Mangel på bakgear, trend eller bare en identitetskrise?

Nu når jeg officelt er blevet en forfatter, uden at denne blogs læsere kender til min identitet, har jeg tænkt om jeg skulle lukke denne blog eller bare lade den stå.

Besøgsstatistikken siger mig at jeg skal lade den stå. Men ikke i uforandret stand. Selvfølgelig bliver det anonymt dvs det er stadigvæk Hara der har bloggen. Hara er der også. Helt sikkert. Jeg er Hara men nu med stort.

Men jeg tænkte på layoutet. Jeg startede på at se på de links jeg havde på forsiden. Hmmm… der var faktisk kun ca 10 % der var aktive og måske halvdelen af dem havde ikke skrevet i meget lang tid. Så den går ikke rigtigt. Jeg er nødt til at ændre linksene til noget andet end links til andre SM sider.

Måske opskrifter eller avisartikler haha…???

Så tænkte jeg med layaoutet. Jeg tror jeg lader den røde layout med den lænkede kvinde stå. Og jeg tænker, at jeg ikke vil sortere i det sådan at der er links til det ene eller det andet. Jeg tror ikke at jeg gider at have en opskriftsblog selvom jeg hele tiden kopierer opskrifter selv som jeg sjældent bruger (madmor).  Jeg tror heller ikke at jeg gider have sådan en mode/tøj blog selvom jeg bruger masser af tid til at se på tøj og nogle gange bestille på nettet.

Hmm…hva’ så?

Det bedste ville nok være at fjerne alle de inaktive links, hvis jeg kan finde ud af det. Og så bare skrive som jeg gør nu. Og så se tiden an.

Min Herre siger at jeg skal bare lade det være og skrive når det passer mig.

Det er måske det jeg vil. Så kan læserne klikke ind på alle de inaktive links og være heldige at ramme på den der er aktiv eller har været for et år siden haha. Men så kan jeg også historisk set tænke tilbage med melankoli.

Hvorfor ikk?

Pointen er ,at jeg gider ikke skrive medmindre det er noget jeg synes er interessant. Og pointen er, at jeg holdt op med at skrive i sin tid fordi der aldrig var feedback. Så måske skal jeg bruge denne her blog som en slags “skraldespand”…hahaha…

La’ alle mine frustrationer ud og alle mine glæder… ja hvorfor ikke?

Og tænke hvad er det jeg vil opnå med at skrive. Få seertal, tjene penge, eller bare få lov til at bruge ord og ytre mine følelser og tanker uden at det skal være med i produktionen.

Så lad os være ved det. Tænker jeg.

Lev vel.

 

 

Ydmygelsen.

At blive skubbet ned i knæ, få påsat manchetter, halsbånd og øjenbind er ydmygende. At mærke gaggen blive sat på, så munden bliver proppet fuld og savlen hurtigt render ned i tynder striber, på den nøgne hud, er yderst ydmygende. Men det er en dejlig ydmygelse, som jeg kan lide.

Kroppens reaktion fremkalder hurtigt varme og fugtighed mellem benene, for det der skal komme.

Blive bundet fast til sengen, med armene ude og besked om at have benene spredte. Mærke de nænsomme hænder smidigt hive g-strengen af og løfte op i hvert ben for at fjerne den. De selvsamme fingre mærke efter i den fugtige grotte.

Dernæst at mærke den bløde smerte og siden den skarpe på kroppen alle vegne. Undtagen ansigtet. En skjult aftale som ikke er til diskussion. Men mærke hvordan ridepisken rammer inderlårene, maven og brysterne. Og dernæst at mærke hvordan der bliver hevet i brystvorterne for at sætte de satans japanske klemmer på. Det er ydmygende.

Igen en ydmygende og meget fræk oplevelser for en lille submissiv, som har hang og trang til masokisme. Det ydmygende i situationen og som tænder er, at være fuldstændig i Hans magt. Mærke tryllestaven blive brugt på den glatte, og så fjernet lige indtil orgasmen indtræder. Åndedrættet bag gaggen afslører, og tanken om at snyde sig til en lille udløsning strejfer men bliver dog ikke til noget. Kroppen er forladt i Hans magt. Han bestemmer hvordan og hvornår.

Først når øjenbindet og gaggen er fjernet efter mange orgasmer og der fumles med to store tunge lodde som nærmer sig brysterne blandes ydmygelsen med frygt. Nok. Hans smil er klart. Drilskt. Sadistisk. Selvfølgelig hænger Han ikke sådanne tunge tingester på de små fine brystvorter. Som ejes af Ham.

Men ydmygelsen giver nydelse.

En anden slags ydmygelse der giver ikke nydelse. Det er den ydmygende følelse  af at ikke være vigtig nok, til at modtage en godnathilsen. Eller vigtig nok til at blive kommunikeret til på eget initiativ. Eller at forsøget på at glæde og behage bliver ignoreret og betragtet som noget andet end det er. Eller når man bliver behandlet dårligt. Det er en ond ydmygelse. En ydmygelse som gør ondt. En ydmygelse som vil overveje den dejlige frække ydmygelse. Fordi den onde dårlige ydmygelse, som ikke er bevidst med intentioner knækker ned. Bryder og ødelægger.

Men heldigvis kan man forklare ud fra fornuft, og dermed er ydmygelsen en lille størrelse som ikke skader. Men bare en slags cluelessness, eller forglemmelse. Eller en lille smule ligegyldighed. Eller måske en fattigdom. Mental fattigdom.

Jeg læste engang at det modsatte ved kærlighed er ligegyldighed. En ydmygende ligegyldighed. Når man ikke elsker den anden, så er man ligeglad. Hvordan den anden føler og tænker. At forvente at den anden er og tænker som en selv er også en del af det. At man ikke gider eller har kapacitet til at tage hensyn til den anden, er en slags kynisme.

