Ydmygelsen.

At blive skubbet ned i knæ, få påsat manchetter, halsbånd og øjenbind er ydmygende. At mærke gaggen blive sat på, så munden bliver proppet fuld og savlen hurtigt render ned i tynder striber, på den nøgne hud, er yderst ydmygende. Men det er en dejlig ydmygelse, som jeg kan lide.

Kroppens reaktion fremkalder hurtigt varme og fugtighed mellem benene, for det der skal komme.

Blive bundet fast til sengen, med armene ude og besked om at have benene spredte. Mærke de nænsomme hænder smidigt hive g-strengen af og løfte op i hvert ben for at fjerne den. De selvsamme fingre mærke efter i den fugtige grotte.

Dernæst at mærke den bløde smerte og siden den skarpe på kroppen alle vegne. Undtagen ansigtet. En skjult aftale som ikke er til diskussion. Men mærke hvordan ridepisken rammer inderlårene, maven og brysterne. Og dernæst at mærke hvordan der bliver hevet i brystvorterne for at sætte de satans japanske klemmer på. Det er ydmygende.

Igen en ydmygende og meget fræk oplevelser for en lille submissiv, som har hang og trang til masokisme. Det ydmygende i situationen og som tænder er, at være fuldstændig i Hans magt. Mærke tryllestaven blive brugt på den glatte, og så fjernet lige indtil orgasmen indtræder. Åndedrættet bag gaggen afslører, og tanken om at snyde sig til en lille udløsning strejfer men bliver dog ikke til noget. Kroppen er forladt i Hans magt. Han bestemmer hvordan og hvornår.

Først når øjenbindet og gaggen er fjernet efter mange orgasmer og der fumles med to store tunge lodde som nærmer sig brysterne blandes ydmygelsen med frygt. Nok. Hans smil er klart. Drilskt. Sadistisk. Selvfølgelig hænger Han ikke sådanne tunge tingester på de små fine brystvorter. Som ejes af Ham.

Men ydmygelsen giver nydelse.

En anden slags ydmygelse der giver ikke nydelse. Det er den ydmygende følelse  af at ikke være vigtig nok, til at modtage en godnathilsen. Eller vigtig nok til at blive kommunikeret til på eget initiativ. Eller at forsøget på at glæde og behage bliver ignoreret og betragtet som noget andet end det er. Eller når man bliver behandlet dårligt. Det er en ond ydmygelse. En ydmygelse som gør ondt. En ydmygelse som vil overveje den dejlige frække ydmygelse. Fordi den onde dårlige ydmygelse, som ikke er bevidst med intentioner knækker ned. Bryder og ødelægger.

Men heldigvis kan man forklare ud fra fornuft, og dermed er ydmygelsen en lille størrelse som ikke skader. Men bare en slags cluelessness, eller forglemmelse. Eller en lille smule ligegyldighed. Eller måske en fattigdom. Mental fattigdom.

Jeg læste engang at det modsatte ved kærlighed er ligegyldighed. En ydmygende ligegyldighed. Når man ikke elsker den anden, så er man ligeglad. Hvordan den anden føler og tænker. At forvente at den anden er og tænker som en selv er også en del af det. At man ikke gider eller har kapacitet til at tage hensyn til den anden, er en slags kynisme.

Som i tilfældet i går, når den voksne dame behandlede den lille pige som var hun tænkende som hende selv. Hun tænkte ikke over hvordan en lille ung hjerne og hjerte oplevede hendes skrålen og skældud, foran alle de andre. Hun mærkede ikke eller så, hvordan det påvirkede den lille og formede i en ydmyg situation. To af de andre unge voksne holdt tilbage med tydelig frygt. Bystanders. Den fjerde voksne, en ung mand forsøgte at deltage i den ældres plageri og der hørtes et par gange et dybt skrål med mandestemme “stop nu”. Henvendt til den lille. Understøtter.

Åbenbart har denne oplevelse sat sine spor hos mig. Og fået mig til at tænke på ydmygelsen. Ydmygelsen i situationer, forventninger, mangel på forventninger og i det hele taget i menneskelig kommunikation og væren sammen.

Den ældre dames verden var forstyrret fordi den lille ikke ville (kunne) makke ret og opføre sig som de andre børn og gå pænt ved siden af en anden, som i en flok. Pæn flok. Hendes stramme perfekte eller uperfekte verden blev forstyrret, og hun måtte bruge sin magt og ydmyge. En ydmygelse som rammer hårdere end andet.

Selvfølgelig er der ingen generaliseringer i disse påstande. Dette er alene mine tanker. Og bud. Men ingen sandhed. Men oftest kan det genkendes af nogle.

