Kugler i glas.

Jeg har haft for vane eller fetish hvis man vil kalde det det, at købe en gang i mellem tøj af et bestemt mærke som findes i ganske få butikker i Danmark. Derimod har jeg kunnet finde det i rigelige mængder i Berlin på vores rejser dertil.

Herren fandt hurtigt på at hver gang jeg købte tøj skulle jeg betale tilbage med et bj til ham. Han havde nøje regnskab med og sagde nogle gange til mig.

“Nu skal du betale din gæld”

I den sidste tid har jeg mindsket indkøbene dels fordi jeg har så meget i forvejen og del pga sidste måneders krise. Men nu her på det sidste har jeg haft mulighed for at købe noget på nettet. Tidligere skjulte jeg det lidt for ham og håbede på at pakken kom når han var på arbejde men det gør jeg ikke mere.

Så foreslog han i går at hver gang jeg køber en beklædningsdel sætter han en kugle i et glas og så kan jeg se hvor mange kugler der er. En kugle betyder et bj til ham. Så når glasset er tømt kan jeg sætte nye kugler i.

Jeg synes det er en god idé.

Herren og jeg.

I disse dage er det fem år siden at Herren og jeg besluttede at vi ville være bollevenner. Vi havde ikke sex da vi besluttede det. Det skete på et kursus på vores fælles arbejde som varede et par dage med en overnatning. Men der skulle gå et stykke tid inden vi fuldbyrdede det. Vi skulle lære hinanden at kende. Han skulle først oplære mig som slavinde. Det startede med slavetøsoplæring.

De første tre måneder var prøvetid, og så endelig blev mit slavetøsliv indviet med 100 (eller mere) pisk hvor jeg var hængt op i krogen i loftet i Hans stue. Han lånte sin datters ridepisk. Jeg skulle tælle piskene og sige tak hvert tiende pisk. Med en gag i munden. Og hvis jeg glemte det, startede Han forfra. Og jeg måtte tælle forfra. Så de har nok været 200, piskene. Jeg har aldrig før eller senere haft så røde og blå striber på mine balder. Numsen var helt hævet og jeg kunne mærke det hver gang jeg satte mig. Det gjorde ondt, men jeg nød det fordi Han avede mig ind i mellem, kyssede og kælede. Hviskede og kærtegnede mit sind og min krop, fortalte mig hvor dygtig jeg var og smuk.

Senere gav Han mig en O-ring som jeg har haft på min venstre pegefinger siden. Det er en del af mig og den har kun været af fingeren en gang, da jeg var rigtig sur og skulle true.

 

Nu har vi boet sammen i to år. Vi nyder livet og elsker at være sammen. Vi bygger vores liv op, indretter os, planlægger og nyder hver eneste dag. Vi har fælles interesser, som vi dyrker og ekspanderer hele tiden. Vores værdier er ens. Vi er begge åbne og samtidig lukkede, men vi sørger hele tiden for at tilfredsstille hinanden. Jeg bliver ikke hængt op i en krog eller pisket længere og vores sexliv er vaniljeagtigt dog med kinky islæt.

Min Herre er rolig og kontrolleret imens jeg er impulsiv og udadvendt. Vi forener det og forsøger at ersatte hinandens mangler. Det mærkes som ægte kærlighed. Jeg kan nu læse min reserverede Herre af Hans ansigtudtryk. Jeg tilpasser mig Ham og Han tilpasser sig mig. Vi er blevet et. Vi har ikke behov for at være to. Han dominerer og jeg adlyder (oftest). Jeg er blevet mildere, blødere og forsøger at behage Ham, som en rigtig slavinde gør. Som den jeg er blevet oplært til, af Ham.

Vi lever som alle andre par, men dog lidt anderledes. Herren er optaget af sit arbejde imens jeg kæmper for at få et og dermed bruge min lange dyre uddannelse og min livserfaring. Vi klarer det på grund af vores fælles værdier. Jeg er samler, jeg samler på oplevelser og erfaringer. For at kunne videregive, gennem billeder og ord.