Som i tilfældet i går, når den voksne dame behandlede den lille pige som var hun tænkende som hende selv. Hun tænkte ikke over hvordan en lille ung hjerne og hjerte oplevede hendes skrålen og skældud, foran alle de andre. Hun mærkede ikke eller så, hvordan det påvirkede den lille og formede i en ydmyg situation. To af de andre unge voksne holdt tilbage med tydelig frygt. Bystanders. Den fjerde voksne, en ung mand forsøgte at deltage i den ældres plageri og der hørtes et par gange et dybt skrål med mandestemme “stop nu”. Henvendt til den lille. Understøtter.

Åbenbart har denne oplevelse sat sine spor hos mig. Og fået mig til at tænke på ydmygelsen. Ydmygelsen i situationer, forventninger, mangel på forventninger og i det hele taget i menneskelig kommunikation og væren sammen.

Den ældre dames verden var forstyrret fordi den lille ikke ville (kunne) makke ret og opføre sig som de andre børn og gå pænt ved siden af en anden, som i en flok. Pæn flok. Hendes stramme perfekte eller uperfekte verden blev forstyrret, og hun måtte bruge sin magt og ydmyge. En ydmygelse som rammer hårdere end andet.

Selvfølgelig er der ingen generaliseringer i disse påstande. Dette er alene mine tanker. Og bud. Men ingen sandhed. Men oftest kan det genkendes af nogle.

Men ydmygelsen er til at styre. Bliver man ydmyget nok, så begynder man at se bort fra den. Ser det på hovedet. Vender det imod den anden. Det gør jeg.

Et godt eksempel er, at i flere måneder har jeg sendt pligtopfyldende mindst to jobansøgninger, for at få mine A-kasse dagpenge. Men selvfølgelig først og fremmest til at komme i job. Mange, mange gange har jeg virkelig haft lyst til de jobs jeg søgte og gjort mig virkelig umage for at skrive en god ansøgning.

De første par afslag ramte mig som en våd klud i ansigtet, med ydmygelsen som hovedvidne. Efterhånden som afslagene kom væltende ind i hver uge, holdt det op med at være ydmygende for mig. For jeg vendte ydmygelsen over på afsenderen, institutionen, systemet, samfundet som ikke ser sig snedig nok eller fornuftig til at bruge mine kompetencer som er virkelig mange og gode. Men også fordi jeg i forvejen vidste at netop disse kompetencer skabte en ydmygende følelse hos den anden. En følelse af mindreværd og mindre viden.

Dermed blev ydmygelsen elimineret fra mit følelsesliv, og kastet over til den anden hvor den hører til.

Det samme gælder hvis jeg føler mig ydmyget i situationer som mangel på tak, eller mangel på kommunikation, eller mangel på opmærksomhed. Ydmygelsen hører til hos den anden, som ikke kan. Med kyniskheden som ledende lys. Det er ikke mig der er ydmyget. Den anden må være ydmyget over at ikke have midler og redskaber til at opføre sig anstændigt, som et anerkendende og respektfuldt menneske. Og hvis hun/han ikke mærker ydmygelsen er ligegyldigheden og kyniskheden det ledende element. Moralskløshed.

Disse tanker hjælper mig tit, og især at skrive dem.

Den første nat er overstået. Jeg sov meget og tungt, med min dejlige Pasha i den anden ende af telefonen. Igennem wf. Efter et halvt døgns arbejde og hårdt træning er Han sikkert faldet i søvn plask uden den lille lydige slavinde på kanten af sin seng. Uden hende der dengang fik besked på at vække Ham hver morgen med sin varme, bløde, våde tunge. Et vist sted.

Så er der bare to par nætter tilbage. I dag får jeg småtravlt. Men jeg tænker på den lille der græder sig selv i søvn efter at være blevet taget væk fra forældret, og som så småt kommer sig og danner en hård overflade for at overleve.

Heldigvis er vi/jeg ikke barn længere. Og ved nøjagtigt hvad der sker. Den lille sårbare, blottede skal bare dækkes til i nogle dage, uden dannelsen af hård skal. Bare fordi der skal arbejdes. Ikke fordi der skal opleves eller nydes så meget, men der skal arbejdes.

Lykken er jo et begreb som er så relativt. Den varer ikke evigt hos nogen. Og den er sørme forskellig hos mange. Jeg og min dejlige enearving plejer at sige, at lykken er en følelse. En lykkefølelse. Som er inde i en selv. Og varierer i omfang og tid.

Som nu, har jeg lykkefølelse. Jeg mærker hvordan livet, lydene udenfor og mine potentialer vækker en dyb rar følelse i mig. En lykkefølelse. Og uden min Pasha ved siden af mig. Det er dog lurende i bagtankerne, det øjeblik jeg møder Hans blik og er i Hans arme igen.

Det glæder mig, at jeg har denne følelse. Det er min skat. At kunne føle sådan. At mærke hvordan min kærlighed modarbejder ligegyldigheden, og lader den ikke komme til orde eller til magt. Inderst inde ved jeg at ydmygelsen spiller ind. Den ydmygelse som består af at ydmygt at bøje sig for livet og verdenen. For sig selv og sine brister.

At kunne se ydmygt ud i verden, med blikket klart og nyde hvert øjeblik med forventninger sat i bero. Derfor er ydmygelsen jo så vigtig, og så forskellig. Den er nødvendig. En del af tilpassetheden, dannelsen. En del af at kunne være sammen med andre og leve i et samfund som har sit eget liv, dog uden synlig styring. Et samfund der er tæt og et samfund der fjernt.

Nåh, men nu er det nok med skriverier. Pligterne kalder. Det store grønne svajende træ giver mig altid håb og lyst til livet. Uanset hvad. Det ændrer sig hele tiden, men det er der, som en forbindelse til omverdenen. Dette har jeg her nu, i min hule. Og har haft længe. Mit. Mit liv i min hule.

Der er en hårfin grænse…

mellem det at være en lydig underdanig slavinde og en egocentrisk krævende vanilje-kvinde. Ligesom der sikkert er en hårfin grænse mellem det at være en dominant Herre og en almindelig egocentrisk vanilje-mand.

