Blokering

Det er som at træde forsigtigt ud i det åbne rum igen. Tror jeg. Jeg har savnet det.

Nu sidder Herren og jeg ude på vores altan og nyder den første sommerferiedag. Det vil sige at Herren har sommerferie fra sit arbejde hvor jeg kan selv bestemme hvornår jeg har ferie da jeg er selvstændig og arbejder hjemme.

Vi har mange planer om livet nu og fremover. Som hos så mange andre på hele kloden har meget været kaotiske i de sidste måneder på grund af den dødsensfarlige virus.

Men vi har overlevet og tænker at vi ville have været på vores fjerde rejse nu dette år hvis alt havde været normalt. Men vi er blevet hjemme og dulmet nerverne med masser af mad og øl.

Det er først nu at vi tør træde ud af reden uden dog at skulle  til udlandet.  Når jeg skriver “vi” er det fordi vi er blevet nærmest som et. Vi er blevet tættere. Hver morgen glæder jeg mig over at min Herre ligger ved siden af mig i sengen og er som han er. Den person han er.

Jeg har tænkt en del over hvad de sidste måneder har lært mig. Men ordene sidder som indefrosne og når jeg ser op fra computeren ser jeg de farverige blomster i altankasserne og den skyfrie himmel. Jeg ser ikke billederne og ordene som før.

Blokeringen virker som en slags lammelse. Men det er bare her og nu.

En lille hændelse, en oplevelse eller bare en fornemmelse i det åbne rum kan pludselig vække op billederne og historierne. Så kommer de i stride strømme og skriger på at blive sat ned i ord på computeren,

Energien til opretholdelsen af min base kommer udefra. Ude i verden omkring mig. Nogle gange positivt og nogle gange negativt. Lydene nu bliver forstyrret af et forbikørende tog og lyden af boringer ikke langt fra min altan. En af gårdmændene står og spuler nogle blomsterløg som skal plantes et nyt sted.

Billedet er dannet og historien er i gang. Blokeringen er ophævet og ordene strømmer i lange baner henimod en vidunderlig seance som opbevares i evigheden. Jeg træder forsigtigt og vælger hvert ord med omhu og stiller spontaniteten i bero.

En dejlig dag. Tiden står stille. Og nu ophører boringen og jeg hører fuglene. Dejlig stilhed. En let brise rører ved mig og jeg håber at posten kommer med mine to kjoler inden længe.

Mangel på bakgear, trend eller bare en identitetskrise?

Nu når jeg officelt er blevet en forfatter, uden at denne blogs læsere kender til min identitet, har jeg tænkt om jeg skulle lukke denne blog eller bare lade den stå.

Besøgsstatistikken siger mig at jeg skal lade den stå. Men ikke i uforandret stand. Selvfølgelig bliver det anonymt dvs det er stadigvæk Hara der har bloggen. Hara er der også. Helt sikkert. Jeg er Hara men nu med stort.

Men jeg tænkte på layoutet. Jeg startede på at se på de links jeg havde på forsiden. Hmmm… der var faktisk kun ca 10 % der var aktive og måske halvdelen af dem havde ikke skrevet i meget lang tid. Så den går ikke rigtigt. Jeg er nødt til at ændre linksene til noget andet end links til andre SM sider.

Måske opskrifter eller avisartikler haha…???

Så tænkte jeg med layaoutet. Jeg tror jeg lader den røde layout med den lænkede kvinde stå. Og jeg tænker, at jeg ikke vil sortere i det sådan at der er links til det ene eller det andet. Jeg tror ikke at jeg gider at have en opskriftsblog selvom jeg hele tiden kopierer opskrifter selv som jeg sjældent bruger (madmor).  Jeg tror heller ikke at jeg gider have sådan en mode/tøj blog selvom jeg bruger masser af tid til at se på tøj og nogle gange bestille på nettet.

Hmm…hva’ så?

Det bedste ville nok være at fjerne alle de inaktive links, hvis jeg kan finde ud af det. Og så bare skrive som jeg gør nu. Og så se tiden an.

Min Herre siger at jeg skal bare lade det være og skrive når det passer mig.

Det er måske det jeg vil. Så kan læserne klikke ind på alle de inaktive links og være heldige at ramme på den der er aktiv eller har været for et år siden haha. Men så kan jeg også historisk set tænke tilbage med melankoli.

Hvorfor ikk?

