Det var en fin dag i går, men dog lidt trist. Jeg havde spurgt Ham to gange om Han syntes det var ok at jeg tog ind og så en bestemt film. Intet svar så jeg tog ind. Imens jeg sad og ventede kom der en sms med spørgsmål om jeg så en bestemt håndboldskamp på tv. Det triste var at Han måske slet ikke læser mine beskeder. Sådan rigtigt. Men lidt senere skrev Han at Han havde lavet en meget god og vellykket ret til sin søn. En ret jeg gerne ville have smagt på. Den anden tristhed ramte mig. Herren har kun to gange lavet mad til mig. Det er mig der skal stå i køkkenet altid. Men Han sagde at Han ville gemme noget til mig.
Tristheden bunder sig i utilstrækkelighed, og mangel på forståelse. Jeg har skrevet det før her på bloggen at jeg bliver helt umulig når jeg ikke er sammen med min Herre. Jeg kan ikke gøre for det. Men at der kommer tristhed og utilstrækkelighed oveni gør mine frustrationer dybere. Jeg trøster mig dog med at jeg ved det ikke er hensigten. Herren kobler af, fra mig. Og sådan virker det. For Ham er det svært at koble af ved også at læse hele tiden mine beskeder grundigt. Men måske læste Han heller ikke den besked jeg sendte, fordi den var med i noget andet på mail. Som Han ikke har nået at læse og lave.
Så min tristhed fordufter pludselig, men jeg tænker alligevel på os. På vores forhold. Ham og mig. Og jeg savner at være på Hans venstre side i sengen. Men ved højre side når jeg går. (Rettet ind). Jeg savner at få lov til at klemme mig sammen på kanten af Hans seng. Vågne sammen med Ham, falde i søvn med Hans lette snorken. Eller bare det at blive taget sovende, hårdt. Som forleden. Jeg savner at røre ved Ham. Men længslen gør gavn, det ved jeg. Og der er kun to dage tilbage. Dem vil jeg også bruge godt.
Jeg har altid været overbevist om, og er stadigvæk, at hvis jeg levede mit liv som ægte slavinde for min Herre, så ville alle mine behov være dækket. Alle. I mellemtiden har jeg spekuleret og været ret frustreret og påstået at mine behov ofte var forsømte.
Dog har jeg ikke været helt afklaret med hvilke behov jeg syntes var forsømte. Og hvilken rolle Herren havde i dette.
Selvfølgelig ville de fleste mene at en Herre eller en mand kan ikke dække alle af sin slavindes/kones behov. At vi var selvstændige væsener og kunne selv dække vores behov. Men sådan er det ikke i vores verden. Herrens og min. For min underkastelse betyder at jeg overgiver min frie vilje til Ham. Og ikke alene seksuelt men hele mit liv.
I starten forstod jeg ikke rigtig meningen af det. Følte det godt nok som noget rigtigt, men forstod det ikke helt.
Men det er lige som tingene er ved at falde på plads. Jeg kom pludselig i tanker om Maslows behovspyramide. Har ikke set den eller tænkt over den siden i min studentertid. Da jeg fandt den på nettet og spekulerede lidt over den faldt tingene så småt på plads.
Hvordan er status i behovsopfyldningen? Og hvordan opfylder Herren mine behov?
Jeg synes Han er med til at dække alle mine behov, uden undtagelse. Min Herre dække mine grundlæggende fysiske behov. Hvis jeg tænker over de fysiske, så fungerer de bedst med Ham. Søvnen er god, jeg får sex og tit føler jeg at min krop fungerer bedst med Ham i nærheden eller i mine tanker. Jeg synes nemlig selv, at jeg ser smukkere jo mere lykkelig jeg er. Han danner en slags platform for mig til at leve og trives i det primitive.
Min Herre forsyner mig med al den sikkerhed Han er i stand til. Og som er i Hans magt. Dette er dog noget som Han ikke har magt over, altid. Men Han gør sit bedste til, at dette behov dækkes. Han hjælper mig, læser over mine ansøgninger, opfordrer mig og udfordrer. Min Herre tager sig af mine seksuelle behov, men samtidig gør Han det bedste til, at jeg holder min krop i god form. Han opfordrer mig til det. Han får mig til at have lyst til at være fit, og smuk. Og sund. Han lægger mærke til hver detalje. Min Herre ville sørge direkte og meget godt for disse behov, hvis det var nødvendigt for Ham. Som den ejendom jeg er, for Ham.