Den lydige slavinde tilsidesætter sine egne behov. Behov for anerkendelse og opmærksomhed. Hun holder sig tilbage, trækker sig stille hen men undgår dog at lade nogen trampe på sig. Holder sin personlighed i baggrunden. Og har sin Herre altid i forgrunden og i sigte, når hendes handlinger tilrettelægges.

Hvorimod den selvstændige vanilje-kvinde, signalerer tydeligt sine grænser. Ikke alene overfor sin kæreste og mand, men overfor alle andre. Hun fortæller hele omverdenen at hun er selvstændig og uafhængig, med sin måde at være på.

For mit vedkommende, har jeg svært ved at skelne. Hvornår er jeg kæreste og hvornår er jeg slavinde for min Herre. Er jeg kæresten når jeg er hos Ham når børnene er der, eller er jeg slavinden? Eller er jeg begge dele, men med slavinden kamofleret? Og slavinden når vi er gået i seng.

Kan det lade sig gøre at sidde knælende på gulvet på en pude, som kæreste og udvise ydmyghed og underkastelse og samtidig danne grundlag for respekt og anerkendelse fra børnene.

Jeg kan sige at denne hårfine grænse har Herren og jeg ikke talt om. Vi har ikke talt om hvordan jeg skal være overfor Hans børn. Eller om jeg er blevet moden nok som slavinde til at kunne automatisk finde ud af disse ting.

Det samme må være gældende for Ham. Vil Han kunne udvise og signalere respekt for mig som menneske hvis Han samtidig tager mig for givet, og behandler mig som en genstand som er der for Ham.

Så disse hårfine grænser har vi ikke talt om. Vi har bare levet og nydt. Vi har ikke tænkt, at undervejs ville der kunne opstå konflikter alene af den grund, at vi ikke har lært vores roller godt nok endnu. F.eks. at en Herre altid sørger for at Hans slavinde er “tilfreds nok” til at kunne være lydig og underdanig overfor Ham.

Eller at når hun betragtes som Hans dyrbare ejendom, så udviser Han stolthed og kun stolthed overfor andre over at eje hende.

Det samme må være tilfældet for slavinden. Hun må kunne vise sin underkastelse overfor sin Herre, altid, så der ikke vil herske tvivl hos Ham.

Derfor er denne hårfine grænse, hvornår hun mister sin fokus, og vender ind i en vanilje-verden med urimeligheder. Men som Han kan rumme til gengæld.

For et eller andet sted har slavinden de forventninger at det vigtigste er at Han dominerer hende. At det er Han som ved bedst og sætter dagsordenen. Rimelige eller urimelige?

Skal tingene falde på plads og være naturlige og udviklende, så må begge roller udvikles. Den hårde, regelsættende dominans er dømt til at falde om sig selv hvis den ikke er sat ind i en normal og anerkendende sammenhæng. For udnyttelsen bliver negativ, og den hårfine grænse afbalanceres og sætter fundamentet i fare.

Engang sagde Herren til mig at Han ikke kunne læse mine tanker. Men jeg fandt ud af meget senere, at Han forventede at jeg skal kunne læse Hans. Eller i hverfald arbejdede på at lære det.

I den forbindelse får det mig til at tænke, om den ultimative dominans og magt ikke også er, at Herren lærer at læse sin slavindes tanker, så Han kan sørge for hendes behov til en vis grænse? Eller er det bare tiden der afhjælper disse spekulationer? Og kærligheden som som danner grundlaget for den rummelighed der skal til?

Jeg ved ikke om jeg kan sige at Herren er vokset ind i mig, eller om jeg er voksen ind i Ham. I alt fald kan jeg ikke rive mig løs fra Ham, og betragte mig som uafhængig af Ham.

Det lyder måske lidt trist, men når jeg bliver ført af Ham km efter km på cyklen, og jeg lydigt giver afkald på min træthed og smerte hist og pist, så tænker jeg stolt at Han vil kunne føre mig til verdens ende uden at jeg lagde mærke til det.

slavindebehovene dækkes.

Det var en fin dag i går, men dog lidt trist. Jeg havde spurgt Ham to gange om Han syntes det var ok at jeg tog ind og så en bestemt film. Intet svar så jeg tog ind. Imens jeg sad og ventede kom der en sms med spørgsmål om jeg så en bestemt håndboldskamp på tv. Det triste var at Han måske slet ikke læser mine beskeder. Sådan rigtigt. Men lidt senere skrev Han at Han havde lavet en meget god og vellykket ret til sin søn. En ret jeg gerne ville have smagt på. Den anden tristhed ramte mig. Herren har kun to gange lavet mad til mig. Det er mig der skal stå i køkkenet altid. Men Han sagde at Han ville gemme noget til mig.

Tristheden bunder sig i utilstrækkelighed, og mangel på forståelse. Jeg har skrevet det før her på bloggen at jeg bliver helt umulig når jeg ikke er sammen med min Herre. Jeg kan ikke gøre for det. Men at der kommer tristhed og utilstrækkelighed oveni gør mine frustrationer dybere. Jeg trøster mig dog med at jeg ved det ikke er hensigten. Herren kobler af, fra mig. Og sådan virker det. For Ham er det svært at koble af ved også at læse hele tiden mine beskeder grundigt. Men måske læste Han heller ikke den besked jeg sendte, fordi den var med i noget andet på mail. Som Han ikke har nået at læse og lave.

Så min tristhed fordufter pludselig, men jeg tænker alligevel på os. På vores forhold. Ham og mig. Og jeg savner at være på Hans venstre side i sengen. Men ved højre side når jeg går. (Rettet ind). Jeg savner at få lov til at klemme mig sammen på kanten af Hans seng. Vågne sammen med Ham, falde i søvn med Hans lette snorken. Eller bare det at blive taget sovende, hårdt. Som forleden. Jeg savner at røre ved Ham. Men længslen gør gavn, det ved jeg. Og der er kun to dage tilbage. Dem vil jeg også bruge godt.