Lyden af kirkeklokkerne nu blandet med lyden af toget der kører forbi, sætter min fantasi i gang. Også de høje stemmer nede i gården. Det sætter min Herre pris på. Han sætter pris på mig som jeg sætter pris på Ham. Den kedsomhed og rastløshed som sniger sig nogle gange ind hos os begge erstatter vi med fri fantasi og at iværksætte vores tanker ved f.eks. at rejse til vores andet hjemsted. Tilfældigheder og tålmodighed er escorteret med den dybe vilje til at leve livet til det yderste.

Jeg ved ikke om denne blog er starten på noget videre skriveri, det vil tiden vise. Behovet melder sig ikke ligesom. Jeg har en anden platform og hver tanke, fantasi og oplevelse bearbejdes i et andet øjemed. Ord bliver pludselig en vare, en kompetence som skal værnes om og bruges til den videre eksistens. Livets kringlede veje og ordenes uforudsete strøm danner disse førnævnte billeder som varer evigt.

 

 

 

Anger og forbedringer.

Jeg tror at det er nødvendigt at tænke på forbedringer hele tiden.

At huske, at huske hvordan det var og er.

Der er ingen selvfølge.

Hvis jeg ikke er underdanig, submissiv slavinde så vil jeg være det.

Hvis Han ikke er en Dominant Herre så vil Han være det.

Jeg må huske, vi må huske.

Det er som rammer der er nødvendige. Fysiske rammer for at huske.

 

Jeg tænkte på mit halsbånd.

Mit røde halsbånd som jeg ikke har haft på længe.

Hvordan det føltes at knæle ydmygt og vide at jeg var elsket.

Jeg ved at det kan lade sig gøre.

Nu kommer der nyt ind i vores liv.

En elskovshule.

Vores egen bastion.

Hvor halsbåndet skal bruges sammen med pisken.

 

For jeg ved at Han savner pisken i sin hånd.

Knække mig så jeg bliver lydig igen.

Uden det, løber det hele løbsk.

Som alkohol der ikke kan styres.

Ingen kontrol.

Vi er lige om det. Tror jeg.

 

Jeg vil tilbage til Ham jeg elsker.

For jeg elsker Ham, manden som jeg gør ondt.

Jeg fortryder.

Jeg vil forbedre mig.

Jeg ved jeg kan.

Overvinde melankoliens snører og fælder.

 

Ned på knæ og ydmygt se op på Ham og bede om tilgivelse.

Han er min Herre.

Han er mit liv.

Han holder om mig, rummer mig og passer på mig.

Det ved jeg.

Det første trin i forbedringen, anger.

 

Ja, anger.

Smerte. Giv mig fysisk smerte, som tilhører dig.

Tag mig hjem til dig igen.

Dørene.

Døre betyder meget i mit liv. Jeg elsker døre. Især åbne døre. Jeg hader derimod lukkede døre, men må lære at være ligeglad med dem.

Jeg elskede når min Herre skrev engang til mig om en stor tung egetræsdør. Det er enormt smukt. Jeg levede af det længe, indtil jeg fandt ud af at Han havde kopieret det fra nettet. ha ha. Jeg spillede sur længe, og skrev om det på min blog kamofleret som noget andet. En vished. Men Herren undskyldte sig og sagde at Han havde slet ikke dette kunstneriske i sig at beskrive følelser i ord. hi hi. Accepteret efterhånden.

Nu står der mange åbne døre i mit liv. Nogle helt åbne, nogle halvåbne og nogle på klem. Men der er også nogle der er lukkede og nogle der er låste. Med mange låse og slå. Men jeg har altid troet at jeg kunne åbne alle døre hvis jeg ville.

Efterhånden har jeg ikke lyst til at åbne alle døre, men kun gå ind af dem som er åbne. Dem som venter på mig. Dem som jeg ved giver mig noget. Jeg forsøger at undgå at stirre kun på de døre der har glimmer og glitter, men spotte dem som er stabile og solide.

