Problemløsninger i livets gang.

Jeg har ikke rigtig taget en beslutning eller dannet mig en bestemt mening om hvad jeg skal bruge denne her blog til, efter at være vendt tilbage. Så imens skriver jeg bare, fordi jeg har brug for at lette mit hjerte og tankemylder.

Det bliver så ikke en direkte blog for min Herre eller for andre, men bare sådan en slags dagbog så jeg kan klaregøre mine egne meninger og tanker.

Jeg er meget resultatorienteret menneske og derfor mener jeg at problemer er for at løse. Ikke at de skal simre og blive større og uoverskuelige. Det kan de nemlig meget nemt blive. Ende med frustrationer og masser af følelser. De kan så sætte skygge på menneskers forhold, fordi uløste problemer får den ene eller begge til at lukke i, og dermed afvise og kaste den anden fra sig.

Problemerne er ikke altid lige nemme til at løse. Men jeg mener at jeg har kunnet løse de fleste problemer i mit liv, ved at stille først spørgsmålet “hvad er problemet?”

For problemer kan kamofleres i al slags kostume og afdækning. Det man troede var et problem viser sig så at være overfladisk og at problemet er langt dybere og måske noget helt andet. Eller i hvert fald andet end man troede.

Selvfølgelig tager det tid at finde frem til den rigtige eller tilfredsstillende definition af problemet. Det skal vendes og drejes. Og især når der er to personer eller flere der skal definere et problem for at kunne løse det, skal der en dialog til hvor tingene bliver vendt frem og tilbage. Indtil man så er enig og accepterer definitionen.

Først der, mener jeg, man kan komme med løsningsforslag. Og derefter vælge en løsning og løse problemet. Hvis det så ikke løses må man, mener jeg, vende tilbage i processen og vælge en anden løsning. Derfor er det så vigtigt for mig at gøre forarbejdet godt, og definiere problemet så man er fortrolig med den emotionelt og rationelt.

For i denne forberedelsesfase kan man være blind pga følelser. Så må det ligge lidt, og tages op igen. Men det må ikke ligge så længe at det begynder at simre. Og koger over til sidst. Dialogens funktion er at se nye flader, overvinde egen blindhed og flytte sig. Uden dialog bliver det sværere mener jeg. Jeg mener også at man må passe på at ikke flytte problemet i denne definitionsfase. Så det bliver til et andet problem end oprindeligt.

Selvfølgelig kan man analyseres alt i det uendelige. Det er jeg ekspert i. Der kan findes grunde, bagvedliggende årsager for problemer. Nogle gange er det nødvendigt at gå så langt i denne første fase. Men jeg mener at det er nemmest at forsøge at se klart hvad problemet er her og nu. Og starte der.

Der kan også være at i den første fase, definitionsfasen, bliver problemet sat på køl, fordi forklaringsmodellen man bruger er en fast variabel. Som f.eks. at henvise til alder, perioder eller lignende og mene at problemet løses dermed af sig selv med tiden. Men det bliver ved med at dukke op, og det forflytter sig og bliver til et andet problem.

Som f.eks. hvis unge menneskers uacceptable opførsel bliver betragtet som acceptabel pga af deres alder eller periode de er i udviklingsmæssigt. Problemet forflyttes så, til de øvrige familiemedlemmer som ikke vil acceptere det, eller finde sig i det. Problemet i sig selv bliver ikke løst på denne måde. Der opstår bare flere problemer. Nye.

Min uddannelse og mit tidligere arbejde var meget fokuseret på at løse problemer. Der skulle en del viden til, tolerance og empati til. Der skulle også initiativ og nytænkning til. For mit vedkommende kan der siges at jeg startede dette arbejde meget tidligt som barn.

Men i det store er det indgroet i mig at skulle løse problemer. Meget ofte har jeg måttet gøre det alene, med indre dialog. Og de har altid løst sig. Sjældent har jeg set tilbage og tænkt at jeg kunne have gjort det anderledes. For selvfølgelig kan man altid gøre tingene anderledes. Men er man enig med sig selv eller andre om en løsning så følger man den.

Man kan sige at danskerne burde være eksperter i dette efterhånden, fordi allerede i grundskolen bliver der lagt vægt på at have mening, arbejde sammen i teams og i gruppe og at finde en fælles løsning. Inden for visse rammer. Besvær og alt det, der falder uden for normen, holdes ude. En social mekanisme går i gang. Rummeligheden indskrænkes.

                                                             ♥♥♥♥♥

Jeg er meget glad og taknemmelig for at have min Herre. At kunne dele med Ham mine bekymringer, mine irritationer, mine problemer, mine sorger og min glæde. Jeg er glad over at være ligeværd med min Herre, selvom jeg er Hans slavinde og har ikke den samme ligestilling. I vores optik. Jeg må godt have ideer, meninger, følelser men min Herre tager den endelige beslutning. Det har vi besluttet i vores forhold.

Tidligere har jeg nævnt i mine skriverier at min Herre og jeg er som sammensmeltet, men samtidig er vi som modpoler. Han Dominant og jeg submissiv. Grænserne flyder selvfølgelig nogle gange ud. Men de bliver sat på plads igen af en af os, eller begge før eller siden, fordi vi har det bedst sådan.

Jeg tror, at vi efterhånden har lært hinanden så godt at kende, at vi har lært at respektere hinanden. Hvis ikke det er tilfældet, så er vi på vej derhenne grundet vores enighed om vores fælles mål, og fremtid sammen.

Men det tager lang tid at lære hinanden at kende. Og det kan være hårdt, ikke alene for mig som en temperamentsfuld, impulsiv person men også for min standhaftige og rolige Herre. Vi komplementerer hinanden. Men nogle gange må jeg trække mig tilbage og sætte mig selv på plads. Oftest sker det indirekte med at min Herre sætter mig på plads. Med blikket, væremåden, tavsheden eller på anden vis sender strømme til mig som betyder at Han har fået nok og jeg må holde tilbage. Ikke fordi jeg skal kues, men mere sådan en lille usynlig gag bliver sat på mig. For at skabe ro i Hans sind og hvile Hans ører.

Jeg ved at med tiden har jeg indordnet mig så meget, at jeg automatisk undgår de store følelsesmæssige udbrud. De bliver også færre og mindre intense.

Men jeg ved også at er der et uløst problem der simrer, så flyttes det også automatisk et eller andet sted. På en eller anden. Og grasserer. Måske på kroppen eller sindet. Indtil en eksplosion finder sted på et andet tidspunkt. Det nemmeste er at droppe problemerne og kalde dem opgaver. Og sige at opgaverne skal løses i stedet. Det virker bedre og mere effektivt. Det bliver nemmere at håndtere.

Så kan man stå tilbage og spørge;  Hvad er opgaven? Hvis opgave er det? Hvordan kan den løses?…o.s.videre…🙂

Skriv en kommentar

Filed under overvejelser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s