Pointen er ,at jeg gider ikke skrive medmindre det er noget jeg synes er interessant. Og pointen er, at jeg holdt op med at skrive i sin tid fordi der aldrig var feedback. Så måske skal jeg bruge denne her blog som en slags “skraldespand”…hahaha…

La’ alle mine frustrationer ud og alle mine glæder… ja hvorfor ikke?

Og tænke hvad er det jeg vil opnå med at skrive. Få seertal, tjene penge, eller bare få lov til at bruge ord og ytre mine følelser og tanker uden at det skal være med i produktionen.

Så lad os være ved det. Tænker jeg.

Lev vel.

 

 

Overskriften er: Tanker

Nåh, men jeg er her stadig med min blog. Jeg kigger lidt på andres men orker ikke rigtig at læse i det samme omfang som før. Jeg har bare brug for at skrive.

Nu har vi endelig ferie. Vi er kørt på vores reserver, både mentale og kropslige, i den sidste tid. Det er sjovt hvordan vi følges ad som et. Men nu er der tre ugers ferie forude og vel planlagt ferie. I bilen med cyklerne bagpå og så deruda til udlandet. Stop forskellige steder, bestemt og bestilt i forvejen. Vi glæder os meget.

Men det var jo ikke det jeg havde lyst til at skrive om. Det var mere, at jeg synes lige pludselig at jeg har fået kød på alle de teorier jeg har læst gennem mange år. Lige pludselig kan jeg mærke mangfoldigheden og også stumheden i livet. Ikke i mit liv, men hos andre. Andre der ikke er rustet til at tage livet i den stive arm og håndtere det. Men kræve at der er andre der tager sig af dem.

Jeg tænker på mig selv, dengang jeg tænkte at det ville være så dejligt at være sørget for og passet o.s.videre. Jeg tænker på om det var bare en euforisk, utopisk dille som bundede sig i ensomhed og behovet for kærlighed.

I dag er det mig som tager vare på vores husholds økonomi. Forresten det har det altid været grundet den kendsgerning at jeg havde flere midler end Herren. Foruden at han havde gæld og mange børn etc. Og kunne ikke rigtig finde ud af den del af livet. Men, han kunne finde ud af så meget andet, så meget andet som jeg ikke kan finde ud af.

Pointen er at vi fandt meget hurtigt ud af at vi erstatter hinanden på så mange områder. Vi lever ikke traditionelt, sådan som en macho mand og svag kvinde. Tværtimod. Ikke fordi jeg jeg pludselig ikke er submissiv eller han er dominant. Slet ikke.

Vi er bare mennesker med lang erfaring, som kan lide at være sammen. Tidligere afprøvede vi vores seksuelle fantasier og gjorde alt det vi i det skjulte havde drømt om. Nu er vi et par der elsker hinanden inderligt. Vi vågner sammen hver dag, rører ved hinanden under dynen eller lagenet og mærker dybt efter i hinandens sjæl.

Det er også en kendsgerning at vi er ikke helt unge mere. Derfor går jeg og tænker jeg for tiden på at jeg har lyst til at gøre alle de ting jeg ikke har haft tid til før. Da jeg var yngre havde jeg tid, fordi jeg arbejdede ikke så meget som nu. Nu er det sværere, hvis man ikke har en anciennitet eller en ordning som gør at man kan gå på efterløn eller pension. Derfor skal der tænkes, hvordan det kan lade sig gøre uden overførselsindkomst og uden at miste det rådighedsbeløb man har haft. Så det er en udfordring. Jeg elsker at arbejde, men er nød til at have mere tid til at skrive. Skrive noveller, artikler og udvikle det. Jeg er også nød til at have mere tid til at læse. Jeg har en kæmpe reol med bøger, fagbøger og skønlitteratur som jeg slet ikke har tid til at læse. Men selvfølgelig jeg tager et par bøger med på ferien og håber at jeg får lidt tid mellem cykling og alt det andet vi skal nyde. Måske en stille stund en halv time på toilettet om morgenen. ha ha

Jeg føler mig meget taknemmelig. Taknemmelig for at jeg i de sidste 7-8 måneder har været i et job hvor jeg har haft mulighed for at udvikle mig. Jeg har som sagt haft mulighed for at sætte kød på mine teorier, ved at møde og opleve mennesker i situationer hvor de har haft brug for mig. Tilfredsstillelsen har ikke været i at de har brug for mig, men mere at jeg kan rykke dem grundet min indsigt i deres liv og min lyst til at hjælpe andre. Derfor kommer til det resultat at jeg er stadigvæk submissiv, selvom jeg styrer økonomien, er registreret for bilen og ditten og datten. Måske gør det av på Herren, men det gør ikke noget. Han skal først have renset ud før han kan komme ovenpå igen. Og sammen med mig kommer han ikke til at styre min økonomi. Måske hvis jeg får en blodprop i hjernen engang, men ikke før.

