Februartanker.

Jeg savner mit træ. Træet som svajede let i vinden, på alle årstider. Træet som ragede helt op til mit vindue, helt deroppe på den høje sal. Træet som var blevet et symbol for mig.

I denne her anden melankoliens måned, hvor verden styrter sammen i ny og næ, forsøger jeg at hente liv og energi indvendigt. Selvom jeg ved ganske klart, at det kan ikke lade sig gøre. Jeg henter den udvendigt.

Jeg ved at når sneen er væk fra altanen og når jeg kan høre fuglene kæmpe om deres eksistens derude, så først der vil jeg kunne mærke lyset vende tilbage til min udslidte sjæl.

 

Lyset kommer og jeg finder en vej. Et nyt træ kan ikke plantes på altanen, det skal plantes et andet sted. Og den vej jeg finder leder hen til det sted.

 

De gamle kendte dæmoner springer op og ned fra mine skuldre. I kort tid af gangen. Nogle gange mærker jeg kløerne sætte sig fast om mit indre, låse sig fast. Så jeg ikke kan komme nogen steder.

Følelserne styrer, og tankerne spredes. Jeg lægger planer. Som jeg har gjort i så mange år, lige akkurat på denne årstid.

Det er når jeg er i gang med at skifte hamen. Kaste den gamle væk, for at danne en ny.  Som når man skrubber gammel hud væk, for at lade den nye komme frem. Men jeg bliver forstyrret.

Forstyrret midt i denne eksistensielle overlevelse. For jeg føler mig snydt, bevogtet og bedraget. Ikke fordi det er noget der foregår bare i min hjerne, det er virkeligt. Systemet øger kontrol og overvågning, for at kunne holde styr på pøblen. Jeg er inde i denne maskine nu. Mit eksistensgrundlag trues konstant. Alt er vel, hvis jeg makker ret.

Men jeg holder ud, og glæder mig til når jeg skal stå af. For jeg vil stå af. Jeg vil aldrig blive styret af sådan et system, hvor ingen tager ansvar. Kun nogle beurokratiske tjenere, som tilegner sig kokkens opskrift.

Ja, mit træ gav mig håb og nyt syn. Oftest. Et tegn på nyt liv.

Det ydmygende blik, ligger gemt inde i styrken og får nakken til at bøje sig for verdens gang. Livet. Hvor der ikke er tilfældige mennesker der styrer, men en livstråd. En kunstens gang.

Billedet er dannet. Det er sat op og udstillet. I mange udgaver. Forskellige veje åbner sig. En bliver valgt. Den vej der føles bedst.

Nu har jeg min Herre, som danner mit livsens træ. Som styrer min vej. Som en klippe. Selv om jeg mister taget på Ham, så er Han der. Holder fast. Skubber mig afsted. Selv om Han haltrer lidt selv nogle gange. Men da skubber jeg og støtter Ham.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under tanker om livet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s