Det midteste behov i Maslows pyramide er nok det, som min Herre sørger mest for. Han giver mig intimitet og nærhed. Han giver mig følelesen af at tilhøre Ham og være Hans familie. Han giver mig kærlighed. Han sørger for, at jeg er elsket.
Uden tvivl har jeg mærket meget tydeligt her på det sidste, at min Herre giver mig værdi. Jeg har tit tvivlet på denne del. Jeg har klynket og klaget over at mangle respekt og værdi fra Ham. At det ikke var tydeligt at denne del af min liv, var på plads i Hans indre. Min underdanighed og ydmyghed har ofte bevirket, at min følelse for at være ligeværd og hel og god har ikke altid været til stede med Ham. Jeg har enda beskyldt Ham for at behandle mig dårligt og udnytte mig. Ikke på den positive frække seksuelle måde, men på anden vis. Jeg er klar over, at det er ikke tilfældet. Jeg har set i Hans blik, at Han er såret over at jeg beskylder Ham for disse ting.
Jeg har søgt, uden tvivl, at få størstedelen af disse behov dækket gennem min Herre. Respekt fra Ham. Respekt for Ham og anerkendelse. Jeg har nemlig langt fra fået anerkendelse fra andre igennem mit lange liv. Tværtimod. Det er oftest lykkedes mig med min akavethed, at gøre det modsatte. Folk har ikke forstået mig, eller kommet ind til kernen hos mig. Først når folk har lært mig at kende helt, har jeg kunnet mærke denne del fylde i mit liv.
Derfor har det været så vigtig en bestandel i mit liv længe, at kunne præstere. Præstere for at få anerkendelse. Indtil jeg den dag, gjorde mig klar over at jeg havde kastet alt væk og lagt det foran min Herres fødder. Uden at Han måske forstod det og vidste det helt. Jeg havde lagt det i Hans hænder at dække denne del af min liv. Følelsen af værdi, respekt og anerkendelse. Ikke fordi jeg havde gjort det nøjeregnende og bevidst, men bare automatisk. Jeg har nemlig følt, at intet job, ingen mennesker betød så meget for mig som min Herre. Han var min primus motor. Han gav mig lysten, livet og viljen til at være og gøre. For Ham. Præstere for Ham.
Hjernevask troede jeg først det var, men var klar over at det var naturen af min submission og en nødvendig del i min underkastelse. Så den kunne blive lagt ind i mig. For bestandigt. I alle former. Selvfølgelig mærker jeg tit, at fokussen svigter og jeg vakler og lader min mistro og mistillid komme på overfladen. Men når jeg vender tilbage igen, bliver knuden bundet hårdere. Forestillingen om at øve og øve noget sådan, at det en dag er blevet en del af en. Hvis det skal fjernes skal det skæres af ens krop. Groet fast. Denne del er det min Herre kalder opdragelsen af mig. Jeg kalder det oplæringen. Men det er mere end oplæring, det er socialisering og dannelse. Som at blive formet i det billede Han ønsker. Jeg er og bliver modtagelig. Jeg er submissiv af natur, og den der ønsker at være for Ham, altid.
Den sidste del af behovspyramiden, får ikke alle dækket. Der er ikke alle, som oplever en selvrealiseringsprocess. Dette er det eneste jeg tvivlede på i starten. Selvom jeg slet ikke tænkte på Maslow klassiske pyramide. Det er først i går, at jeg kom i tanker om den. Og forsøger at sætte mig og mine behov ind i den. Men denne del, tænkte jeg at var lidt trist hvis jeg ikke oplevede og fik dækket af min Herre. Jeg tænkte at det kunne ikke lade sig gøre at realisere sig selv hvis man var en lydig, underdanig slavinde. En kvinde der giver afkald på sit ego, og lader sit liv i hænderne på en anden. Men netop nu går det op for mig, at netop denne del dækker min Herre. At være i et forhold sammen med Ham, være elsket og påskønnet af Ham gør netop det at jeg realiserer mit liv og mine drømme. Jeg slipper alt. Alle fordomme, al mening, al higen, al moral og lader det gudommelige uerstattelige fange mig og få mig til at være som Han ønsker.