Nåh, men sådanne overvejelser er så langt fra alt det jeg skrev om før. Men vi mennesker er heldigvis altid i forandring. Vi udvikler os. Jeg er stadigvæk den samme. Den lille haraslave, slavetøsen som blev pisket og fik hængt klemmer på brysteren og pint på andre måder bare for at tilfredsstille Herrens behov. Det var naturligt. Sidenhen kunne jeg godt analysere det og finde en forklaring, men det behøver jeg ikke. Jeg elsker ham, og hvis han har brug for det så har han brug for det. Lige akkurat som jeg har brug for at samle på tøj.

Så slutter denne erkendelsesberetning. Jeg kan slet ikke følge med længere i hvordan det fungerer at skrive her på siden. Herren har aldig været indover det, og det er ikke min stærkeste side at finde ud af teknik. Og alt ændrer sig hele tiden.

Nydelsen vågner.

Enderne når snart sammen. Brikkerne falder så småt på plads. Men der er en del tilbage. Gemme, smide ud, sælge og beholde. Hver for sig og sammen. Alt bliver slået sammen. Pjalterne. Guldet. Som det skulle være på den måde. Som de der brikker i puslespillet som falder på plads.

Tilbage er et fantastisk smukt hjem. Med begges smag. Herren og jeg i Rezidensen. Hyggen, kulturen, funktionalismen, glæden og ikke mindst det smukke æstetiske. Vores slot genopstår.

Midt i alt bliver der taget hånd om mig. Midt i natten. I den store bløde seng. Uforberedt. Kun et lille varsel, hvor jeg hører en rumstreren når Han fjerner sine natbukser. Frækt. Mande natbukser. Jeg mærker det prikke og det perverse vågner op i mig.  Det er nydelsen som vågner. Har ligget lidt i dvale pga travlhed.

Men jeg mærker det gamle uendelige stress så småt forsvinde. Bogen som jeg aldrig nåede at læse er kommet på natbordet. Ideerne og glæden ved dem strømmer ind og efterlader sig spor af dyb tilfredshed.

 

Overvejelser om en date.

Jeg har en date. Med Ham. Først skal Han hentes på arbejde i vores nye bil. Så bytter vi sæde og futter derudaf. Vi skal i biografen, at se en film som vi har ventet på længe. Men først skal vi spise, og jeg glæder mig at sidde overfor Ham og se ind i Hans smukke øjne i Hans solbrændte ansigt. Se på de smukke læber åbne sig og smile. Jeg kan ikke huske det, men jeg håber at Han ikke har barberet sig her til morgen. For så kan jeg nyde at se på Hans lidt grå skægbrodder og fantasere hvordan jeg kan røre dem. Men det har Han nok, da Han skulle til et møde.

Så kommer jeg i tanker om dengang vi var nye sammen. Hvor vi lod vores fantasier få frit spil, netop i biografen. Jeg havde beskrevet hændelsen for Ham, og den matchede Hans tanker og fantasier. Der hvor jeg sad med min pelsjakke over mine knæ, og hans hånd under min kjole. Pillende. På et tidspunkt fik jeg besked på at gå på toilettet og tage trusserne af. Det var vinter og koldt, men dengang gik jeg regelmæssigt med hofteholder og strømper. Som jeg havde fået besked på.

Det var hårdt at sidde dengang, fordi der sad en ung mand ved min anden side. Og der var ingen tvivl at han vidste hvad der foregik. Men min Herre pillede og gjorde ved. Jeg kom ikke, var for anspændt. Men Han nåede at mærke fugtigheden og jeg blev temmelig pinlig berørt ved at se Ham snuse til sine fingre bagefter. Men heldigvis fik jeg ikke besked på at slikke Hans fingre bagefter, på stedet. Som så ofte før. Hvor jeg må tvinge den salte smag i mig uden et kny.

Ak, ja. Jeg kan ikke rigtig sige “det var dengang”. Fordi det er stadigvæk dejligt. På andre måder. Jeg er meget tæt. Vi er meget tætte. Vi fletter fingre og knuger hinandens sjæle. Det tager lang tid at komme så tæt, og udvikle denne her kærlighed, som mærkes hver dag.

