Endnu engang skrives der…

Hun fornemmede det gennem søvnen, at han kyssede hende let på hver kind, panden og munden og sagde “vis ses, min dejlige slavinde, hvornår? hun mumlede og undveg. Han fortsatte “på fredag”. hun vrissede igen. Han satte sig på sengen. hun ville ikke se på Ham. Det gjorde alt for ondt. Klumpen var vokset. hun mumlede “ha en god dag”…Han gik.

Hele natten havde hun vendt sig og drejet, som hun plejer. Fordi hun ville være tavs og lydig, og ikke fortælle Ham hvordan hun havde det med det.

hun vrissede lidt, for hun havde sovet lidt, men tænkt hele natten at hun ville ikke se Ham på fredag. hun vil først se Ham når Han vidste hvad Han ville med hende.

Det meget sårbare sind var lukket til, såret og ked af det. Fordi Han sender hende væk når der ikke er børn. Så Han kan tilbringe kvalitetstid alene, med sig selv.

Men hun vidste også at hun var urimelig, fordi hun havde selv sat disse datoer ind. Styret af Ham. Ham uden ansvar.

Desværre var alle hendes tårekanaler optørrede. Brugt op. Da hun græd i mere end et døgn engang. Når hun oplevede sin største og bedste begivenhed i sit liv. Blandet med stor frygt. Og dengang hun ikke kunne styre sin rystende krop i mange dage da hun mistede en meget kær. Eller dengang hun var lille, og var knækket af sin onde syge bror.

Men i stedet for at vende gråden ud, vendte hun den ind. Ind i maven.

Med sammenklemt mund, klumpen i maven og det oprevne sind, lod hun vandet skvatte ned på blomsterne i altankasserne. Blev stoppet. Råben og skrålen så det klang helt op til 2 sal og hele nabolaget.

“Gå ordentligt”, “vil du tilbage til børnehaven” “kan du så stoppe”…hun ventede bare på at den strenge, højlydte skarpe stemme ville sige “hold kæft, din møjunge”.

hun lagde vandkanden fra sig og så direkte ned og observerede. En ældre dame som snakkede med en 3-4 årig pige, der afveg fra de lydige bange jævnaldrende kammerater der gik to og to ført af andre voksne.

Klumpen i maven ændredes. Den ændredes til noget andet. Til afsky og foragt.

Men det varede alligevel temmelig lang tid indtil hun forlod sin egen selvmedlidenhed, og satte sig til at skrive. hun ville skrive sig væk fra det. Endnu engang. Derfor havde hun bloggen.

hun ville tage skeen i egen hånd, og selv tage ansvaret for sit liv.

“min dejlige slavinde”…ord der klinger i det indre. Klumpen i maven opløses, og hun mærker direkte blodet strømme fra den anspændte hjerne ned i hendes arme. hun mærker sin hud, sin krop, sit sind og hun mærker sig selv. Hvem hun er og hvad hun står for.

Igen tænker hun på den gyldne regel. Gør mod andre som du ønsker at de gør mod dig.

Det opsummende had og vrede som var startet fra klumpen i maven, forsvandt ikke, men dalede. Så småt. Ville hun kunne mærke den dejlige fornemmelse af at elske og yde og give efter det.

Ja fordi hun måtte indrømme at hun havde taget fejl. Det var slet ikke sådan hun ville have det. Det var bare et måske. Fordi hun vidste ikke rigtig hvad hun ville. hun ville tilpasse sig Ham, behage Ham og tilfredsstille. hun ville være tavs, lydig og nem. Nem at elske. Måske ville Han kunne elske hende mere hvis hun gjorde sig lidt usynlig. Og var tavs og nem.

En gammelkendt tanke og følelse opstod pludselig. Mærkeligt. Det var da hun så sig selv i spejlet. Så sig stå der, smuk og velplejet. Rank og stolt i sin sorte kjole med sine halvhøje hæle. Lige inden hun ville liste sig ned i sin bil, og køre væk.

hun så ind i de gammelkendte øjne. Og mærkede også en vis omsorg og kærlighed til sig selv. For hun vidste godt at hun kunne ikke knækkes endnu engang. Det var heller ikke hensigten. hun vidste godt, at hun med stolthed ville kæmpe videre. Indtil der fandtes en fælles løsning. Til begges vel. Fordi hun vidste, hvor hun hørte hjemme. Og hvor hendes plads var.

