Kampen går videre.

Mit submissive sind har svært med at vente. På svar.

Som dengang, jeg hver dag gik op til den overordnede arbejdsgiver, for at bede om en samtale. Som var meget vigtig for mit liv og eksistens. Men han havde aldrig tid. Jeg fik dog svaret den sidste dag. Et nej. Så forudsigeligt. Som ændredes dog senere. For selvfølgelig ventes der ikke på at svare, hvis svaret er positivt. Det er kun de negative svar som henstilles. Af konfliktskyhed.

Pointen er at jeg følte mig ikke mindre værd ved at vente, men tænkte om han syntes jeg var det.

Min ganske veludviklede kommunikationssans skriger på anerkendelse og empati, når der kommunikeres. Og jeg tyer til den gyldne regel, og ved jeg får kun det jeg giver.

Som når min eneste siger altid eller skriver i slutningen “elsker dig ;*”. Det har jeg lært hende fra hun var lille.

Jeg vil ses ind i øjnene og takkes for det jeg yder og gør mig umage med. Jeg vil se ind i øjnene og takke for det jeg modtager. Og jeg modtager meget. Det jeg modtager kan ikke tages fra mig.

Lige inden jeg gør min kuffert klar til afgang, kommer disse tanker. Blot ved at læse et indlæg. Der rører ved noget i mig.

Kampen går videre og jeg gør hvad jeg kan. Og jeg kan meget.

Glæden ved at se ind i min elskede Pasha´s øjne og se det drilske smil om læberne, fylder mit hjerte og giver mig mod.

Skriv en kommentar

Filed under slavinde-tanker

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s