Jeg har altid været overbevist om, og er stadigvæk, at hvis jeg levede mit liv som ægte slavinde for min Herre, så ville alle mine behov være dækket. Alle. I mellemtiden har jeg spekuleret og været ret frustreret og påstået at mine behov ofte var forsømte.

Dog har jeg ikke været helt afklaret med hvilke behov jeg syntes var forsømte. Og hvilken rolle Herren havde i dette.

Selvfølgelig ville de fleste mene at en Herre eller en mand kan ikke dække alle af sin slavindes/kones behov. At vi var selvstændige væsener og kunne selv dække vores behov. Men sådan er det ikke i vores verden. Herrens og min. For min underkastelse betyder at jeg overgiver min frie vilje til Ham. Og ikke alene seksuelt men hele mit liv.

I starten forstod jeg ikke rigtig meningen af det. Følte det godt nok som noget rigtigt, men forstod det ikke helt.

Men det er lige som tingene er ved at falde på plads. Jeg kom pludselig i tanker om Maslows behovspyramide. Har ikke set den eller tænkt over den siden i min studentertid. Da jeg fandt den på nettet og spekulerede lidt over den faldt tingene så småt på plads.

Hvordan er status i behovsopfyldningen? Og hvordan opfylder Herren  mine behov?

Jeg synes Han er med til at dække alle mine behov, uden undtagelse. Min Herre dække mine grundlæggende fysiske behov. Hvis jeg tænker over de fysiske, så fungerer de bedst med Ham. Søvnen er god, jeg får sex og tit føler jeg at min krop fungerer bedst med Ham i nærheden eller i mine tanker. Jeg synes nemlig selv, at jeg ser smukkere jo mere lykkelig jeg er. Han danner en slags platform for mig til at leve og trives i det primitive.

Min Herre forsyner mig med al den sikkerhed Han er i stand til. Og som er i Hans magt. Dette er dog noget som Han ikke har magt over, altid. Men Han gør sit bedste til, at dette behov dækkes. Han hjælper mig, læser over mine ansøgninger, opfordrer mig og udfordrer. Min Herre tager sig af mine seksuelle behov, men samtidig gør Han det bedste til, at jeg holder min krop i god form. Han opfordrer mig til det. Han får mig til at have lyst til at være fit, og smuk. Og sund. Han lægger mærke til hver detalje. Min Herre ville sørge direkte og meget godt for disse behov, hvis det var nødvendigt for Ham. Som den ejendom jeg er, for Ham.

Det midteste behov i Maslows pyramide er nok det, som min Herre sørger mest for. Han giver mig intimitet og nærhed. Han giver mig følelesen af at tilhøre Ham og være Hans familie. Han giver mig kærlighed. Han sørger for, at jeg er elsket.

Uden tvivl har jeg mærket meget tydeligt her på det sidste, at min Herre giver mig værdi. Jeg har tit tvivlet på denne del. Jeg har klynket og klaget over at mangle respekt og værdi fra Ham. At det ikke var tydeligt at denne del af min liv, var på plads i Hans indre. Min underdanighed og ydmyghed har ofte bevirket, at min følelse for at være ligeværd og hel og god har ikke altid været til stede med Ham. Jeg har enda beskyldt Ham for at behandle mig dårligt og udnytte mig. Ikke på den positive frække seksuelle måde, men på anden vis. Jeg er klar over, at det er ikke tilfældet. Jeg har set i Hans blik, at Han er såret over at jeg beskylder Ham for disse ting.

Jeg har søgt, uden tvivl, at få størstedelen af disse behov dækket gennem min Herre. Respekt fra Ham. Respekt for Ham og anerkendelse. Jeg har nemlig langt fra fået anerkendelse fra andre igennem mit lange liv. Tværtimod. Det er oftest lykkedes mig med min akavethed, at gøre det modsatte. Folk har ikke forstået mig, eller kommet ind til kernen hos mig. Først når folk har lært mig at kende helt, har jeg kunnet mærke denne del fylde i mit liv.

Derfor har det været så vigtig en bestandel i mit liv længe, at kunne præstere. Præstere for at få anerkendelse. Indtil jeg den dag, gjorde mig klar over at jeg havde kastet alt væk og lagt det foran min Herres fødder. Uden at Han måske forstod det og vidste det helt. Jeg havde lagt det i Hans hænder at dække denne del af min liv. Følelsen af værdi, respekt og anerkendelse. Ikke fordi jeg havde gjort det nøjeregnende og bevidst, men bare automatisk. Jeg har nemlig følt, at intet job, ingen mennesker betød så meget for mig som min Herre. Han var min primus motor. Han gav mig lysten, livet og viljen til at være og gøre. For Ham. Præstere for Ham.

Hjernevask troede jeg først det var, men var klar over at det var naturen af min submission og en nødvendig del i min underkastelse. Så den kunne blive lagt ind i mig. For bestandigt. I alle former. Selvfølgelig mærker jeg tit, at fokussen svigter og jeg vakler og lader min mistro og mistillid komme på overfladen. Men når jeg vender tilbage igen, bliver knuden bundet hårdere. Forestillingen om at øve og øve noget sådan, at det en dag er blevet en del af en. Hvis det skal fjernes skal det skæres af ens krop. Groet fast. Denne del er det min Herre kalder opdragelsen af mig. Jeg kalder det oplæringen. Men det er mere end oplæring, det er socialisering og dannelse. Som at blive formet i det billede Han ønsker. Jeg er og bliver modtagelig. Jeg er submissiv af natur, og den der ønsker at være for Ham, altid.

