Bloggen.

Så er jeg igen i hænderne på min dejlige elskede Pasha igen. Ham manden som jeg elsker og beundrer overalt på jorden.

Ham som er ikke min eventyrsprins længere, men en mand som jeg vil være sammen med altid. Som kæreste, hustru, slavinde, ven og ikke mindst som sjælefælle. Uanset hvad, så vil jeg altid strø rosenblade på Hans vej, og gøre hvad jeg kan for at gøre Hans liv bedre.

Vi har haft en god snak om bloggen her, og også om min trivsel og vebefindende når jeg ikke er hos Ham i Residenzen. Vi leder efter løsninger og vi sætter nogle midlertidige løsninger i værk. Indtil den endelig løsning kan lade sig gøre. At vi flytter sammen. Det er ikke så nemt. Børn, lejligheder og ejendomme. Ikke bare sådan. Men vi træder sammen på stien, forsigtigt, men med et fælles mål. At være sammen. Udleve alt det sammen vi har ønsket. Ikke bare på det seksuelle område, men på så mange andre områder.

Bloggen vil jeg lade stå. Den får en ansigtsløftning når jeg har tid og samtidig arbejder jeg på at ændre den.

Jeg har skrevet ca 360 indlæg på en beskyttet blog til min Herre, på denne profilside som jeg/vi ikke vil slette. Der er ca 50 historier. Bl.a. to romaner med ca 11-13 kapitler i hver. Derfor bliver denne blog ikke slettet.

Desuden kan jeg godt lide at skrive. Det er en af mine fetisher. Måske er det en del af min ekshibitonisme. Eller så findes der andet ord for det, som jeg ikke husker.

En nylig hændelse her i blogverdenen har åbnet mine øjne lidt. Den har fået mig til først og fremmest til at se hvor hård denne verden er, og at min tro på at omgivelserne passede nogenlunde til mine altruistiske forventninger, slet ikke holder stik. Men heldigvis er der og har altid været flere lejre, at plante sig i. Og friheden består nemlig i at kunne se det, og flytte sig til en anden lejr når man ønsker.

På trods af min indgroede submission, så er jeg en kæmper. En fighter. For retfærdigheden. Og heldigvis har jeg også en indgroet optimisme som flere gange har reddet mit liv. Og med denne optimisme går jeg min vej.

Tingene falder på plads så småt. Det personlige ER feminint og det objektive rationelle er mændenes valg. De der mænd, med værktøjsmani og alle de andre gadgetsmanier. Ligesom min dejlige mand, min Pasha og Herre. Men vi kvinder har været så heldige at kunne gøre begge dele, være personlige og rationelle. Og det vil jeg så nu. Split up.

Det rationelle er mit livsværk, som jeg har nævnt på bloggen. Opnå det, som bliver det højeste jeg kan opnå, på karriereområdet. Jeg stiller ikke alene store krav til mig selv, men også til det som afleveres. Jeg stiller store krav til processen og den frie fantasi og tænkning vil guide mig.

Trygt og roligt går jeg så den vej min Herre danner for mig. Små skridt bag Ham. Hvert skridt jeg tager er overvejet, og drøftet med Ham som besidder Herredømmet.

hi hi rart at skrive.🙂

1 kommentar

Filed under frihed, overvejelser, snaksalighed, tilfredshed

One response to “Bloggen.

  1. zoe

    Kære Hara,
    Tak, for dejlig læsning – jeg mærker tydeligt din entusiasme og din glæde ved livet, i det du skriver, og de ting der sker for jer begge. Jeg er sikker på I går en spændende tid i møde🙂
    Kærligst
    zoe

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s