Vi har storslåede planer forude. Ferien nærmer sig. Alt er klappet og klart med min plan, i hvertfald. Jeg har fantastiske planer med mit liv. Hver en mindste detalje skal udføres. Det føles rart, at mærke efter. Mærke hvordan balancen nærmer sig. Jeg bliver igen mig selv. Med et selvstændigt liv. Men alligevel Hans.

En stor del af mine planer er iagtagelser og observationer. Af omgivelser. Beskrivelser. Fornemmelser. Sansning. Fantasi. Ideer. Alt som bliver sat ned i ord. Ord som forkæler. Ord som åbner verdenen og giver andre end mig et liv som gløder af passioner og livsmod. Jeg er startet på det kapitel. Det kapitel, som jeg havde tanker om for mange årtier siden.

Nu skal der arbejdes. Læses og granskes i troværdige oplysinger og historie. Der skal arbejdes og nydes. Være til stede. Der hvor rødderne er at finde for mig. I en sprogmæssig kaos, som senere kommer på ret kurs. Forberedelsesfasen er ikke forbi. Den er aldrig forbi. Men snart kommer det første ord. Plottet. Tanken.

Alt imens lader jeg livet snige sig ind i min underbevidsthed, og give mig den sikkerhed og tryghed jeg altid har længtes efter.

Sart.

Som jeg har skrevet her på blogsiden før, så udtrykkes en del af min submission ved at jeg ikke bryder mig altid om at skrive om mig selv. At profilere mig selv. Som man gør på dagens sociale medier.

Men på den anden side elsker jeg at skrive og næres af det til tider. Skriverier er og bliver derfor en vigtig kilde for mig. Her og der.

Jeg har forlængst opdaget, at jeg er ikke så sart. Jeg tåler en del. Derfor kan jeg godt lide at få smæk en gang i mellem selv om der går lang tid i mellem.

Første gang jeg fik smæk af min Herre var meget specielt. Jeg var bundet op i krogen i loftet i Hans stue. Jeg var nøgen og havde meget høje stiletter på. Han ville helst have dem 12-15 cm. Noget med at Han syntes kroppens rejsning var så tiltalende. Men smæk fik jeg med en ridepisk. Og jeg skulle tælle selv og sige “tak min Herre” hver gang. Hvis jeg huskede forkert fik jeg ekstra slag. I starten forsøgte jeg at snyde lidt, men grinte så voldsomt bagefter. Så fik jeg ekstra slag. Han kom tit tæt op ad mig, hviskede mig i øret hvor dejlig jeg var. Kyssede mig på nakken og rørte blidt ved min meget ømme numse og kneb i mine brystvorter. Til sidst kunne jeg ikke mærke noget andet end den voldsomme smerte når slagene ramte min blodrøde ende. Jeg kom i subspace og savlede, og min hjerne nåede lige at tælle rigtigt. Når det hele var overstået, blev jeg kysset og krammet og holdt om. Et sted ønskede jeg at det fortsatte. Men min numse blev blå og meget øm. Sådan har den aldrig været igen, selv om jeg har fået 100 pisk også med et spanskrør.

Derfor kan det ikke siges om mig, at jeg var sart. Men det er til gengæld min Herre. Når Han nyser så kommer der et sart pib-lyd, og når Han bliver såret trækker Han sig og går i baglås. Bliver reserveret. Det tog mig lang tid at opdage dette, og når jeg så havde gjort det, blev jeg meget forlegen over hvis jeg skubbede til Ham. Til Hans sarthed.

Man ville måske tænke at min Herre så ikke var en Dominant, men en sart wannebe. Men det er Han ikke, Han er en sart, følsom Dominant med stort D. Han vil bestemme over mig. Eje mig og gøre ved mig som Han vil. Fordi Han kan.

Nu er vi tilbage efter en hyggelig tur i vores yndlingsby. Vi har så mange planer og gøremål, at vi næsten ikke har tid til alt det vi vil. Men i denne weekend har vi lige som fundet et ståsted, et punkt hvor vores ønsker og drømme mødes. Hvor vi intellektuelt har fundet ud af hvor vi vil være om fem år. Han giver plads til mig og rummer og mine drømme og ønsker går så småt i opfyldelse. Jeg gør også ting fordi jeg kan.

Han sagde til mig i går, at min oplæring eller opdragelse er slet ikke slut. Tiden arbejder for os, og læger angstreden der igennen mange år har forplantet sig i mit indre.

Dørene.