At realisere sig selv er ikke en egoistisk handling. Tværtimod. Jeg realiserer mig selv for at blive bedre for Ham, så Han kan realisere sig selv, med mig ved Hans side. Har man ikke konstateret at det giver lykke at gøre noget for andre. Mit submissive jeg, har altid vidst det. For mange år siden læste jeg mig også frem til det, i filosofiske skrifter og andres tanker. Så det er ikke alene på det følelsesmæssige plan.
I den sidste tid går jeg netop med tanker og gerninger som skal bidrage til min selvrealiseringen. Jeg går og planlægger, strukturerer mit livsværk som har været i maven på mig i mange år. Jeg vil realisere det. Realisere mig selv, i form af et langt projekt som kan bidrage til at udvikle i positiv retning for andre. Og min Herre støtter mig i det.
Han er der ikke altid for at skubbe og styre, men Han giver mig mening og Han giver mig anledning. Han giver mig grund og håb. Bare ved at være der og være som Han er. Jeg gør intet uden Ham. For jeg har klæbet mig fast til Ham, og føler som var Han den bedre halvdel af mit liv 
. Så sødt, men mærker det virkelig. Jeg gør mit yderste til at være den bedre halvdel i Hans liv. Når Han tillader. Så Han kan mærke det. For så bliver Hans magt ultimativ, og Han vil styre mig som var jeg en del af Ham. Jeg har givet mig selv til min Herre som en gave, så Han kan bruge mig til at berige sit eget liv, og samtidig give mig et rigt og dejligt liv med mine behov dækket. Fordi jeg ved at nogle af min Herres behov dækkes, ved at Han dækker mine.
Er det ikke vidunderligt at kunne tænke sådan. At kunne lade tankerne give én det billede, som gør livet spændende og dejligt at leve. Sådan gør jeg. For jeg ved, at intet her i livet er uden tanker. Og det kød vi fylder på i vores tanker. Alt er fortolkning og oplevelser. Alt handler om at få dækket behovene. Jeg ville kunne skrive i det uendelige og ræssonere om kendte historiske begivenheder, eller en case-study eller bare hvad som helst og få det puttet ind i Maslows pyramide. Motivet og drivet for visse handlinger ville tit kunne spores til netop opfyldelsen af nogle af disse behov. Ikke fordi det er en teori som jeg har gået så meget op i. Den er bare brugt her. Som det klassiske eksempel.
Vi mennesker er så forudsigelige. Det eneste vi er Herre over, er vores tanker. Og i nogle tilfælde over andres liv og krop. Som i min Herres tilfælde. Han ejer også mine tanker. Og Han kan godt lide, at jeg filosoferer og tænker konstruktivt. Han har enda opfordret mig til at bruge bloggen til det. Jeg kan godt lide når min Herre behandler mig som den missing link, hvor Han bruger mig til det, som Han ikke kan eller gider. Hvor Han bruger min viden eller min natur til at tilegne sig selv noget. Det kan jeg godt lide.
Kunsten for mig er at mærke efter min Herres behov, og dække dem. Jeg kan ligeledes bevidst forsøge at dække mange af Herrens behov ved at tænke Maslowpyramiden ind. Bare på en anden måde. Herren fortæller mig i de fleste tilfælde om hvad Han vil jeg gør for Ham, men ikke altid. Han kan være så beskeden. Så er det min opgave at finde ud af Hans behov og hvordan jeg kan imødekomme dem på en lydig og automatisk måde. Det gør jeg også og mærker det i Hans øjne og blik og Hans glæde. Jeg mærker det også hvis det er det modsatte. Og min Herre har heldigvis lige præcis den portion af rummelighed og tålmodighed, til at tiden kan arbejde til begges gunst.
Jeg har altid elsket at lege med tankerne. Lade tankerne arbejde. Jeg kan sidde timevis i toget eller andet sted og bare arbejde med mine tanker. Det er dog ikke værre med en bærbar, eller bare en lille bog og blyant. Desværre afspærrer min utålmodighed mig for at rette på mit sprog, så meningen kommer uhindret til læseren eller lytteren. Min Herre retter mig.
Det er så dejligt at leve, og jeg er så taknemmelig for det. Fordi det er ikke en selvfølge at få lov til det. At leve. Jeg takker for hver dag jeg får lov til at leve. Jeg takker for at få lov til at ældes. At få lov, på mine mellemlange dage, at være sammen med en mand som min Herre. At have den Herre jeg har. Jeg er meget heldig. Og det er ikke en selvfølge at have ressourcer til at tænke sig frem til tingene og udtrykke sig om dem.
Tak.