Det er nemlig så mærkeligt, at pludselig i går opdagede jeg hvor min vej lå hen. På karriereplanet. Alt fik mening på en anden måde. Jeg så målet forude. Klart og tydeligt, ventende parat til at jeg med åbne øjne og lettet sind gik ind ad en dør. Men ikke hang i en dør der var lukket og efterhånden låst. Det er den del af tilværelsen. Og ved opdagelsen så jeg at alt som jeg hidtil havde lavet karrieremæssigt, var en slags forberedelse for dette her og nu. At forberede mig at gå ind ad en dør som står på klem og har gjort længe.

Akkurat som når jeg opdagede at alt mit liv var indrettet til at møde min Herre. Og er stadigvæk. Vores fingre er flettet sammen i det uendelige. Vi krydser hinanden i alle retninger og fokuserer den samme vej.

Jeg har ikke bare hadet lukkede døre, men altid været bange for at de blev lukket i. En sær fornemmelse af at hvis jeg ikke stod med foden inde, så ville den lukkes langsomt i. Men det sker ikke, jeg lukker dem i. Sådan er det, og sådan vil jeg have det.

Der har været oprydning og privatisering på bloggen. Jeg er begyndt at samle på ord og oplevelser og bruge dem. Alt bliver til opgaver og udfordringer. Der er ikke meget plads for små frække beskrivelser for tiden, men det kommer.

Jeg savner hende tit, hende som lukkede sin blogside. Hende der elskede så meget. Hende som skrev så smukt. Jeg fortryder at jeg ikke brugte tid på at læse hendes side fra starten. Det var så genkendeligt, men dog så meget at lære af. Men jeg bevarer hende og husker.

Alt har sin slutning. Som at lukke en dør, og åbne en ny. Sådan er livet.

Heldet har været med mig så længe. Min lykke er total. Konflikterne og uligehederne er der for at vokse af. Og udvikle sig. Sammen. Som at tage skridt mod en åben dør. Og lære af livet.

Min livgiver strør rosenblade hen ad vores vej og beskytter mig. Når Han kan og magter.

Jeg følger og håber at kunne øse af kærlighedens bæger for at lette sporene for os begge.

Tavsheden midt i virvaret af følelser.

Der høres hosten, snøften og nysen. Huen bliver på men skjuler ikke helt de hvide stride hår. Gamle hår. Det gør derimod tørklæderne. Det er ikke til at vide hvad der ligger bag. Og jeg midt i det, opstrilet.

Jeg får ondt. Af mig selv. Mærker dog styrken vende tilbage. Hvem tror du du er, hører jeg inden i mig. Et par skridt og lidt tid, så finder jeg balancen igen.

Det lukkede og tavse ansigt fortæller mig ingenting. Jeg må forsøge at gætte. Hvad ligger der bag. Noget med mig. Noget andet, en anden. Eller bare noget andet. Tavsheden slider på mig, trods den pligtopfyldende nydelse.

Følelsen forsvinder ikke. Den bliver ved med at være. Indtil jeg tænker. Han er ikke for mig. Alt er ikke for mig. Det er ikke mig der er midtpunktet. Eller hvad? Hvem ellers?

Jeg hører skrabende lyd i mit indre. Der siger, at jeg må selv tage kontrollen. Ingen andre gør det. Det står der bare, urørt.

Som i min drøm i nat. Aviser i brændeovnen. Jeg må råbe op, og sige at kun voksne må bruge tændstikker. Dette er kun noget jeg genkender fra min drøm. Han står der afsides. Som en brik.

En tanke sniger sig ind om switch. Nej, jeg ser på den grønne taske og ved at det bliver stoppet. Men vil jeg have at det stoppes? Vil jeg ikke have kontrol og overleve. Ikke efterlades for mig selv, med tavsheden og blikket på mig. Uden ord. Uden varme.

Virvar af følelser. Lyt efter. Hør hvad du vil, hvem du vil. Spørg ind. Få det afklaret. Find ud af hvad meningen er. Har glemt ordet.

