Skattene bevares og nye bliver til.

Der har været omtumlende dage på det sidste, her i Residenzen. Det er ikke til at fortælle om her. Men der har været så meget, der har rørt sig i mig.

Jeg har været både chokeret, omtumlet, skuffet, glad, lykkelig og sidder nu med en uforklarlig følelse som jeg ved ikke hvor jeg skal placere.

Tiden her i Residenzen nærmer sig slutningen, og kufferten er ved at være tom og vaskeposerne fulde. Et nyt plan kommer nok snart.

Men noget er svækket i mig. Noget har taget mere på mig end jeg anede. Men jeg er så heldig at have en dejlig og meget godmodig Herre, som ejer mig og passer på mig og lytter til mig, når Han kan.

Nærmest hele dagen i går, gik jeg med den følelse af at det er slavinden som er på prøve, for at vise sin kærlighed overfor sin Herre. Sin underkastelse og hengivenhed.

Derfor var det dejligt, og meget befriende at knæle i gangen i morges og kysse Hans hånd, og takke for at få lov til at tjene Ham. Være slavinden igen. Det første Han vil se i eftermiddag når Han kommer hjem, er halsbåndet på min hals.

For det er ikke bare mig der bliver svækket ved at gå ud af slavinderollen og være vanilje, når børnene er her. Det bliver Han også. Han er ikke en brølende machomand. Han er en blid, gentle omsorgsfuld Dominant.

Der var noget i mig som fyldte mig med stolt, da jeg rank og meget feminin, med mit glattede hår trådte ind i indkøbscenteret lige før. Med min beskedne men iøjnefaldende makeup,  mine høje hæle og min kjole som blevet strammet ind i livet af blaseren  mærkede jeg i øjenkrogene at jeg vakte opsigt hos begge køn. I alle aldre. For jeg lignede dem ikke. Jeg blev forlegen og genert og så mig i spejlet i en af de butiksvinduer jeg gik forbi. Så tænkte jeg, at jeg havde slet ikke set mig selv rigtigt før jeg tog afsted, og satte makeup og ordnede mit hår. Havde ikke set mig selv. Før nu. Så at trods det kedelige vejr havde min hud fået en svag brunlig teint, og at mit hår som havde været sat op i den sidste uge, var blevet langt. Langt men smukt.

Det fik mig til at tænke at jeg havde sådan lyst til at min Herre kunne være stolt af mig på mange flere områder. Jeg tænkte at jeg måtte gøre mig mere umage til at gøre Ham mere stolt af mig.

For på trods af alt det svære der kom op i weekenden, så var den lærerig. Fortalte mig om mennesker. Fortalte om mig. Min kærlighed til mine mennesker omkring mig. Og jeg var klar over at mit hjerte var åbent for at modtage nye ind. Og jeg var også klar over at mine skatte ligger i mit hjerte, og jeg vil blive beskyttet og passet på så længe jeg bevarer mine skatte.

Foruden disse skatte, har jeg andre skatte. De er i mit hoved. De ligger i den skønhed, jeg mærker og fornemmer i livet. I mine omgivelser. I andre. Og i de fantasier, der sættes op i billeder af al slags. Jeg har en samling, som skal skal hives frem og udstilles så andre kan nyde den. Det bliver den også, når tiden er inde. Når der bliver gjort plads til at modtage og mærke de gaver der ligger og venter på at blive åbnet op og nydt.

Når der bliver åbnet op, så alle skattene kan pusles sammen til en helhed, nydes og forenes i det fælles mål at glæde den anden.

Læseren forstår måske ikke hvad jeg hentyder til🙂 , men jeg forstår hvad jeg mener, og mærker glæden nede i maven ved tanken. Måske forstår min Herre det.

Skriv en kommentar

Filed under kærlighed, lykke, overvejelser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s