Hovsa…

Det er sørme langt tid siden jeg har været herinde på siden. Det har ændret sig meget. Men det ser ud til at være nemmere at skrive nu, tror jeg.

Jeg er her stadigvæk. Sammen med Herren. Min Herre. Vi har travlt. Vi har meget at lave. Jobs og fritidsinteresser. Og rejser. Sådan er det. Vi elsker hinanden, stadigvæk. Haha stadigvæk, siger jeg i disse tider hvor man skifter partnere ud efter velbefindende, eller når de ikke kan tilfredse ens behov, eller når de ikke er enige.

Vi skændes aldrig. Aldrig ha ha. I dag udfordrede jeg den milde, gode, loyale Herre. Jeg kritiserede ham og sagde at han skulle ikke have sat hans gamle skistøvler etc…Han blev en lille smule vred, det så jeg. Hmmm…så kom der et lille blik fra mig…humor…ømhed…men jeg var nødt til at provokere ham lidt mere…híí…men det blev ikke til noget. Det trætte kendte ansigt, med skægstubbene så kærligt på mig og krævede kys og kram. Det fik han også.

Han er manden i mit liv, Han er min Herre. Det har jeg sagt mange gange før. Hvis han har lyst til det ene og det andet, så får han det. Jeg er hans.

Men i det daglige bestemmer jer, fordi han kan godt lide at det er mig der tager mig af det praktiske. Men han er hjernen. Han har min dybe respekt. Og det mærker han.

Herren er ved at blive klar over, at jeg ikke har en bakgear. Jeg er ikke typen der skilles. Så hvis han vil skilles, så får han ikke en skilsmisse. Hahaaaa…nej det er ikke sådan ment. Men jeg tror, at når vi mødtes sådan, sent i livet, med al vores bagage og vores erfaringer, så var vi ligesom afklarede med hvad vi ville her i livet.

Vores fælles interesser er uendelige. Når vi mister interessen for noget, så starter vi på noget nyt. Vi følges ad. Som f.eks. da vi cyklede meget på vores racercykler på et tidspunkt i pudebukser og andet udstyr. Det gør vi ikke mere. Han cykler på arbejde imens jeg kører. Men vi har udviklet andre interesser der tager tid. Det er så spændende. Et andet eksempel er at vi læser den samme bog på samme tidspunkt og snakker om den bagefter. Jeg på mit sprog og han en oversættelse. Eller omvendt. Det har vi gjort snart i mange år.

Vores rejser til vores (hjem)ynglingsby har udviklet sig til 8-9 gange om året i stedet for 5-6 gange. Det skal vi også her i efterårsferien.

Så det ser ud som dans på roser. Det er det også. Mellem Herren og mig.

Andet her i livet kan være udfordring. Så som kvindefnidder, kvindekultur, misundelse, dumhed og bla bla bla. Jeg gider ikke at skrive om det. Det er bare så ligegyldigt.

 

Skriv en kommentar

Filed under snaksalighed, tanker om livet

Så snakker vi videre…

Før i tiden elskede jeg at lave mad, men det gider jeg ikke nu. Nu laver jeg nem mad. Jeg smager noget nem mad til, eller laver noget der kan spises til 2-3 dage ha ha…Yes…

Min Herre ser på Klovn i øjeblikket imens jeg skriver…han griner…

Det er også fint, fordi han synes sikkert uden at have fortalt mig det, at det er svært, trættende, belastende eller måske udfordrende at have en samleverske som ikke er dansk. Hmm….Ikke fordi jeg er så langt fra det danske…men…I don´t know…

Faktisk består en del af mit daglige arbejde i at styrke andre menneskers selvværd. Ikke deres selvtillid, men selvværd…så tænker jeg…oh my god…hvor er det her…ja at være dansk eller noget andet…skal jeg så fortælle hvem jeg er…

Måske…Jeg er en… kvinde som fylder 60 år snart. Blond og smuk…ja tak…

Så mine kære læsere, jeg aner ikke om i gider i det hele taget at læse hvad jeg skriver. Denne her verden er så interessant og sjov.

Hara, lille haraslave er der stadigvæk. Det er fantastisk. At være sig selv, og være et menneske med sine styrker, ønsker, lidenskaber og ikke mindst sine svagheder. Svagheder bliver lige pludselig styrker. Det kan de nemlig godt være noget der gør os særlige og måske noget specielt menneskelige.

Mine læsere, ved i nu hvor jeg er henne? Alt er relativt…bare elsk livet…elsk dig selv… og elsk andre…så skal det nok gå.