Men ydmygelsen er til at styre. Bliver man ydmyget nok, så begynder man at se bort fra den. Ser det på hovedet. Vender det imod den anden. Det gør jeg.

Et godt eksempel er, at i flere måneder har jeg sendt pligtopfyldende mindst to jobansøgninger, for at få mine A-kasse dagpenge. Men selvfølgelig først og fremmest til at komme i job. Mange, mange gange har jeg virkelig haft lyst til de jobs jeg søgte og gjort mig virkelig umage for at skrive en god ansøgning.

De første par afslag ramte mig som en våd klud i ansigtet, med ydmygelsen som hovedvidne. Efterhånden som afslagene kom væltende ind i hver uge, holdt det op med at være ydmygende for mig. For jeg vendte ydmygelsen over på afsenderen, institutionen, systemet, samfundet som ikke ser sig snedig nok eller fornuftig til at bruge mine kompetencer som er virkelig mange og gode. Men også fordi jeg i forvejen vidste at netop disse kompetencer skabte en ydmygende følelse hos den anden. En følelse af mindreværd og mindre viden.

Dermed blev ydmygelsen elimineret fra mit følelsesliv, og kastet over til den anden hvor den hører til.

Det samme gælder hvis jeg føler mig ydmyget i situationer som mangel på tak, eller mangel på kommunikation, eller mangel på opmærksomhed. Ydmygelsen hører til hos den anden, som ikke kan. Med kyniskheden som ledende lys. Det er ikke mig der er ydmyget. Den anden må være ydmyget over at ikke have midler og redskaber til at opføre sig anstændigt, som et anerkendende og respektfuldt menneske. Og hvis hun/han ikke mærker ydmygelsen er ligegyldigheden og kyniskheden det ledende element. Moralskløshed.

Disse tanker hjælper mig tit, og især at skrive dem.

Den første nat er overstået. Jeg sov meget og tungt, med min dejlige Pasha i den anden ende af telefonen. Igennem wf. Efter et halvt døgns arbejde og hårdt træning er Han sikkert faldet i søvn plask uden den lille lydige slavinde på kanten af sin seng. Uden hende der dengang fik besked på at vække Ham hver morgen med sin varme, bløde, våde tunge. Et vist sted.

Så er der bare to par nætter tilbage. I dag får jeg småtravlt. Men jeg tænker på den lille der græder sig selv i søvn efter at være blevet taget væk fra forældret, og som så småt kommer sig og danner en hård overflade for at overleve.

Heldigvis er vi/jeg ikke barn længere. Og ved nøjagtigt hvad der sker. Den lille sårbare, blottede skal bare dækkes til i nogle dage, uden dannelsen af hård skal. Bare fordi der skal arbejdes. Ikke fordi der skal opleves eller nydes så meget, men der skal arbejdes.

Lykken er jo et begreb som er så relativt. Den varer ikke evigt hos nogen. Og den er sørme forskellig hos mange. Jeg og min dejlige enearving plejer at sige, at lykken er en følelse. En lykkefølelse. Som er inde i en selv. Og varierer i omfang og tid.

Som nu, har jeg lykkefølelse. Jeg mærker hvordan livet, lydene udenfor og mine potentialer vækker en dyb rar følelse i mig. En lykkefølelse. Og uden min Pasha ved siden af mig. Det er dog lurende i bagtankerne, det øjeblik jeg møder Hans blik og er i Hans arme igen.

Det glæder mig, at jeg har denne følelse. Det er min skat. At kunne føle sådan. At mærke hvordan min kærlighed modarbejder ligegyldigheden, og lader den ikke komme til orde eller til magt. Inderst inde ved jeg at ydmygelsen spiller ind. Den ydmygelse som består af at ydmygt at bøje sig for livet og verdenen. For sig selv og sine brister.

At kunne se ydmygt ud i verden, med blikket klart og nyde hvert øjeblik med forventninger sat i bero. Derfor er ydmygelsen jo så vigtig, og så forskellig. Den er nødvendig. En del af tilpassetheden, dannelsen. En del af at kunne være sammen med andre og leve i et samfund som har sit eget liv, dog uden synlig styring. Et samfund der er tæt og et samfund der fjernt.

Nåh, men nu er det nok med skriverier. Pligterne kalder. Det store grønne svajende træ giver mig altid håb og lyst til livet. Uanset hvad. Det ændrer sig hele tiden, men det er der, som en forbindelse til omverdenen. Dette har jeg her nu, i min hule. Og har haft længe. Mit. Mit liv i min hule.

Skriv en kommentar

Filed under filosofering, slavinde-tanker, snaksalighed

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s