Ordet…ordet…kom…ja, der kommer det…fooookus. Ja fokus. Miste fokus, eller hva? Eller bare ganske almindelige kvindelige følelser.

Virvar af følelser, midt i tavsheden.

Hans altid.

I et lille moment stod jeg ude i sneen på altanen, i kulden. Med Hans hjemmesko på. Skulle bare over i hyndekassen. Han stod på den anden side smilende, med lukket dør imellem os. Med dørhåndtaget på Hans side. Det var et genkendende smil.

Mon ikke Han savner det. Pisken, instrumenterne. Magten.

Jeg blev ved med at sige dengang, at det ikke var leg det her. Det er det heller ikke. Kun en del af det. Den der med pisken og magten. Ikke alt det andet.

Nu bor jeg jo sammen med Ham. Er Hans. Altid. Jeg ved ikke rigtig hvor spanskrøret er blevet af. Og ridepisken. Mon det er kommet nede i kælderen?

Lille indblik…;-)

Vi nyder vores anden uge i ferien herhjemme i Residenzen sammen med de unge, som ikke er rigtig børn mere. Og forbereder vores uge alene i vores yndlingsby i udlandet. Den første uge, dvs sidste uge tilbragte vi på en rejse i det frie, med de unge som sidste år. Med dejligt vejr og sommer.

Jeg elsker og nyder hvert et øjeblik med min Herre. Selvom der slet ikke er mulighed for halsbånd, mancetter eller smæk. Men masser af dejlig vaniljesex.

Dog har jeg i perioder mistet kontrollen og udfordret min Herre og søgt grænserne hos Ham. Han kalder det mine daglige vulkanudbrud som bliver færre og færre forhåbentligt. Sådan sårbarhed. Og dyb kærlighed til Ham. Men  jeg fandt ud af her til morgen, at vi er så forskellige. Og at jeg skal acceptere mange ting ved Ham, ligesom Han skal acceptere ved mig. Min dejlige omsorgsfulde og rolige Herre.

Men stadigvæk taler vi og tænker på vores drømmehus. Vi kørte en times tid væk herfra i formiddags for at kigge på og købe noget tøj til mig, af et bestemt mærke. Da kiggede vi os omkring, og snakkede. Og blev endnu mere enige om vores fælles drøm og vores fælles mål. Vores drømmehus.

Dengang vi blev Herre og slavinde skete det på turbotid, og derfor havde vi ikke rigtig prøvet hiandens grænser af. Som vi gør nu. Herren er ved at se og forstå hvilken magt Han har over mig. Hvordan Han bestemmer mit humør og velbefindende. Og jeg er ved at forstå at det er ikke min skyld, eller noget jeg har gjort når Herren lukker i, og bliver tavs og reserveret. Det er Hans.

Men dette var bare sådan en lille hilsen her på bloggen og et lille indblik. Min tid til at skrive frækt og spændende vil nok komme senere.

Mit livs klimaks.

Her i august måned er der tre år siden Herren og jeg talte om at indlede et uforpligtende seksuelt forhold sammen. Det blev dog først fuldbyrdet i oktober samme år. Med den tydelige klausul fra os begge, at holde os væk fra forelskelse og at flytte sammen. Det ville kun volde smerte. Jeg tror ikke der var gået et år siden Herren blev skilt, hvorimod jeg havde væet alene mange år med min datter.

Meget hurtigt fandt vi ud af at forholdet skulle være et D/s forhold. Første gang vi var sammen, sad jeg på sengekanten af Hans seng og forestillede mig den underdanige kvinde der gør alt for sin mand. Herren havde da forsigtigt ytret sig om sine fantasier og ønsker om en kvinde, som så matchede det billede jeg gjorde dengang i mit indre.

Allerede anden gang vi var sammen, fik jeg et bind for øjnene og mærkede for første gang hvordan mine sanser blev udfordret af min Herre.