Den sidste del af behovspyramiden, får ikke alle dækket. Der er ikke alle, som oplever en selvrealiseringsprocess. Dette er det eneste jeg tvivlede på i starten. Selvom jeg slet ikke tænkte på Maslow klassiske pyramide. Det er først i går, at jeg kom i tanker om den. Og forsøger at sætte mig og mine behov ind i den. Men denne del, tænkte jeg at var lidt trist hvis jeg ikke oplevede og fik dækket af min Herre. Jeg tænkte at det kunne ikke lade sig gøre at realisere sig selv hvis man var en lydig, underdanig slavinde. En kvinde der giver afkald på sit ego, og lader sit liv i hænderne på en anden. Men netop nu går det op for mig, at netop denne del dækker min Herre. At være i et forhold sammen med Ham, være elsket og påskønnet af Ham gør netop det at jeg realiserer mit liv og mine drømme. Jeg slipper alt. Alle fordomme, al mening, al higen, al moral og lader det gudommelige uerstattelige fange mig og få mig til at være som Han ønsker.

At realisere sig selv er ikke en egoistisk handling. Tværtimod. Jeg realiserer mig selv for at blive bedre for Ham, så Han kan realisere sig selv, med mig ved Hans side. Har man ikke konstateret at det giver lykke at gøre noget for andre. Mit submissive jeg, har altid vidst det. For mange år siden læste jeg mig også frem til det, i filosofiske skrifter og andres tanker. Så det er ikke alene på det følelsesmæssige plan.

I den sidste tid går jeg netop med tanker og gerninger som skal bidrage til min selvrealiseringen. Jeg går og planlægger, strukturerer mit livsværk som har været i maven på mig i mange år. Jeg vil realisere det. Realisere mig selv, i form af et langt projekt som kan bidrage til at udvikle i positiv retning for andre. Og min Herre støtter mig i det.

Han er der ikke altid for at skubbe og styre, men Han giver mig mening og Han giver mig anledning. Han giver mig grund og håb. Bare ved at være der og være som Han er. Jeg gør intet uden Ham. For jeg har klæbet mig fast til Ham, og føler som var Han den bedre halvdel af mit liv :-). Så sødt, men mærker det virkelig. Jeg gør mit yderste til at være den bedre halvdel i Hans liv. Når Han tillader. Så Han kan mærke det. For så bliver Hans magt ultimativ, og Han vil styre mig som var jeg en del af Ham. Jeg har givet mig selv til min Herre som en gave, så Han kan bruge mig til at berige sit eget liv, og samtidig give mig et rigt og dejligt liv med mine behov dækket. Fordi jeg ved at nogle af min Herres behov dækkes, ved at Han dækker mine. 🙂

Er det ikke vidunderligt at kunne tænke sådan. At kunne lade tankerne give én det billede, som gør livet spændende og dejligt at leve. Sådan gør jeg. For jeg ved, at intet her i livet er uden tanker. Og det kød vi fylder på i vores tanker. Alt er fortolkning og oplevelser. Alt handler om at få dækket behovene. Jeg ville kunne skrive i det uendelige og ræssonere om kendte historiske begivenheder, eller en case-study eller bare hvad som helst og få det puttet ind i Maslows pyramide. Motivet og drivet for visse handlinger ville tit kunne spores til netop opfyldelsen af nogle af disse behov. Ikke fordi det er en teori som jeg har gået så meget op i. Den er bare brugt her. Som det klassiske eksempel.

Vi mennesker er så forudsigelige. Det eneste vi er Herre over, er vores tanker. Og i nogle tilfælde over andres liv og krop. Som i min Herres tilfælde. Han ejer også mine tanker. Og Han kan godt lide, at jeg filosoferer og tænker konstruktivt. Han har enda opfordret mig til at bruge bloggen til det. Jeg kan godt lide når min Herre behandler mig som den missing link, hvor Han bruger mig til det, som Han ikke kan eller gider. Hvor Han bruger min viden eller min natur til at tilegne sig selv noget. Det kan jeg godt lide.

Kunsten for mig er at mærke efter min Herres behov, og dække dem. Jeg kan ligeledes bevidst forsøge at dække mange af Herrens behov ved at tænke Maslowpyramiden ind. Bare på en anden måde. Herren fortæller mig i de fleste tilfælde om hvad Han vil jeg gør for Ham, men ikke altid. Han kan være så beskeden. Så er det min opgave at finde ud af Hans behov og hvordan jeg kan imødekomme dem på en lydig og automatisk måde. Det gør jeg også og mærker det i Hans øjne og blik og Hans glæde. Jeg mærker det også hvis det er det modsatte. Og min Herre har heldigvis lige præcis den portion af rummelighed og tålmodighed, til at tiden kan arbejde til begges gunst.

Jeg har altid elsket at lege med tankerne. Lade tankerne arbejde. Jeg kan sidde timevis i toget eller andet sted og bare arbejde med mine tanker. Det er dog ikke værre med en bærbar, eller bare en lille bog og blyant. Desværre afspærrer min utålmodighed mig for at rette på mit sprog, så meningen kommer uhindret til læseren eller lytteren. Min Herre retter mig.

Det er så dejligt at leve, og jeg er så taknemmelig for det. Fordi det er ikke en selvfølge at få lov til det. At leve. Jeg takker for hver dag jeg får lov til at leve. Jeg takker for at få lov til at ældes. At få lov, på mine mellemlange dage, at være sammen med en mand som min Herre. At have den Herre jeg har. Jeg er meget heldig. Og det er ikke en selvfølge at have ressourcer til at tænke sig frem til tingene og udtrykke sig om dem.

Tak.

Sårbarheden ændrer sig ikke.

Nogle gange mister jeg fuldstændig besindelsen overfor min Herre og skælder Ham ud. Siger ting til Ham for at såre, men dennegang følger det sårede udtryk og de sårede øjne mig længere. Helt hen i hulen et par dage senere.

