At kæfte løs…

om alting. Det kalder Han det. Jeg kalder det andet. At være uforskammet. Og miste fokussen fuldstændig som slavinde. Og kæfte løs. Ja sige ting som godt kunne være sagt, men på en helt anden måde.

Jeg ved godt hvorfor. Fordi jeg har udskudt en opgave som tager ca 3-4 timer og skal laves inden ferien. Og ferien starter i morgen. Akkurat den samme følelse som at udskyde en stil til sidste minut.

Men nu lader jeg det gå ud over Ham. Forgifter atmosphæren, ved at have mening om banale ting og kæfte løs. Så Han ikke engang for lov til at svare.

Heldigvis ser jeg det meget hurtigt. Og jeg fortryder inderligt. Og beder om tilgivelse og får den. Men fortrydelsen går dybere fordi jeg skuffer Ham. Gør Ham træt og irriteret.

Da vi kyssede en godnat kys uden sex i nat, vidste jeg at jeg ville ligge vågen. Og Han sove. Min dårlige samvittighed ville nage mig, og jeg ville føle mig uduelig.

Men lige inden jeg faldt i søvn kom jeg i tanker om det dejlige lys. Alt det dejlige livet havde at byde. Og jeg tænkte endnu engang at der er plads til det her.

Det var også det sidste Han sagde til mig i morges når Han forlod Residenzen. Han spurgte mig hvad jeg skulle lave i dag. Og jeg svarede at det var de opgaver som har deadline i dag, og er blevet udskudt. Det gjorde Ham tilfreds og det milde bestemte smil kom igen på Hans ansigt.

Så de næste mange timer. Opgaver. Og så vil jeg mærke lettelsens sus. Og tænke at i morgen starter 3 ugers ferie for en ledig. En uge ud at rejse med børnene, en uge i Residenzen og så sidst en uge sammen med Herren til vores yndlingsby.

Jeg er blevet så dygtig til at vide hvad grasserer i min samvittighed, mit hoved og mit følelsesliv. Og der er en ting til, som jeg ikke kan gøre noget ved. Og det drejer sig om dagen i morgen og overmorgen. Men det vil jeg have ordnet også med min samvittighed i morgen.

Det står mig ikke altid klart hvad er starten, hønen eller ægget. Min submission og mine stærke følelser og sårbarhed. Min trang til at overlade ansvar til Ham. Og modtage og modtage når jeg føler mig tappet. Men jeg ved at de næste mange timer, når jeg laver mine opgaver vil give mig energien igen. Og heldigvis er det nogle opgaver jeg kan finde ud af at løse.

 

Mit livs klimaks.

Her i august måned er der tre år siden Herren og jeg talte om at indlede et uforpligtende seksuelt forhold sammen. Det blev dog først fuldbyrdet i oktober samme år. Med den tydelige klausul fra os begge, at holde os væk fra forelskelse og at flytte sammen. Det ville kun volde smerte. Jeg tror ikke der var gået et år siden Herren blev skilt, hvorimod jeg havde væet alene mange år med min datter.

Meget hurtigt fandt vi ud af at forholdet skulle være et D/s forhold. Første gang vi var sammen, sad jeg på sengekanten af Hans seng og forestillede mig den underdanige kvinde der gør alt for sin mand. Herren havde da forsigtigt ytret sig om sine fantasier og ønsker om en kvinde, som så matchede det billede jeg gjorde dengang i mit indre.

Allerede anden gang vi var sammen, fik jeg et bind for øjnene og mærkede for første gang hvordan mine sanser blev udfordret af min Herre.

Siden har vores forhold udviklet sig. Vi er dog blevet forelskede og arbejder på at flytte sammen. Herrens strategiske natur og min strukturerede sans bliver sat i brug, hvor vi leder efter vores livs drøm, som er fælles. Vores drømmehus. Det er helt fantastisk hvordan vi er enige, og hvordan vores drømme og billeder forenes. En serveringslue…ak…og alle de andre detaljer…et værksted…hmm…begge har det i hænderne…mulighederne…på hver sin vis…i forening.