Døre betyder meget i mit liv. Jeg elsker døre. Især åbne døre. Jeg hader derimod lukkede døre, men må lære at være ligeglad med dem.

Jeg elskede når min Herre skrev engang til mig om en stor tung egetræsdør. Det er enormt smukt. Jeg levede af det længe, indtil jeg fandt ud af at Han havde kopieret det fra nettet. ha ha. Jeg spillede sur længe, og skrev om det på min blog kamofleret som noget andet. En vished. Men Herren undskyldte sig og sagde at Han havde slet ikke dette kunstneriske i sig at beskrive følelser i ord. hi hi. Accepteret efterhånden.

Nu står der mange åbne døre i mit liv. Nogle helt åbne, nogle halvåbne og nogle på klem. Men der er også nogle der er lukkede og nogle der er låste. Med mange låse og slå. Men jeg har altid troet at jeg kunne åbne alle døre hvis jeg ville.

Efterhånden har jeg ikke lyst til at åbne alle døre, men kun gå ind af dem som er åbne. Dem som venter på mig. Dem som jeg ved giver mig noget. Jeg forsøger at undgå at stirre kun på de døre der har glimmer og glitter, men spotte dem som er stabile og solide.

Det er nemlig så mærkeligt, at pludselig i går opdagede jeg hvor min vej lå hen. På karriereplanet. Alt fik mening på en anden måde. Jeg så målet forude. Klart og tydeligt, ventende parat til at jeg med åbne øjne og lettet sind gik ind ad en dør. Men ikke hang i en dør der var lukket og efterhånden låst. Det er den del af tilværelsen. Og ved opdagelsen så jeg at alt som jeg hidtil havde lavet karrieremæssigt, var en slags forberedelse for dette her og nu. At forberede mig at gå ind ad en dør som står på klem og har gjort længe.

Akkurat som når jeg opdagede at alt mit liv var indrettet til at møde min Herre. Og er stadigvæk. Vores fingre er flettet sammen i det uendelige. Vi krydser hinanden i alle retninger og fokuserer den samme vej.

Jeg har ikke bare hadet lukkede døre, men altid været bange for at de blev lukket i. En sær fornemmelse af at hvis jeg ikke stod med foden inde, så ville den lukkes langsomt i. Men det sker ikke, jeg lukker dem i. Sådan er det, og sådan vil jeg have det.

Der har været oprydning og privatisering på bloggen. Jeg er begyndt at samle på ord og oplevelser og bruge dem. Alt bliver til opgaver og udfordringer. Der er ikke meget plads for små frække beskrivelser for tiden, men det kommer.

Jeg savner hende tit, hende som lukkede sin blogside. Hende der elskede så meget. Hende som skrev så smukt. Jeg fortryder at jeg ikke brugte tid på at læse hendes side fra starten. Det var så genkendeligt, men dog så meget at lære af. Men jeg bevarer hende og husker.

Alt har sin slutning. Som at lukke en dør, og åbne en ny. Sådan er livet.

Heldet har været med mig så længe. Min lykke er total. Konflikterne og uligehederne er der for at vokse af. Og udvikle sig. Sammen. Som at tage skridt mod en åben dør. Og lære af livet.

Min livgiver strør rosenblade hen ad vores vej og beskytter mig. Når Han kan og magter.

Jeg følger og håber at kunne øse af kærlighedens bæger for at lette sporene for os begge.

Glæderne…

Det er lidt irriterende at jeg ikke kan skrive direkte her på bloggen, fordi jeg ønsker ikke at blive genkendt. Derfor skal jeg kamoflere det og sige tingene indirekte. Men sådan er det, jeg vil ikke blive udstillet.

Men nu er vi kørende igen, Herren og jeg. Jeg skulle prøve den af selv i går alene, med høj musik og lidt fart i pedalerne. Fik sms fra Ham når Han var kommet hjem fra arbejde. Måske savnede Han mig lidt. Jeg savnede Ham. Jeg så Hans øjne og mærkede Hans væsen i tankerne. Men det føltes godt at være på egne ben.

Han giver mig ikke instrukser eller regler længere. Han forbyder mig ikke at gå med joggingbukser hjemme. Reglerne ligger skjulte inde i mig. Og jeg udfører når jeg kan og husker. Forsøger. Mine joggingbukser er feminine. Skjuler ikke røven.

I øjeblikket er jeg meget optaget af kvindeligheden. Mine kjoler, strømper og mit udseende. Jeg glæder mig netop til mine hofteholder og strømper. Min gennemsigtige top, som jeg fik af Ham i julegave. Mine høje feminine hæle. Min kvindelighed.

