Mere om grænser.

Jeg kan ikke lide at få sat stolen for døren. Have grænser af den slags, at jeg føler jeg ikke kan komme videre i livet. Ikke kan gøre hvad jeg har lyst, føle og tænke hvad jeg har lyst.

Et sted står det om mig, at jeg ikke kan ejes. For jeg skal føle mig fri som fuglen hele tiden.

Men det gælder ikke overfor min Herre. Jeg kan lide at Han sætter mig grænser. Ikke af den slags som man giver børn, så de kan lære hvad er rigtigt og forkert, men den slags der fortæller mig hvad jeg kan forvente. Hvad jeg har i vente.

De postitive slags. De som fortæller “ikke nu men senere” eller “nu men ikke senere”.

Da vi står foran Tribunen, og Han blidt tager om mig bagfra og kysser mig let på kinden, mærker jeg mine grænser. Grænserne for min eksistens. Grænserne for hvad jeg vil og ikke vil. Min plads. Hans ejerskab af mig.

Så vaniljelivet bærer altid præg af vores verden. Vores aftaler, vores vilje og min underkastelse. Vores D/s forhold er altid vågent og aktivt i vores dagligdags vaniljeliv. For hver en nerve i min krop vil, at min ejer og Herre besidder mig og bestemmer over mig.

Dette billede er lidt sentimentalt som jeg er, og sødt. Det sure med det søde.

Skriv en kommentar

Filed under kærlighed, slavinde-tanker, tilfredshed, tillid

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s