Kærlig hilsen fra Hara

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Snakkehjørnet…

Nåh men nu skal der snakkes og skrives…men det sjoveste er at der er humør…der er dansk humør…Vi kender jo alle sammen de sjove gutter der er så sjove…

Nå men ja, jeg er så træt af alt det trivielle. Så er der nogle der vil sige “og hva så” , men her til eftermiddag hjalp jeg Herren min med at slæbe vores sofa og vores øreklapstol ned til genbrugspladsen. Den plads som vi finder rigeligt til vores indtjeninger til vores loppemarkeder. Nåh, men så kørte vi med traileren til Lyngby for at hente en sofa som vi købte på nettet. En dejlig rød velør sofa som vi vil bruge i vores nye soveværelse som vi kalder Azimut. Vi har flyttet vores seng ind til stuen hvor alle bøgerne er. Smidt sofaen ud og en stol og købt en lille sofa. Ellers har vi kun gamle mahogni møbler i vores regi. Ja vi er nogle særlinge. Sex optager os ikke så meget mere, men andre ting. Men selvfølgelig er jeg stadigvæk min Herres slavinde. Og når han giver besked, så giver jeg ham et blowjob eller på anden vis tilfredsstiller hans behov. Det kan også være at lave en Levergryde…ha ha…jeg er faktisk god til at lave mad…ha ha…nåh ja men det var noget med at min far lærte mig det…ja og så er det smagsløgene…og det der med at studere kogebøger før i tiden…og så prøve sig frem…

I min starttid som “slavetøs” hi hi…ja ok …nu er jeg hvad…nåh men altså… så studerede jeg det… fordi i virkeligheden var jeg så forelsket i min Herre…og vi blev enige om at vi ville leve en anderledes verden…i form af Herre og slavinde. Nåh men dengang fandt jeg ud af at …at Herren var en som var lidt blød og ønskede at være stærk…og at slavinden var stærk og ønskede at være svag…Mit intellekt kunne ikke rigig acceptere dette…men ok…nu lever jeg med min Herre og jeg er den stærke…sorry…men Han dominerer mig seksuelt. Altid. På trods af at jeg skal tage initiativ for at der skal foregå noget i det hele taget.

Dengang anklagede jeg min Herre for at være et Skvat…men nu har jeg jeg forstået mekanismen. Jeg elsker Ham af alt mit hjerte, selv om det er mig der styrer økonomien, og andre ting. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for hjælpe ham med at styre mig. Jeg vil lære ham det.

Sådan er livet. Jeg ville ikke have troet på det. Men på den anden side…alt er relativt…

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Mærk verden

Den bog kan jeg ikke finde i mine boghylder. Jeg han finde “person på en planet” men ikke ikke Mærk Verden. Gad vide om jeg har lånt den ud på et tidspunkt. Det er måske ligegyldigt…

Vi har alle sammen forskellige værdier…og meninger…om livet…hvis min fisse skulle udstilles…så var det fordi min Herre ville det. Men det ønsker han ikke. Han synes måske at jeg er blevet for gammel…eller fordi jeg er blevet Blondine…det er jeg faktisk…jeg er ikke længere mørkhåret…men en dejlig varm blondine…

Ja…ja…come on…oh my god…what a wonderful live…

Med eget cvr..det manglede også bare, med alle de kompetencer…

men jeg mærk verden…hvor er den henne? So what, jeg har dog læst den og så ka´ jeg låne den på biblio hvis det er …

Men nu er jeg inde i en ny periode i mit liv. MIn ansættelse ophører snart…tror jeg… og derfor starter jeg min eget. Jeg har forberedt det i lang tid. De ydelser jeg vil sælge. Hm… det skal nok gå… helt sikkert…jeg har mit intellekt…

Der skal bare tjenes penge nok til at…ha ha…imødekomme…ja…

Jeg er heldig, meget heldig at jeg har alt det jeg har…

Men jeg lover jer…at der vil komme nogle frække beretninger…men inden vil jeg skrive nogle noveller… ha ha

Tak mine dejige læsere. ‘

Kærlig hilsen Hara

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Overskriften er: Tanker

Nåh, men jeg er her stadig med min blog. Jeg kigger lidt på andres men orker ikke rigtig at læse i det samme omfang som før. Jeg har bare brug for at skrive.