De første par dage i ugen er altid meget travle for Ham på arbejdet, og de næste bliver for mig. Så jeg glæder mig til når Han kræver mig igen.

Jeg glæder mig også til i slutningen af måneden, når vi skal spangulere på gaderne i en fremmed by, os to med vores drømme og vores håb. Glæderne, glæderne i foråret fylder mig og styrken vender tilbage. Jeg har brug for styrken for Ham og mig.

Sætte sig på den høje hest…

Der bliver lidt mindre af Hara for tiden, men det bliver endnu mindre af hendes dejlige smukke Herre. Hmm…maven svulmer ind…

En af de mange mange ting Herren og jeg har tilfælles og har nydt sammen er at lave god mad og spise den. Jeg laver den for det meste, og nyder som aldrig før at se Hans appetit og glæde efter et godt måltid.

Det glæder mig derfor endnu mere at lave fedtfattig slankemad til Ham og stadigvæk se Ham glad og nydende og så mindre.

Så måske en dag kan jeg passe alle mine dejlige frække gennemsigtige toppe, mit harnish som Han lavede til mig engang og gå i mine stiletter uden at de strammer og virker svære at gå i.

Det er nemlig også en af de ting vi begge kan lide. Lækkert lingeri, gennemsigtige toppe og natkjole hvor brystvorterne skimtes og titter frem bag materialet. Blødt silke og smukke farver.

Efter den svære tid sidste år, hvor vi fik afsat mit gamle hjem, føles det som at kravle op ad en skyttegrav, hvor Han står for enden som en klippe altid.

Jeg ved jo godt, at det er ikke forbi endnu. Min lange uddannelse og al min erfaring skal i sving først. Jeg skal have lov til at deltage i samfundet fordi den energi som bruges, bare til at holde sig intakt, er slidende på lang sigt. Første gang i mit liv oplever jeg så det som er offentlighedens og mediernes skyts og ynde at diskutere. Dog uden at føle mig en del af det.

For når jeg siger om mig selv at jeg er arbejdsløs, så føles det som jeg sagde at jeg var en ryger. Selv om jeg ikke er det. Et eller andet selvforskyldt, udstødende, ynkværdigt erhverv. Som nu hedder for særligt svage. Jeg kryber mig indvendigt ved tanken om stigma og normbestemmelser. En norm der bevæger sig fra det ene sted til det andet.

Men ak…det er så godt at kunne tænke og samtidig bevæge sig uden for…sætte sig på den høje hest…med modet i baggagen…og fortælle sig selv at det der forude er så dejligt. Det er det også, som det er nu. 🙂

Jeg er passet på, taget af, sørget for og elsket. Af Ham.

Rejsen fortsætter.

De stoppede pludselig, mine skriverier. Min lyst til at skrive.

Jeg var så træt, af mig selv, Ham og alle. Og alt.

Dog blev jeg bundet til sengen bagefter. Holdt øje med og smækket adskillige gange i enden med de bare hænder.

Som en slutning på det. Og så har det været mange slutninger. Og begyndelser.

Jeg bor nu permanent sammen med min Herre, med fast adresse.

Jeg er Hans elskede, Hans dejlige, Hans slavinde. Han siger det til mig hver dag.

Han siger til mig hver dag at Han elsker mig. Siger det med sit blik, sine hænder og sin godmodighed. Jeg lærer Ham at kende. Jeg lærer mig selv at kende.

Jeg kender nu Hans sprog. Hver eneste morgen når jeg vågner i sengen ved siden af Ham, glæder jeg mig og er taknemmelig og glad for den lykke jeg oplever.

Elsker Ham af alt mit hjerte, mere og mere. Er klar over at Han ikke alene ejer mig, men at vi er sammensmeltet, på mystisk vis, ind i hinanden.

Nu har jeg lagt et kapitel bag mig. Helt lukket det til. Det var hårdt arbejde. Pakke og sælge og overvinde stærke følelser. Og forude er vores liv sammen. Som vi glæder os til hver dag.

Vores løfter til hinanden og til os selv, bliver indfriet. Vi går ad eventyrets sti, hånd i hånd, smilende mod verden. Mod fælles mål.

Jeg ved at den bidende smerte fra pisken vil indfinde sig den dag, Han får lyst. Imens kan jeg glæde mig over at have Ham tæt. Vi er på ingen måde blevet skilt ad siden sidst, kun knyttet mere samman.