Det skete sidst i forgårs, og jeg vil ikke fortælle nærmere hvorfor. Men jeg blev så lamslået og såret, at det føltes som hele mit liv, mit slavindeliv og alt mit øvrige liv ramlede. Alt fik en anden mening. Jeg syntes jeg havde ret til at være såret, men Herren syntes jeg var urimelig. Vi fik snakket lidt, og Han viste mig den misforståelse som havde forårsaget mit udbrud. Det var godt nok ikke en misforståelse, men en lille detalje som var rettet op på senere.

Jeg blev roligere, og som den submissive jeg er fortrød jeg min reaktion inderligt. Jeg kunne godt have reageret anderledes. Bare snakket roligt og pænt og påpeget at jeg var ked af fordi ditten og datten. Men i stedet røg jeg op.

Dette er den kollosale sårbarhed jeg føler efter at jeg startede med at være Herrens slavinde og slavetøs. Sårbarhed som jeg aldrig har oplevet før. Sårbarhed som jeg ellers ikke oplever så tit når jeg er sammen med min Herre. Men den er der og ruger og arbejder dybt inde i mit indre. Og jeg ved godt hvorfor. Dels fordi min livssituation er stresspræget pga arbejdsmangel og dermed mindre mellem hænderne. Men der er også en helt anden grund.

Jeg tror det er fordi jeg ikke bor sammen med min Herre. Jeg er dybt afhængig af Ham. Hans beslutninger, Hans gestus, Hans måde at være på overfor mig. At ikke bo sammen med Ham er på en måde som en afvisning.

Men som med så meget her i livet, så kan der undgås så mange ting hvis vilkårene og omgivelserne er gunstige. Hvis der ingen grund er til at tvivle. Eller fortolke. Samtidig ved jeg at når jeg er her i min hule, alene, så er det nødvendigt nogle gange. At være sig selv. Være omgivet af sine egne ting. Ikke leve i kufferter og poser.

Det har altid været et problem i vores forhold at jeg ikke har kunnet holde det ud når jeg ikke var sammen med Ham. Min Herre har forsøgt at løse det på alle mulige måder. Og sidst her ved at give mig lov til at komme i Residenzen 2/3 dele af tiden. Dvs 20 af 30 dage i en måned. Ca.

Jeg er også klar over, at det er vigtigt i sådan et forhold som vores, at være ærlig. Lade tankerne komme ud, selvom de kommer i et lille vulkanudbrud, eller på anden vis. Lade tvivlen, misforståelsen, fortolkningen, sårbarheden, forventningen komme ud. Ikke skjule det i det indre. Lige som alle de vaniljeforhold og ægteskaber som opløses fordi tingene er usagte og får lov til at dulme i længere tid. Indtil der ikke er krudt eller vilje til at reparere på misforholdet.

Min fortid består ikke af mange forliste forhold, men det gør Herrens.

Jeg elsker min Herre af mit pureste og uskyldigste hjerte. Jeg elsker manden bag Herren. Jeg elsker Hans liv og Hans fortid. Men jeg vil lære, så jeg ikke begår fejl. Jeg vil også lære for at Han ikke begår de samme fejl som før. Jeg er ved at lære hvilke behov Han har. Og jeg er også ved at lære at ikke alene acceptere dem, men også at kunne tilrettelægge tingene således at Hans behov imødekommes. Men mine egne behov må ikke glemmes. Jeg har tit skrevet og tænkt, at Hans behov er sørget for af Ham selv og mig. Men mine behov er ikke altid sørget for. Og det skal gøres, for ellers kollapser fundamentet.

For længe siden studerede jeg meget begrebet “at sætte sig i den andens spor”. Både læste og enda forskede selv i det. Jeg blev klar over, at det ikke alene kunne være kønsbetinget, men også kulturbetinget. Det kunne også være betinget af den personlige og følelsesmæssige udvikling man har gennemgået i sit liv. Jeg mener at macho-begrebet aldrig må blive så vigtigt, at det, at sætte sig i den andens spor bliver overflødigt. Den empatiske evne. Men selvom det er det, så ser jeg det som min styrke og opgave at følge dette. At gøre hvad jeg kan for at sætte mig i Herrens spor.

Min submission gør det besværligt for mig, nogle gange. For jeg føler for den anden. Det gør ondt på mig at se den anden føle ondt. Men hvis den anden alligevel ikke vil lære men holder fast på sin uskyld og offermentalitet, så bliver jeg vred. Måske burde jeg igen gå udover dette og tænke at det kan så vedkommende ikke gøre for. Man kan ikke slå fornuften ind i hovedet på folk. En dyb medfølelse og empati er bare noget man har og ikke har.

Jeg tror også at prioriteterne i livet er vigtige i denne sammenhæng. Jeg er nemlig klar over, at hvis jeg ikke tænker på min Herre hele tiden, så er blusset ved at gå ned. Men det bliver ikke slukket fordi jeg vil ikke at det slukkes. Derfor er det vigtigt at holde det tændt. Og i et D/s forhold er der fundamentale ting som skal bevares. Fra begge veje. Min del er at bevare min fokus og underdanighed. Det gør jeg også.

Efter et stykke tid med børn og en ganske almindelig vaniljehverdag, med daglige pligter, glemmes det. Som når halsbåndet ikke er på. Så glemmes slavinden. Herren og jeg er klare over det. Og Herren er lige så stor kæmper som jeg.

Alt er så relativt. Alt er så foranderligt. Og uforudsigeligt. Nu har jeg 2 dyrbare dage alene, som jeg vil benytte mig af. Og som mine læsere ville have gættet, så er det vigtigst at bruge dem for at forberede mig og blive bedre som slavinde for min Herre. Men også at opfylde mine behov.

På trods af al dennee ærlige psykoligiske snak, så er det passende at indsætte et smukt billede. Jeg tænker på den tomme stol, når jeg ser dette billede.

Foruden at være sårbar, så er jeg et ekstremt følsomt menneske. I går, da jeg kørte forbi det område/sted hvor min Herre arbejdede på, fyldtes jeg med stort vemod. Jeg følte at nu var Han væk herfra, og ville ikke komme i hulen som oprindelig tænkt. Jeg tænkte at jeg ikke kunne mærke Hans strømme, Hans ånd her i nærheden af min bopæl. Jeg var klar over at jeg havde været stolt af at have Ham i nærheden trods alt. Stolt af at Han betrådte den jord og de stier der er omgivet min verden.