Siden har vores forhold udviklet sig. Vi er dog blevet forelskede og arbejder på at flytte sammen. Herrens strategiske natur og min strukturerede sans bliver sat i brug, hvor vi leder efter vores livs drøm, som er fælles. Vores drømmehus. Det er helt fantastisk hvordan vi er enige, og hvordan vores drømme og billeder forenes. En serveringslue…ak…og alle de andre detaljer…et værksted…hmm…begge har det i hænderne…mulighederne…på hver sin vis…i forening.

Jeg kan sige at dette er mit livs klimaks. Mit livs drøm. Mit livs lykke. Som et eventyr. Med en klog, smuk, dejlig, blid, dominant og meget omsorgsfuld mand, min Herre.

Udfordringerne er mange. Der er mange grænser der skal flyttes. Der er meget der skal rykkes, men aldrig så hurtigt at det overgår min Herres perfektionisme og Hans ansvarsfølelse. Efterhånden som Han overtager sider af mig, så forlader jeg kontrollen og sætter min energi et andet sted.

Herren har altid brugt sammenligningen med at løfte en flig af det der er muligt. Jeg ved ikke hvor vi er nået hen nu, men vi er enige i alt. Jeg har ikke så mange ting længere som er vigtigere end at tilpasse mig og underkaste mig Ham. Hvis der er noget, er det en kvindelist at få Ham til at acceptere og forære mig det jeg ønsker.

Mit liv er blevet så enkelt men så kompliceret, fordi der åbnes flere døre hele tiden, efterhånden som andre døre lukkes. Det er som brikker som falder på plads, i mit liv i hvertfald.

Utvivlsomt er det lidt anderledes for Herren, fordi Han har fået flere forpligtelser ved at have mig som sin slavinde, men derimod tror jeg Han ser chancen for at overgive noget af sine daglige hverdagsting i de kvindelige hænder. Og lade sin kvinde give Ham det der manglede i Hans liv, omsvøbt med kærlighed.

Vores forhold er ikke båret oppe af seksualiteten alene. Der er kommet andre vigtige ting ind, og der kommer flere og flere. De kommer som i etaper eller i spring men dog langsomt udviklende. Der er ikke længere fetisher og ydre stimulanser som kører det hele, men en indre drift som igen forenes med min dominante Herre.

Jeg lærer min Herre mere at kende med hver dag, og Han sikkert mig. Alligevel har vi taget en beslutning, uden forbehold. At tage risiko er et begreb jeg ikke bryder mig om, for livet er risiko. Det skal leves. Det har været vigtigt for mig at kunne se for enden af tingene, en varighed.

Men beslutningen alene er enden. Enden på et kapitel, og starten på et nyt. Sådan har mit liv altid været. I kapitler. Også for Herren, uden at Han har set således på det.

Springet er stort for os begge. Men uanset D/s eller ej, så er det vigtigt med at to styrker bliver sat sammen i en, i stedet for to vildtfarende seperate.

Min ejer, min Hersker, min Herre vil jeg altid knæle for og beundre. Jeg vil altid gøre mit ypperste til at behage Ham og øge Hans velvære. Jeg vil altid bruge mine tvivl til at lære af, og styrke Ham og os.

At restituere…

Det har meget ofte voldt mig store kvaler og bekymringer, når min Herre har haft behov for at restituere. Dette har så sket ved, at når Han har været uden børn, så har Han også villet være uden mig. Eller Han har lavet det skema over hvornår jeg skulle være i Residenzen således, at Han fik nogle dage til at restituere alene.

Det der menes med at restituere, er at være alene, sig selv. Ikke at behøve forholde sig til andre mennesker her i Residenzen. Hverken Hans børn eller mig, Hans slavinde.

Vi fik snakket lidt om det, i forbindelse med at flytte sammen. Jeg har nemlig tit tænkt, at der ligger jo ikke nogen alvor i, at vi skal flytte sammen, hvis Han stadigvæk har behov for at restituere. Imens vi cyklede i går, sagde jeg til Ham at jeg skulle opdrages til at acceptere og respektere Hans behov for at restituere.

