Dørene.

Døre betyder meget i mit liv. Jeg elsker døre. Især åbne døre. Jeg hader derimod lukkede døre, men må lære at være ligeglad med dem.

Jeg elskede når min Herre skrev engang til mig om en stor tung egetræsdør. Det er enormt smukt. Jeg levede af det længe, indtil jeg fandt ud af at Han havde kopieret det fra nettet. ha ha. Jeg spillede sur længe, og skrev om det på min blog kamofleret som noget andet. En vished. Men Herren undskyldte sig og sagde at Han havde slet ikke dette kunstneriske i sig at beskrive følelser i ord. hi hi. Accepteret efterhånden.

Nu står der mange åbne døre i mit liv. Nogle helt åbne, nogle halvåbne og nogle på klem. Men der er også nogle der er lukkede og nogle der er låste. Med mange låse og slå. Men jeg har altid troet at jeg kunne åbne alle døre hvis jeg ville.

Efterhånden har jeg ikke lyst til at åbne alle døre, men kun gå ind af dem som er åbne. Dem som venter på mig. Dem som jeg ved giver mig noget. Jeg forsøger at undgå at stirre kun på de døre der har glimmer og glitter, men spotte dem som er stabile og solide.

Det er nemlig så mærkeligt, at pludselig i går opdagede jeg hvor min vej lå hen. På karriereplanet. Alt fik mening på en anden måde. Jeg så målet forude. Klart og tydeligt, ventende parat til at jeg med åbne øjne og lettet sind gik ind ad en dør. Men ikke hang i en dør der var lukket og efterhånden låst. Det er den del af tilværelsen. Og ved opdagelsen så jeg at alt som jeg hidtil havde lavet karrieremæssigt, var en slags forberedelse for dette her og nu. At forberede mig at gå ind ad en dør som står på klem og har gjort længe.

Akkurat som når jeg opdagede at alt mit liv var indrettet til at møde min Herre. Og er stadigvæk. Vores fingre er flettet sammen i det uendelige. Vi krydser hinanden i alle retninger og fokuserer den samme vej.

Jeg har ikke bare hadet lukkede døre, men altid været bange for at de blev lukket i. En sær fornemmelse af at hvis jeg ikke stod med foden inde, så ville den lukkes langsomt i. Men det sker ikke, jeg lukker dem i. Sådan er det, og sådan vil jeg have det.

Der har været oprydning og privatisering på bloggen. Jeg er begyndt at samle på ord og oplevelser og bruge dem. Alt bliver til opgaver og udfordringer. Der er ikke meget plads for små frække beskrivelser for tiden, men det kommer.

Jeg savner hende tit, hende som lukkede sin blogside. Hende der elskede så meget. Hende som skrev så smukt. Jeg fortryder at jeg ikke brugte tid på at læse hendes side fra starten. Det var så genkendeligt, men dog så meget at lære af. Men jeg bevarer hende og husker.

Alt har sin slutning. Som at lukke en dør, og åbne en ny. Sådan er livet.

Heldet har været med mig så længe. Min lykke er total. Konflikterne og uligehederne er der for at vokse af. Og udvikle sig. Sammen. Som at tage skridt mod en åben dør. Og lære af livet.

Min livgiver strør rosenblade hen ad vores vej og beskytter mig. Når Han kan og magter.

Jeg følger og håber at kunne øse af kærlighedens bæger for at lette sporene for os begge.

2 kommentarer

Filed under lykke, slavinde-tanker, tanker om livet

2 responses to “Dørene.

  1. Et smukt billede på hengivenhed for sin elskede og hans ledelse af dig ad de for dig rigtige veje.
    Kærlig hilsen
    Domus

  2. Mange tak Domus🙂

    Ja slavinden er på Sporet, hi hi…
    Ordene sorteres og vælges. Og bruges til at fortælle hvor uendelig kompliceret og enkelt livet er. Men først og fremmest giver ordene mig ro og glæde.
    Jeg håber at alle de døre der har åbnet sig for mig, giver ordene deres rigtige plads.

    Mange hilsner til dig, fra Hara🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s