Men samtidig tænkte jeg at Han ville være i området en gang om ugen. Det skal bare siges, for Herren som Han er, tænker over det. Tager hensyn og finder en løsning. Han finder altid løsninger. Men nogle gange er tingene såden i dvale og i bero, og jeg er bare den som er mere impulsiv og utålmodig og skal skubbe til Ham, den rolige og funderende.

En helhed.

I et travlt øjeblik, lige på vej ud af døren for at hente en nær kær slægtning op i lufthavnen, tænker jeg om der er plads til både Hans og mine særheder.

Finde frem det brune bælte, så det matcher helhedsbilledet. Tænker at udover tørklæderne må jeg have styr på bælterne. Bare kunne gå til det.

Ja der er plads til begges særheder. Det skal det være. Tingene kommer på prøve. Hvor det virkelige jeg kommer frem, og får lov til at udfolde sig. Ligesom Ham i nat…Hmm…det er særheder som der skal være plads til.

Jeg føler mig helt fri, når jeg tænker sådan. Tænker at der er plads til begge. Tilfredse. Nydende.

For jeg vil have Ham som Han er, med sine særheder. Og Han vil have mig som jeg er, med mine særheder. De første tre måneder er gået. Jo dybere vi kommer ind til hinanden bliver vi mere knyttet. Mere tilfredse. Mere rolige.

Han ved, at mine fantasier har ingen grænser når jeg er sammen med Ham. Han ved, at Han ejer mig med hud og hår i bogstavelig forstand. Med alt det indebærer. Han ved også…

Der er så meget…

Der sker så mange positive ændringer i vores liv i øjeblikket. Herren skifter til et nyt job og jeg…ja jeg…finder ud af tingene og hvad det er jeg vil efterhånden. Finder ud af at det at tjene penge behøver ikke at være det samme som at nyde livet, og gøre det man vil. Kortlægger det.

Det er ikke så svært. Fortsætte der hvor jeg startede for mange år siden. Jeg har længe betragtet livet som i en roman. Med kapitler. Pudsigt nok, nævnte Herren det også forleden dag. Et nyt kapitel, sagde Han. At man selv er med til at konstruere en del af det. Men meget kommer an på tilfældigheder. Hver dag bliver pludselig dyrbar.

Ydmygt knæler jeg i mine tanker foran Herren og tænker hvor utrolig dejligt det er at vi er sammen. Selvom vi ikke er sammen lige nu, fysisk. Jeg mærker det dog. Vil ikke lade mine vinger stækkes, men huske mig på at…

Jeg tænker på hvordan vi kan komplimentere hinandens liv. Hvad jeg kan gøre for Ham og hvad Han gør for mig. Jeg må gøre mig ekstra umage at gøre mere for Ham, behage Ham og glæde. Jeg fyldes med dyb tilfredshed, ved tanken om at jeg er ved at komme nærmere. Elsker mere og mere det inderste. Glæden. Bekymringerne. Der er bare så meget der skal læres. Der er så meget der kan gøres.

Endnu engang tænker jeg på hvordan jeg har lagt mit liv foran Hans fødder og underkastet mig. Jeg tænker på at før troede jeg at det var svaghedstegn at føle sig ufuldkommen uden en mand. Men nu synes jeg det er styrke. Nu mærker jeg og ved, at det er styrke. For i forbindelse med min erkendelse hvor jeg vil hen arbejdsmæssigt, kom jeg til at tænke på min gode sparringsparner dengang. Alle de ting og alle de meninger vi havde sammen. At være kvinde var stærkt, hvis man ikke forsøgte at være mand.

Pludselig føler jeg at jeg er faldet af vognen. Og jeg ved nu, at den kører forbi igen nu. Og jeg må hoppe på. Og jeg er hoppet på. Jeg ved det. Og jeg ved også at meningen med så meget var at falde på Hans vej. Være der hvor Han kunne finde mig. For jeg vil findes. Det går nemlig også op for mig, at mit kvindesind er og vil ikke være anderledes. Han skal være den som dominerer, bestemmer og har det sidste ord. Han skal være min beskytter og livgiver.

Jeg kan blive ved med at ytre min taknemmelighed.

Dette billede er så passende fordi … jeg vil. Husker da jeg fik blindfold første gang. Så skete det. Starten på min underkastelse. For jeg er den type at jeg aldig ville overgive kontrollen medmindre…ak…livet er så dejligt. Jeg får lyst til at give. Give Ham noget. Ved godt hvad jeg kan give nu. Og jeg giver det.

Forskellige ord og balance.

Det lykkedes for Ham. Han fik det Han ville. Og Han fortjente det. Og jeg vil gøre alt for at Han kan glæde sig over det. Og jeg glæder mig over det for Ham.

Det bliver så snart min tur. Min tur vil komme. Det ved jeg. Jeg tror på det. Jeg tror på mig.

Men tror jeg på at fordi det lykkedes for Ham og kan ændre Hans liv, at det så vil ændre mit? Have betydning for mit?Betragter jeg mig som en del af Ham? Som Eva var lavet af ribben af Adam?

Der er nogle ord der spøger i mit indre. Ord som jeg fik fra et foredrag forleden. Ord som hører til indtægtssiden på et trivselsregnskab. Ansvar og ejerskab. For sine tanker og følelser.

Da jeg overgav mig og underkastede mig Hans vilje, overgav jeg så ansvaret og ejerskabet for mine tanker og følelser til Ham?

For mig er det et godt spørgsmål. For hvad driver urværket?

Et andet ord som spøger er, anerkendelse. Kan jeg mærke mig anerkendt af mig selv? Eller skal jeg have den udefra? Fra Ham? Vil jeg og ønsker jeg at være så afhængig af Ham, at mit liv og velvære kommer an på Ham? Eller har jeg ikke noget valg, når jeg har overgivet mig?

