Mangel på bakgear, trend eller bare en identitetskrise?

Nu når jeg officelt er blevet en forfatter, uden at denne blogs læsere kender til min identitet, har jeg tænkt om jeg skulle lukke denne blog eller bare lade den stå.

Besøgsstatistikken siger mig at jeg skal lade den stå. Men ikke i uforandret stand. Selvfølgelig bliver det anonymt dvs det er stadigvæk Hara der har bloggen. Hara er der også. Helt sikkert. Jeg er Hara men nu med stort.

Men jeg tænkte på layoutet. Jeg startede på at se på de links jeg havde på forsiden. Hmmm… der var faktisk kun ca 10 % der var aktive og måske halvdelen af dem havde ikke skrevet i meget lang tid. Så den går ikke rigtigt. Jeg er nødt til at ændre linksene til noget andet end links til andre SM sider.

Måske opskrifter eller avisartikler haha…???

Så tænkte jeg med layaoutet. Jeg tror jeg lader den røde layout med den lænkede kvinde stå. Og jeg tænker, at jeg ikke vil sortere i det sådan at der er links til det ene eller det andet. Jeg tror ikke at jeg gider at have en opskriftsblog selvom jeg hele tiden kopierer opskrifter selv som jeg sjældent bruger (madmor).  Jeg tror heller ikke at jeg gider have sådan en mode/tøj blog selvom jeg bruger masser af tid til at se på tøj og nogle gange bestille på nettet.

Hmm…hva’ så?

Det bedste ville nok være at fjerne alle de inaktive links, hvis jeg kan finde ud af det. Og så bare skrive som jeg gør nu. Og så se tiden an.

Min Herre siger at jeg skal bare lade det være og skrive når det passer mig.

Det er måske det jeg vil. Så kan læserne klikke ind på alle de inaktive links og være heldige at ramme på den der er aktiv eller har været for et år siden haha. Men så kan jeg også historisk set tænke tilbage med melankoli.

Hvorfor ikk?

Pointen er ,at jeg gider ikke skrive medmindre det er noget jeg synes er interessant. Og pointen er, at jeg holdt op med at skrive i sin tid fordi der aldrig var feedback. Så måske skal jeg bruge denne her blog som en slags “skraldespand”…hahaha…

La’ alle mine frustrationer ud og alle mine glæder… ja hvorfor ikke?

Og tænke hvad er det jeg vil opnå med at skrive. Få seertal, tjene penge, eller bare få lov til at bruge ord og ytre mine følelser og tanker uden at det skal være med i produktionen.

Så lad os være ved det. Tænker jeg.

Lev vel.

 

 

Min egen store verden…

…som stadigvæk er som en slavinde for min Herre.

Tingene ændrer sig, livet går sin gang og vi udvikler os på så mange måder. Hele mit tidligere slavetøsliv og senere mit liv som slavinde var på en måde et slags rollespil og leg med begreber og livets udfordringer.

I dag er det internaliseret. På den måde at jeg stadigvæk vil knæle for min Herre, kysse hans fødder og slikke hans pik når han ønsker det.

På trods af at jeg er mange hundrede procent den ligestillede kampkvinde som ser på at kønnene skal have lige vilkår uden kuelse af nogen som helst art. For mig ville det være højt forræderi at påstå at jeg var mindre stillet end en mand. Med mit intellekt og min uddannelse står jeg lige med hvem som helst, være det mand eller kvinde.

Men min Herre, min ægtemand, tænder på at kvinder er underdanige. Derfor er det min pligt og min interesse at bøje mig for ham og give ham ret fordi jeg elsker ham og vil at han har det godt. Det betyder ikke at jeg ikke har min mening. Tværtimod. Han accepterer og kan godt lide at jeg kan argumentere for de ting jeg mener. Men jeg har ikke lyst eller intentioner at dominere Ham. Forstået på den måde at jeg får ikke noget kick ud af at bøje ham eller nedværdige ham. Jeg har på ingen måde lyst til at være vinderen eller at have ret.

Da vi spiste kylling her til aften sluttede vi, som så ofte, med at knække ønskebenet. Jeg sagde til min Herre som så ofte før “husk hvis du får den tykke side så skal dit ønske dreje sig om andre, ellers går det ikke i opfyldelse”.

For mig er den uselviske måde vejen til lykken. Man kan nok kende hele manuskriptet og kunne sige hvad andre vil høre men dagens retsag er for mig et tydeligt tegn på menneskets snogede måde at tænke på og manipulere andre.

Endnu engang er jeg blevet bekræftet i at selvkoncentration og at ville høre sig selv tale eller for den sags skyld skrive for ens egen skyld er ikke bare en skavanke men en slags forstyrrelse af identiteten. Uden at ville psykologisere det betyder det for mig at man halter og har brug for hjælp.