Udfordringerne fortsætter.

I starten brugte Herren lang tid på at afprøve min lydighed og underdanighed. Han udøvede konstant kontol over mig, som med en fjernbetjening. Jeg adlød det mindste vink og gør stadigvæk.

Nu afprøver jeg Ham. Inden jeg sætter resterne af mit liv i Hans hænder. Med alt hvad det indebærer.

Min største udfordring er at beholde min fokus som slavinde. Respektere min Herre og opføre mig som protokollen lyder på. Det er ikke altid nemt, for nogle gange siger jeg tingene på en aggressiv sarkastisk måde i stedet for at sige dem blidt og mildt som Han vil have det. Han tillader mine holdninger og meninger, men måden at sige tingene betyder alt.

Jeg kan ikke længere bebrejde mig selv og trække ned ved at kalde mig selv klynkende og ulydig, og dermed fri Herrens hænder for ansvar og skyld. Det udløses i beskyldninger og vrede. Jeg anerkender mine følelser og mine tanker og ved at træthedens sprog  fremkalder den afstumpethed og muthed som enhver observant kan se.

Kampen og udfordringerne fortsætter. Kampen ændrer sig. Den forkrøbler hjertet i forsvar og som at stå i vand til knæ, blottet og vristet fra al respekt, sættes forsvaret ind. Tænder ind i det lune og sætter resterne af vemodet på plads. Der skrues ned for blusset og langt ind i det sårbare hentes håbet og glimtet fra billedet lysnes op.

Udfordringen er til stede igen. Efter ferien. Alt bliver som før. Der snakkes på tværs. Med manglende forståelse. Jeg føler mig ramt. Venter på dagen. Hvor jeg bliver trådt ned i jorden og mast ud. Den kærlighed som har båret det oppe slår gnister. Sårbarheden skubbes til side og gør plads til den varmende kogende ild. Den stærke ødelæggende følelse som har ruineret så meget gennem hele klodens historie.

Jeg så det ikke komme, da taget blev sluppet. Ved ikke om det er sluppet helt. Ved ikke hvad der er sket. Ved bare, at jeg får skylden. Som alle de andre før mig. Efter sidder en gammel dreng. En dreng der ikke kan håndtere sine følelser og liv. Den hårfine grænse mellem repekt og medlidenhed tværes ud.

For at kunne overleve er jeg nødt til at holde fast i mit billede, være fokuseret og ydmyg overfor det jeg ikke kan styre. Være afventende og tålmodig og se dagene an. Ellers må jeg ændre mit billede. For et billede skal jeg have.

Jeg troede ellers at jeg havde overgivet mig. Givet slip. Jeg troede at billedet var ved at dannes af Ham, og forenes med mit i mit indre. Jeg føler at jeg ikke orker at miste det hele nu. Mit billede, mit liv og håbet.

I mit indre lægger jeg mig på knæ, og tigger om dialog. Tigger om at få det tågede klaret, så jeg kan færdes videre og mærke målet i det indre. Tigger om afklarethed, og at de mørke skyer der sværmer omkring Ham og sætter denne muthed og lukkethed i stand bliver lagt til side. Tigger om ord. Tigger om nærværet der skaber det intime.

Føler afstanden som nogle millimeter, hvor kroppen i væmmelse holder sig parat uden berøring. Igen vågner det stærke blus og lysner som i lange ildtåger, hvor forstanden sættes på prøve og den indre kogende varme forgifter tankerne.

Det lille tørre kys, som næsten ikke berører kinden og læberne kan ikke skjule det indre. Skriget fra mørket kommer som et spøgelse bag på mig. Jeg så det ikke komme. Denne afstumpethed. Jeg kan ikke længere forklare mig. Denne observations fase vil slutte når vandet løber ned og slår den tunge krop efter mange dages stilhed. Når jeg hører i mit indre at det er ikke mig der har gjort noget forkert. Og bærer skylden ind i det uendelige.

For respekten og selvværden bevarer jeg. Den er vigtig, for at jeg ikke vil falde hen i en tilstand hvor alt føles truet og slukket. Et lille knips. Et lille knips og så er alt vendt igen. Alt er ændret. Magten ligger hos Ham, i hvis hænder jeg har lagt mit liv.

Når tegnet kommer vil jeg knæle igen, stå op, rette mit hoved, kigge stolt frem, smile og hente de ressourcer som mit indre er bygget af. Den glæde i livet, den glæde over livet og den kærlighed som skal værnes om og fodres i evighed. Velvidende om at i gentagelsens process opstår der en barriere, en solid fornemmelse som vil tvære al tvivl væk.

 

 

1 kommentar

Filed under afhængighed, angst, ansvar, længsel

One response to “Udfordringerne fortsætter.

  1. Hans Kvinde

    … og jeg følger dig.
    Dine ønsker, håb, dit arbejde med dig selv.
    Og jeg føler respekt. Anerkender dit mod, din vilje, dit selvværd.
    Og finder, at din helhed vil hjælpe dig i mål. Dér, hvor du finder glæden, roen, lykken.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s