Det sidste ord der spøger i mit indre er succes. Hvornår har jeg success? Hvornår føler jeg at jeg har success? Når jeg har vundet? Eller når jeg har fået noget? Eller kan jeg skabe min egen success indvendigt, over andre ting? Over at mine indre mål, lykkedes? Eller har jeg bare succes når jeg kan glæde Ham og behage?

Disse fire ord, ansvar, ejerskab, anerkendelse og succes er på indtægtssiden, og udgifterne er mange. Udgifterne har i flere år for mig været større end mine indtægter. Skal jeg nu til at øge mine udgifter, eller skal jeg forsøge at øge mine indtægter?

Kan jeg skubbe det lidt endnu, fordi jeg ved at mine aktiver er så store og mine passiver så små? Kan jeg skubbe det lidt endnu?

Måske er den beslutning ikke min at tage. Måske skal den stilles foran Ham for at beslutte. Måske skal grænserne og linierne klargøres, så jeg ved hvad jeg skal.

Det er lige om hjørnet. Et ånddræt fra. Bare små skridt. Lige der. Nærmer sig. Det er der. Det ligger i livsglæden.

I virkeligheden kan jeg sige at min succes ligger i at det også lykkedes for mig. Mine mål. Mine mål var indvendige. At overvinde mig selv, overgive og afgive kontrollen over mine følelser, tanker og liv. Og det er lykkedes. Derfor har jeg success. Og jeg ser det og anerkender mig selv for det. Og jeg står frem og indrømmer at det alene er mit ansvar og min ejerskab. Af min success.

For jeg satte de mål oprindeligt. At blive en bedre slavinde. At overgive mig, afgive kontrol. Jeg er i bund og grund et menneske der vil have kontrol og dominere. Ikke mennesker men situationer. Og jeg satte mig på et tidspunkt et mål, at afgive dette, da det var nødvendigt for at kunne give min Herre magten og kontrollen. Det Han havde brug for. Og jeg har gjort det. Det er lykkedes. Jeg havde det i mig, submissionen. Men nu har jeg givet mig væk.

Til tider føler jeg at grunden under mig skrider lidt. Især når jeg er alene. Derfor må jeg bede nu, min Herre, om at samle mig. For jeg er jo Hans. Jeg er Hans ejendom. Jeg må bede Ham om at samle mig så jeg kan finde trivslen. Finde vejen. Jeg ved at Han vil gøre det. For nu kan Han få ro, for det er lykkedes for Ham.

Jeg ved at i den kommende tid, skal Han have ro. For alt nyt kræver energi og åbne tanker. Derfor vil jeg ikke belaste eller tage mere end nødvendigt. Jeg har så tit sagt det, at jeg kan nøjes med kærligheden, og den får jeg.

Lidt mere end et døgn, så står jeg der foran Ham og ser ind i de varme dejlige øjne og mærker Hans hånd.

Normalitet.

Kan man kalde det normalt, at kunne lide at få smæk i enden med spanskrør, blive ydmyget og få stukket en pik op i munden. Eller få en gag på og blive bundet og brugt. Eller at udøve disse ting.

Normalitetsbegrebet har altid interesseret mig. Fordi det er så relativt. Bundet til kultur og tid. Engang trak manden en kvinde på håret i den ene hånd og havde en kølle i den anden.

Det man accepterer er så normalt. Jeg har til gengæld aldrig brudt mig om begrebet unormal. Har sådan en dømmende stigmatisering. Men har dog læst fra a-z en lærebog der hedder “abnormality”, i sin tid.

Imens jeg pulser løs på maskinerne for at producere endorfiner og få formindsket fedtlaget, tænker jeg om det er normalt at flirte på arbejdspladserne. Er det normalt at flirte hvis man har en partner og er forelsket? Er det så ikke mentalt utroskab?

Tænker bare, når jeg pulser løs og mærker blikket på mig. Og forsøger at lade “O-ringen” være i syne. Vise at jeg er ejet. For mig er det nemlig normalt, at ikke flirte med mindre det er ønsket. Ellers siger min samvittighed at det er bedrag. Er jeg derfor unormal?

Har dog altid kunnet lide at udfordre. Udfordre skæbnen og alt muligt. Men kan også lide den trygge bløde plads hos min Herre. Og i disse dage har jeg været i lidt krigshumør, hvor der strømmer glødende lava i undergrunden. Har måske bare brug for smæk.

Dette billede elsker jeg. Det er et af de første billeder jeg fandt på nettet efter at jeg startede mit D/s forhold til Herren. Det er smukt synes jeg, men det er absolut ikke normalt. Men er det acceptabelt? Måske ikke i lille DK men andre steder:

Roen falder over alt.

Efterhånden som roen falder over mig og min slavindetilværelse, så opdager jeg nogle ting ved mig selv og min Herre.

Jeg blandt andet har opdaget at Herren har lige så meget behov for at opleve sin magtanvendelse med BDSm som jeg har behov for at mærke min plads. Det kan jeg se på Hans ansigt. Det glattes ud og bliver drenget og afslappet. Og jeg mærker den dybe ro. Den dybe ro som jeg mærker når visheden øges.

Så har jeg opdaget at jeg kan godt begrænse mig, med færre ord. Og derfor sletter jeg og skriver igen. Det er ok. Det er min blog.

Jeg kan igen strukturere mine tanker og gøre dem tydeligere. Og når jeg udfordrer min Herre, så ønsker jeg grænser af Ham. At komme på plads, på Hans måde.

Så bliver jeg igen lydig og underdanig. Som jeg vil være. Og som Herren vil at jeg er.

En dag vil jeg vente med at udgive en tekst indtil jeg er tilfreds,  i stedet for at slette. Der er meget jeg vil dele, men må sortere ud og overveje. Bruge så min dagbog, til personlige overvejelser.