længere tid. Indtil der ikke er krudt eller vilje til at reparere på misforholdet.

Min fortid består ikke af mange forliste forhold, men det gør Herrens.

Jeg elsker min Herre af mit pureste og uskyldigste hjerte. Jeg elsker manden bag Herren. Jeg elsker Hans liv og Hans fortid. Men jeg vil lære, så jeg ikke begår fejl. Jeg vil også lære for at Han ikke begår de samme fejl som før. Jeg er ved at lære hvilke behov Han har. Og jeg er også ved at lære at ikke alene acceptere dem, men også at kunne tilrettelægge tingene således at Hans behov imødekommes. Men mine egne behov må ikke glemmes. Jeg har tit skrevet og tænkt, at Hans behov er sørget for af Ham selv og mig. Men mine behov er ikke altid sørget for. Og det skal gøres, for ellers kollapser fundamentet.

For længe siden studerede jeg meget begrebet “at sætte sig i den andens spor”. Både læste og enda forskede selv i det. Jeg blev klar over, at det ikke alene kunne være kønsbetinget, men også kulturbetinget. Det kunne også være betinget af den personlige og følelsesmæssige udvikling man har gennemgået i sit liv. Jeg mener at macho-begrebet aldrig må blive så vigtigt, at det, at sætte sig i den andens spor bliver overflødigt. Den empatiske evne. Men selvom det er det, så ser jeg det som min styrke og opgave at følge dette. At gøre hvad jeg kan for at sætte mig i Herrens spor.

Min submission gør det besværligt for mig, nogle gange. For jeg føler for den anden. Det gør ondt på mig at se den anden føle ondt. Men hvis den anden alligevel ikke vil lære men holder fast på sin uskyld og offermentalitet, så bliver jeg vred. Måske burde jeg igen gå udover dette og tænke at det kan så vedkommende ikke gøre for. Man kan ikke slå fornuften ind i hovedet på folk. En dyb medfølelse og empati er bare noget man har og ikke har.

Jeg tror også at prioriteterne i livet er vigtige i denne sammenhæng. Jeg er nemlig klar over, at hvis jeg ikke tænker på min Herre hele tiden, så er blusset ved at gå ned. Men det bliver ikke slukket fordi jeg vil ikke at det slukkes. Derfor er det vigtigt at holde det tændt. Og i et D/s forhold er der fundamentale ting som skal bevares. Fra begge veje. Min del er at bevare min fokus og underdanighed. Det gør jeg også.

Efter et stykke tid med børn og en ganske almindelig vaniljehverdag, med daglige pligter, glemmes det. Som når halsbåndet ikke er på. Så glemmes slavinden. Herren og jeg er klare over det. Og Herren er lige så stor kæmper som jeg.

Alt er så relativt. Alt er så foranderligt. Og uforudsigeligt. Nu har jeg 2 dyrbare dage alene, som jeg vil benytte mig af. Og som mine læsere ville have gættet, så er det vigtigst at bruge dem for at forberede mig og blive bedre som slavinde for min Herre. Men også at opfylde mine behov.

På trods af al dennee ærlige psykoligiske snak, så er det passende at indsætte et smukt billede. Jeg tænker på den tomme stol, når jeg ser dette billede.

Foruden at være sårbar, så er jeg et ekstremt følsomt menneske. I går, da jeg kørte forbi det område/sted hvor min Herre arbejdede på, fyldtes jeg med stort vemod. Jeg følte at nu var Han væk herfra, og ville ikke komme i hulen som oprindelig tænkt. Jeg tænkte at jeg ikke kunne mærke Hans strømme, Hans ånd her i nærheden af min bopæl. Jeg var klar over at jeg havde været stolt af at have Ham i nærheden trods alt. Stolt af at Han betrådte den jord og de stier der er omgivet min verden.

Men samtidig tænkte jeg at Han ville være i området en gang om ugen. Det skal bare siges, for Herren som Han er, tænker over det. Tager hensyn og finder en løsning. Han finder altid løsninger. Men nogle gange er tingene såden i dvale og i bero, og jeg er bare den som er mere impulsiv og utålmodig og skal skubbe til Ham, den rolige og funderende.

Skriv en kommentar

Filed under filosofering, lykke, slavinde-tanker

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s