Nu har vi endelig ferie. Vi er kørt på vores reserver, både mentale og kropslige, i den sidste tid. Det er sjovt hvordan vi følges ad som et. Men nu er der tre ugers ferie forude og vel planlagt ferie. I bilen med cyklerne bagpå og så deruda til udlandet. Stop forskellige steder, bestemt og bestilt i forvejen. Vi glæder os meget.

Men det var jo ikke det jeg havde lyst til at skrive om. Det var mere, at jeg synes lige pludselig at jeg har fået kød på alle de teorier jeg har læst gennem mange år. Lige pludselig kan jeg mærke mangfoldigheden og også stumheden i livet. Ikke i mit liv, men hos andre. Andre der ikke er rustet til at tage livet i den stive arm og håndtere det. Men kræve at der er andre der tager sig af dem.

Jeg tænker på mig selv, dengang jeg tænkte at det ville være så dejligt at være sørget for og passet o.s.videre. Jeg tænker på om det var bare en euforisk, utopisk dille som bundede sig i ensomhed og behovet for kærlighed.

I dag er det mig som tager vare på vores husholds økonomi. Forresten det har det altid været grundet den kendsgerning at jeg havde flere midler end Herren. Foruden at han havde gæld og mange børn etc. Og kunne ikke rigtig finde ud af den del af livet. Men, han kunne finde ud af så meget andet, så meget andet som jeg ikke kan finde ud af.

Pointen er at vi fandt meget hurtigt ud af at vi erstatter hinanden på så mange områder. Vi lever ikke traditionelt, sådan som en macho mand og svag kvinde. Tværtimod. Ikke fordi jeg jeg pludselig ikke er submissiv eller han er dominant. Slet ikke.

Vi er bare mennesker med lang erfaring, som kan lide at være sammen. Tidligere afprøvede vi vores seksuelle fantasier og gjorde alt det vi i det skjulte havde drømt om. Nu er vi et par der elsker hinanden inderligt. Vi vågner sammen hver dag, rører ved hinanden under dynen eller lagenet og mærker dybt efter i hinandens sjæl.

Det er også en kendsgerning at vi er ikke helt unge mere. Derfor går jeg og tænker jeg for tiden på at jeg har lyst til at gøre alle de ting jeg ikke har haft tid til før. Da jeg var yngre havde jeg tid, fordi jeg arbejdede ikke så meget som nu. Nu er det sværere, hvis man ikke har en anciennitet eller en ordning som gør at man kan gå på efterløn eller pension. Derfor skal der tænkes, hvordan det kan lade sig gøre uden overførselsindkomst og uden at miste det rådighedsbeløb man har haft. Så det er en udfordring. Jeg elsker at arbejde, men er nød til at have mere tid til at skrive. Skrive noveller, artikler og udvikle det. Jeg er også nød til at have mere tid til at læse. Jeg har en kæmpe reol med bøger, fagbøger og skønlitteratur som jeg slet ikke har tid til at læse. Men selvfølgelig jeg tager et par bøger med på ferien og håber at jeg får lidt tid mellem cykling og alt det andet vi skal nyde. Måske en stille stund en halv time på toilettet om morgenen. ha ha

Jeg føler mig meget taknemmelig. Taknemmelig for at jeg i de sidste 7-8 måneder har været i et job hvor jeg har haft mulighed for at udvikle mig. Jeg har som sagt haft mulighed for at sætte kød på mine teorier, ved at møde og opleve mennesker i situationer hvor de har haft brug for mig. Tilfredsstillelsen har ikke været i at de har brug for mig, men mere at jeg kan rykke dem grundet min indsigt i deres liv og min lyst til at hjælpe andre. Derfor kommer til det resultat at jeg er stadigvæk submissiv, selvom jeg styrer økonomien, er registreret for bilen og ditten og datten. Måske gør det av på Herren, men det gør ikke noget. Han skal først have renset ud før han kan komme ovenpå igen. Og sammen med mig kommer han ikke til at styre min økonomi. Måske hvis jeg får en blodprop i hjernen engang, men ikke før.

Nåh, men sådanne overvejelser er så langt fra alt det jeg skrev om før. Men vi mennesker er heldigvis altid i forandring. Vi udvikler os. Jeg er stadigvæk den samme. Den lille haraslave, slavetøsen som blev pisket og fik hængt klemmer på brysteren og pint på andre måder bare for at tilfredsstille Herrens behov. Det var naturligt. Sidenhen kunne jeg godt analysere det og finde en forklaring, men det behøver jeg ikke. Jeg elsker ham, og hvis han har brug for det så har han brug for det. Lige akkurat som jeg har brug for at samle på tøj.