I dag da jeg vågnende forstod jeg det godt. Han var på arbejde, børnene var taget afsted og jeg var alene. Vi havde været til en lille familiekomsammen i aftes og jeg mærkede hvordan det kunne tage på én, at være involveret i familien, ex-en, børnene og så mig som en kæreste. Jeg mærkede en vis træthed da jeg kiggede på den lille vaskebunke, gulvet som trængte til at støvsuges og tænkte at jeg havde rigtig meget lyst til at hvile mig. På en anderledes måde. Læse og slappe af.

Men jeg har været så heldig at få lov til at være hos min Herre uafbrudt i disse dage. Jeg er meget glad for det og uendelig taknemmelig. Samtidig har jeg tænkt, at det måske også er nødvendigt at vi afprøver alle sider af vores forhold. Skilles ikke når vi er blevet lidt trætte “af hinanden”, men tager den der.

Jeg ved at jeg ikke bliver træt af min Herre. Jeg savner Ham så inderligt nu, men Han tog meget tidligt af sted. Og Hans behov for at hvile sig og restituere skinnede af alle Hans bevægelser. Og jeg ved at selvom børnene er meget dejlige, så er det trættende at have dem længe. Og måske også en slavinde.

Derfor kommer jeg på min slavinde-prøve nu. Være stille, tavs, rolig, undedanig og ikke mindst servicerende overfor min Herre. Vise Ham hensyn, gøre hvad jeg kan til at give Ham energi i stedet for at tage. Øge Hans velvære.

Jeg ved at den måde er den eneste måde for at øge min velvære. Øge min trivsel og give mig energi igen. Jeg ved også at her skal det leves og prøves.

Anerkendelse og opmærksomhed.

Nogle af de vigtige ting for mig som slavinde er at få anerkendelse og opmærksomhed fra min Herre. Helst ville jeg hver dag at Han sagde til mig at Han syntes jeg var dejlig, smuk og sexet. Og at Han elsker mig.

Jeg har tit analyseret dette behov. Først sygeliggjort det, så gjort det til nogen slavinde-kvinde ting. Men nu er jeg ved at acceptere at dette er et behov jeg har, vanilje eller slavinde. Sådan er det.

Mit problem er bare at hvis jeg ikke får det, så kan der falde en spydig bemærkning på min Herre.

Det var det der skete lige inden vi skulle sove. Jeg mærkede på Hans krop at Han tog det nær, men Han faldt i søvn omgående. Enda meget træt.

Jeg til gengæld lå længe vågen. Først meget ked af det og såret. Så lidt vred, men til sidst tænkte jeg “Han er squ da bae en mand”. Selvom Han er den dejligst Herre på jorden.

For jeg havde selvfølgelig en dårlig samvittighed, som sædvanligt. Men kom dog i tanker om at jeg trods alt havde sagt til Ham, at jeg var fuldstændig vild med Ham. Lige inden Han faldt i søvn.

Jeg er sikker på at min Herre lærer en dag at anerkende mig og vise mig den opmærksomhed, som Han synes er nødvendig for min trivsel. For det tager lang tid at lære hinanden at kende, sådan rigtig indvendigt.

Det nemmeste, derfor, for mig er at have fuldstændig tillid til Ham og tro på Ham. Der er så meget vi har gang i og tænker og planlægger. Bl.a. er vi begyndt at kigge på hus, sammen.

Jeg mener, at man skal tage konflikten når den er der. Ekspedere den inden den bliver til en stor bombe. Selvfølgelig lærer jeg at ændre mig hele tiden. Men der er noget fundamentalt i mig, som nok ikke er til at ændre. Det skal bare komme frem og anerkendes.

For jeg ved at opmærksomhede, er ikke for at jeg kan få et ego-boost, men mere at vide konstant at Han vil mig og kan lide mig. Det er mit livs-foder. Fordi jeg har underkastet mig Ham og er afhængig af Ham som kvinde og menneske.