Vi gør det sammen.

Nu er jeg i hulen, men kun i et par dage. Vi satte programmet op sammen i morges, i min computer. Som det passede os begge. Et par dage at nyde, uden hinanden. Kan jeg nyde uden Ham? Men alligevel, den morfar tog pusten fra mig og jeg får svært ved at trække fødderne væk fra sofaen.

Der skete noget, som en låge blev slået ned. Der skal tre gange mere energi til at løfte benene og finde mig tilrette. Gøre de ting jeg ville. Finde balancen. Mærke mig. Mærke formålet. Finde grunden.

Er det ikke mærkeligt sådan som det sker. Jeg skal nok finde ud af hvad der sker. Og hvorfor det sker.

Lejligheden er så kold, efter at have stået tom i snart to uger. Kan ikke varme op her, midt på sommeren. Denne uendelige lyst til at trække mine ben under mig og fordybe mig i en lukket verden melder sig.

Det er bedst at lukke øjnene og bede. Bede de højere magter om at skubbe til mig, så min energi kan vende tilbage. Ikke lade lyset slukke og kulden overtage mig. Det startede i nat. På kanten af Hans seng. Hvor fuglenes vågnen forstyrrede mit sind. Såede tvivl ind i mit indre.

Til morgen, da jeg ville give Ham mig, mærkede jeg hvordan mine fingre var forkrøblede og mit sind sløvt. Dog varede kun et par minutter så strømmede varmen i hele kroppen, og gav den næring til at kunne give Ham det Han ville. Og gøre min krop fugtig og smidig og givende.

Jeg må tælle til 10, løfte benene op. Og bruge selvdisciplin. En, to, tre…kigge på opgavelisten…fire, fem, seks…huske…syv…glædes…otte, ni…bruge tiden…10. Op at stå.

 

Skriv en kommentar

Filed under afhængighed, kontrol

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s