Så slutter denne erkendelsesberetning. Jeg kan slet ikke følge med længere i hvordan det fungerer at skrive her på siden. Herren har aldig været indover det, og det er ikke min stærkeste side at finde ud af teknik. Og alt ændrer sig hele tiden.

Skriv en kommentar

Filed under frihed, kærlighed, lykke, overvejelser

Det er lidt trist…men alligevel ikke…vel?

Jeg tænker en gang i mellem på min blog og alle de andres, som jeg har ikke fået læst. Så pludselig ser jeg at de er væk, og jeg som troede at de var udødelige. Allesammen.

Nåh, men alligevel. Har også tænkt hvordan min egen skulle ophøre. Om jeg skulle bare lade den forsvinde, bagfra hi hi. Sådan at de første indlæg forsvinder først. Historierne er i hvertfald blevet fredet.

Men i denne her “selfie” tid eller tid hvor vi gerne vil vise os, og profilere os selv bliver man pludselig “outdated” eller mærker stumheden, ligegyldigheden krybe som en tåge om det trætte sind.

Ak, ja gamle Hara filosoferer. I høj grad.

Jeg har aldrig i mit liv arbejdet så meget som jeg gør i øjeblikket. Men i morgen skal jeg sammen med Herren til vores yndlingsby i 8 dage. Og kalenderen venter derefter. Og den er meget fuld, uden pauser eller noget. Bogstavelig talt.

Alt hvad jeg gør i mit arbejde til hverdagen, omkranset med stor kærlighed. Med stor omsorg. Det er virkeligt. Jeg tager mig af mennesker der har behov for mig. Jeg hjælper dem. Alt hvad jeg giver, får jeg mangfoldigt tilbage i taknemmelighed og ikke mindst respekt. Mennesker der ikke er vant til at blive taget hånd om. Mennesker som er placeret på den laveste sociale danske bund.

Der er uanede mængder der kan opstå og gro ved at så på en lille og fattig bund. At se og mærke hvordan det sprirer og vokser og gror, er et af de største “kick” jeg har fået i lange tider. Det kan ikke forklares i ord.

Erfaringsbunken vokser. Der er så meget at skrive om, så meget fantasien har at arbejde med. Jeg håber at jeg snart kan leve af det.

Herren og jeg planlægger. Vores liv. Hvordan vi kan stå af før tiden, og flytte til vores yndlingsby og alligevel kunne leve og fungere. Sådan en del år før vi skal pensioneres.

Men det varer nogle år endnu. Der mangler endnu noget, som vi er enige om. Vi arbejder i fællesskab på at få det.

Det er en sjældenhed, ved jeg, at lade livet dreje sig om andet end en selv. Det bliver også snart “yt” eller ud af mode at være så selvcentreret som vi har været allesammen i de sidste mange år.

Midt i det hele, midt i alt kaoset. Midt i al denne uendelige kærlighed, som jeg har i mit store hjerte, kommer tvivlen. Den er der kort. Lykkefølelsen vender tilbage. Og jeg er mig selv igen.

Hvad sagde jeg i aften. En portion skørhed + en portion fantasi + en portion erfaring + en portion intellegens + en portion kærlighed + en portion begavelse = resultat bliver noget som varer evigt.

Nåh men kære læsere, hvis I er nogle tilbage. I har været nogle sjæle derude, som jeg har fornemmet. Men der har manglet ansigter. Derfor er det lige som faldet om sig selv. Jeg er også en del af kulturen og tiden. Jeg er også et andet sted som I alle andre er. Jeg er optaget af andet end jeg var før. Lige pludselig er det seksuelle ikke det vigtigste, som før. Heller ikke for Herren.

Han styrer mig endnu. Jeg er hans elskede. Han fortæller mig det hver dag. Jeg er i gang i mellem hans slavinde, når han er i det lune. Jeg er hans kone. Jeg er hans.

Jeg ved at det som Herren bedst kunne lide ved mig altid, eller det som tiltrak han mest var, at jeg har uendligheden i mig. Optimismen er min styrepind. Jeg har fået et nyt middel ind i mit liv. At hjælpe andre. Se dem vokse og fungere og se dem blive lykkelige. Jeg elsker at se mennesker lykkelige. Jeg elsker at kunne være med til at gøre mennesker lykkelige.

Det er ikke engang naiviteten, men fornuften der fortæller mig at vejen er banet. Der vokser træer og blomster over alt. Kunsten, musikken, skønheden og alt det der gør os specielle finder en fast plads, som på en hylde.