Da hun forlod stedet, tænkte hun at hun ikke ville det her. At det ikke var godt for hende. Og at der måtte findes en bedre løsning. Det var en fin løsning som sådan, hendes eget forslag. Men den var ikke god nok. Det er ikke sådan hun vil have det. hun tror ikke det er sådan Han vil have det.

I søndags tog Han om hende så hun mærkede hele Hans krop. Han tog fast om hende som skulle hun ind i Ham. Armene omkring hendes overkrop og benene indviklet meget tæt ind i hendes. Hans mave mod hendes mave. Hans underliv mod hendes underliv. Omfavnelsen var så intens og dyb. De havde tøj på.

Han sagde ” Herren har lyst til at have hende altid hos sig”.

Mandag morgen, inden Han forlod Residenzen for at tage på arbejde talte de igen flygtigt om at flytte sammen. De talte flygtigt om hvordan det kunne lade sig gøre. For at de begge kunne nyde det. Også hun med hendes ting. Bøger, tøj og gamle ting. De snakked løst om at de havde møbler nok til at indrette et helt hus. Deres syn og smag for hjem og bopæl er også efterhånden synkroniseret.

Efterhånden som klumpen opløses, og den dejlige omfavnende fornemmelse opstår så tænker hun at med sit pleasersind, så valgte hun selv datoerne. Hvad tænkte hun? Ville hun give Ham den gave, at kunne være alene og pusle uforpligtende med sig selv. Eller var der noget andet?

Ja det var den ene ting, og den anden var at kunne selv have frirum, til at gøre sig selv bedre for Ham. Styrke sig selv, for at blive bedre slavinde for Ham. Derfor må hun tage skeen i den anden hånd.

Fordi hun har lært om de begrænsninger der er. Og hun kender sig selv, og ved at hun selv ikke tolererer hindringer. Alt kan lade sig gøre i hendes liv. hun vil udføre og udleve det hun tænker sig.

Det ved Han også. Han ved at hun er stærk. hun sætter selv en deadline for sig selv. Sit liv. Et forslag til datoer. Som kan ændres. Som nu. Det var helt forkert at forlade Ham nu, når der er ro i Residenzen. Mulighed for at gøre ekstra rent, og sidde ude på altanen og spise. Og tage dejlige ture om aftenen på cyklerne. Det var forkert. En fejltagelse.

hun burde være blevet her i hulen i søndags. Fordi hun alligevel skulle herind. Og været hos Ham onsdag formiddag i stedet. I Residenzen. Det var en fejl. hun havde slet ikke tænkt, eller set vejrudsigt. Eller funderet over at tiden uden børn er bedst for dem begge. Det er dyrbar tid. Og nødvendig. Og det vil vare længe.

Samtidig har hun også fundet ud af at tingene er ikke så fastlåste som hun altid troede. Som dengang hun skulle møde op i Residenzen akkurat kl. 19.13 eller 8.34 for ellers…hun tog det meget nøjagtigt. Og hvis hun var ankommet før, ventede hun alvorligt ude i bilen indtil hun nøjagtigt ringede på det givne tidspunkt på klokken. Sådan er det ikke længere. For i virkeligheden ville hun til hver en tid kunne tage hen til Residenzen. Hoppe op i sin bil, og køre en halvtime derhen. Med Ham hjemme eller ej.

Nu må hun stå af. Og sige til sig selv, at hun vil forsøge. Gøre sit bedste til at udnytte tiden. Og se om hun kan klare det indtil på fredag. hun vil ikke have alle de stole for dørene længere. Der er ikke noget ved det. Kontrol og styring har ikke noget med straf at gøre. Eller lidelse og tvivl. Det vil hun ikke mere. hun gider ikke at være ulykkelig mere. Det kræver mere og mere, og tapper al energi ud af kroppen og sindet.

 

Skriv en kommentar

Filed under overvejelser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s