Tanker en tidlig morgen.

Jeg bekæmper min angst, fordi den fører ingen steder. Nummer to søvnløs nat. Det er godt at jeg har forsynet mig med søvn, og fyldt depoterne op.

Mine energidepoter er som et batteri. Forsvinder så småt. Sårbarheden er så tydelig. Angsten titter frem.

Men med stædighed holder jeg mig tilbage, for jeg ved. Jeg ved, at det er ikke hensigten at såre mig. Min sårbarhed bunder sig nok mere i min utilstrækkelighed.

Opgaverne tårner sig op, men bliver også afviklet. Jeg holder angsten fra med styrke. Og jeg trøster mig selv. Med mit gamle trøst. Det er også svært at holde det ude.

Jeg er klar over, at det kan ikke være meget anderledes. Min personlighed er sådan som den er. Det eneste jeg kan gøre er at holde angsten fra. Mit forhold til Herren er først og fremmest et psykologisk forhold. Hvor min submissive slavinde-afhængighed er det styrende. Hvor jeg er afhængig af Ham, Hans styring, Hans kontrol og føring.

Er føringen og kontrollen der ikke, mister jeg fodfæstet. Men jeg kan godt klare det uden at skulle blive den gamle hårde, selvstændige, vrede. Den del har ødelagt alt for meget i mit liv og forpestet det. Det vil jeg ikke mere. Jeg vil bare leve i min sårbarhed og afhængighed.

Og tænke hvor glad Han var i går. Fik tre nye skjorter og masser af kaffe. Så gik det endnu mere op for mig hvem Han er. Og hvor meget jeg elsker Ham. Så opstår min sårbarhed. Men det er der ingen grund til. For jeg ved Han er der. Han forlader mig ikke. Han er der som en klitte, stærk og stabil.

Morgenlyset er hårdt mod min sjæl, og øjnene begynder at kunne vise det. Jeg lader mine tanker omslutte Ham. Kærligheden og omsorgen for Ham. For jeg er klar over, at i det øjeblik jeg begynder at tænke på mig selv, så går det galt. Jeg kan stadigvæk lukke øjnene og lade søvnen indhente mig i nogle timer, inden jeg går i gang med masser af opgaver.

Og vente. Være standby. Tælle ned. Bruge tiden konstruktivt. Vide hvad er bedst. Han ved bedst. Men jeg ved hvad tapper for energien og hvad fylder depoterne op. Passe på at ikke gå i selvsving. Som Han ville sige det. To femte dele er gået. Og visheden om at tavsheden og stilheden arbejder med mig. Nøjsomheden og tilfredsheden. Hver dag og hver time bliver brugt til at forstærke og forbedre. Planerne er nøjagtige og velovervejede.

Jeg strør rosenblade foran Ham. Danner en sti af behag og velvære og sætter mit ego i bero.

Skriv en kommentar

Filed under afhængighed, angst, længsel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s