Ja måske forsvinder min blog så småt. I den anden ende. Måske forsvinder haraslave og jeg finder på et nyt navn og giver siden en ny ansigtsløftning. Eller bare en link. En anden slags blog. Måske er politikken på den anden side. Eller den “good old” feminisme bliver sat i live igen. På en ny og anderledes måde. En trendsætning. Ja en trendsætning. Eller en trendsætter, en udødelig trendsætter.

Jeg holder her. I morgen tidligt skal Herren og jeg afsted. Ud ud, at rejse til vores dejlige rejsemål som har givet os så meget i så mane år.

3 kommentarer

Filed under Uncategorized

Herren og jeg.

I disse dage er det fem år siden at Herren og jeg besluttede at vi ville være bollevenner. Vi havde ikke sex da vi besluttede det. Det skete på et kursus på vores fælles arbejde som varede et par dage med en overnatning. Men der skulle gå et stykke tid inden vi fuldbyrdede det. Vi skulle lære hinanden at kende. Han skulle først oplære mig som slavinde. Det startede med slavetøsoplæring.

De første tre måneder var prøvetid, og så endelig blev mit slavetøsliv indviet med 100 (eller mere) pisk hvor jeg var hængt op i krogen i loftet i Hans stue. Han lånte sin datters ridepisk. Jeg skulle tælle piskene og sige tak hvert tiende pisk. Med en gag i munden. Og hvis jeg glemte det, startede Han forfra. Og jeg måtte tælle forfra. Så de har nok været 200, piskene. Jeg har aldrig før eller senere haft så røde og blå striber på mine balder. Numsen var helt hævet og jeg kunne mærke det hver gang jeg satte mig. Det gjorde ondt, men jeg nød det fordi Han avede mig ind i mellem, kyssede og kælede. Hviskede og kærtegnede mit sind og min krop, fortalte mig hvor dygtig jeg var og smuk.

Senere gav Han mig en O-ring som jeg har haft på min venstre pegefinger siden. Det er en del af mig og den har kun været af fingeren en gang, da jeg var rigtig sur og skulle true.

 

Nu har vi boet sammen i to år. Vi nyder livet og elsker at være sammen. Vi bygger vores liv op, indretter os, planlægger og nyder hver eneste dag. Vi har fælles interesser, som vi dyrker og ekspanderer hele tiden. Vores værdier er ens. Vi er begge åbne og samtidig lukkede, men vi sørger hele tiden for at tilfredsstille hinanden. Jeg bliver ikke hængt op i en krog eller pisket længere og vores sexliv er vaniljeagtigt dog med kinky islæt.

Min Herre er rolig og kontrolleret imens jeg er impulsiv og udadvendt. Vi forener det og forsøger at ersatte hinandens mangler. Det mærkes som ægte kærlighed. Jeg kan nu læse min reserverede Herre af Hans ansigtudtryk. Jeg tilpasser mig Ham og Han tilpasser sig mig. Vi er blevet et. Vi har ikke behov for at være to. Han dominerer og jeg adlyder (oftest). Jeg er blevet mildere, blødere og forsøger at behage Ham, som en rigtig slavinde gør. Som den jeg er blevet oplært til, af Ham.

Vi lever som alle andre par, men dog lidt anderledes. Herren er optaget af sit arbejde imens jeg kæmper for at få et og dermed bruge min lange dyre uddannelse og min livserfaring. Vi klarer det på grund af vores fælles værdier. Jeg er samler, jeg samler på oplevelser og erfaringer. For at kunne videregive, gennem billeder og ord.

Lyden af kirkeklokkerne nu blandet med lyden af toget der kører forbi, sætter min fantasi i gang. Også de høje stemmer nede i gården. Det sætter min Herre pris på. Han sætter pris på mig som jeg sætter pris på Ham. Den kedsomhed og rastløshed som sniger sig nogle gange ind hos os begge erstatter vi med fri fantasi og at iværksætte vores tanker ved f.eks. at rejse til vores andet hjemsted. Tilfældigheder og tålmodighed er escorteret med den dybe vilje til at leve livet til det yderste.

Jeg ved ikke om denne blog er starten på noget videre skriveri, det vil tiden vise. Behovet melder sig ikke ligesom. Jeg har en anden platform og hver tanke, fantasi og oplevelse bearbejdes i et andet øjemed. Ord bliver pludselig en vare, en kompetence som skal værnes om og bruges til den videre eksistens. Livets kringlede veje og ordenes uforudsete strøm danner disse førnævnte billeder som varer evigt.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under slavinde-tanker