Jeg kan sige at dette er mit livs klimaks. Mit livs drøm. Mit livs lykke. Som et eventyr. Med en klog, smuk, dejlig, blid, dominant og meget omsorgsfuld mand, min Herre.

Udfordringerne er mange. Der er mange grænser der skal flyttes. Der er meget der skal rykkes, men aldrig så hurtigt at det overgår min Herres perfektionisme og Hans ansvarsfølelse. Efterhånden som Han overtager sider af mig, så forlader jeg kontrollen og sætter min energi et andet sted.

Herren har altid brugt sammenligningen med at løfte en flig af det der er muligt. Jeg ved ikke hvor vi er nået hen nu, men vi er enige i alt. Jeg har ikke så mange ting længere som er vigtigere end at tilpasse mig og underkaste mig Ham. Hvis der er noget, er det en kvindelist at få Ham til at acceptere og forære mig det jeg ønsker.

Mit liv er blevet så enkelt men så kompliceret, fordi der åbnes flere døre hele tiden, efterhånden som andre døre lukkes. Det er som brikker som falder på plads, i mit liv i hvertfald.

Utvivlsomt er det lidt anderledes for Herren, fordi Han har fået flere forpligtelser ved at have mig som sin slavinde, men derimod tror jeg Han ser chancen for at overgive noget af sine daglige hverdagsting i de kvindelige hænder. Og lade sin kvinde give Ham det der manglede i Hans liv, omsvøbt med kærlighed.

Vores forhold er ikke båret oppe af seksualiteten alene. Der er kommet andre vigtige ting ind, og der kommer flere og flere. De kommer som i etaper eller i spring men dog langsomt udviklende. Der er ikke længere fetisher og ydre stimulanser som kører det hele, men en indre drift som igen forenes med min dominante Herre.

Jeg lærer min Herre mere at kende med hver dag, og Han sikkert mig. Alligevel har vi taget en beslutning, uden forbehold. At tage risiko er et begreb jeg ikke bryder mig om, for livet er risiko. Det skal leves. Det har været vigtigt for mig at kunne se for enden af tingene, en varighed.

Men beslutningen alene er enden. Enden på et kapitel, og starten på et nyt. Sådan har mit liv altid været. I kapitler. Også for Herren, uden at Han har set således på det.

Springet er stort for os begge. Men uanset D/s eller ej, så er det vigtigt med at to styrker bliver sat sammen i en, i stedet for to vildtfarende seperate.

Min ejer, min Hersker, min Herre vil jeg altid knæle for og beundre. Jeg vil altid gøre mit ypperste til at behage Ham og øge Hans velvære. Jeg vil altid bruge mine tvivl til at lære af, og styrke Ham og os.

Ventende parat…

Det har altid været sådan, at jeg har ikke sex med min Herre, medmindre Han har lyst til det. Det vil sige at Han er i det lune, at ville have sex. Jeg kan selvfølgelig altid sige til Ham at jeg trænger eller har brug for. Det hidser Ham som regel op, og for det meste i den sadistiske retning.

Men selvfølgelig kan jeg lokke Ham og forføre, for at få Ham til at få lyst. Det gør jeg tit. Han forventer at det er min opgave at gejle Ham op. Hvor Han ligger passivt og bliver betjent.

Jeg har en helt speciel måde at gøre det på. Hvor jeg driller Ham og pirrer, indtil Ham befaler at jeg skal bruge munden eller gøre andet. Nogle gange hiver Han bare i mine hofter og løfter mig op så Han har fri adgang.

De gange hvor jeg bliver vækket hvor Han bare trænger ind, hvor Han formentlig har smurt mig hurtigt ind i sit mundvand, er de gange som har givet mig stooor nydelse og gjort mig lynhurtigt klar.

For efterhånden er Han holdt op med at spørge om kussen er klar. For det er den altid. Der skal ikke så meget til. Som at smøre en maskine så alt kan glide let.

Jeg bruger sjældnere dildoer eller legetøj, det er bare noget som er styret af min Herre. Jeg har slet ikke adgang til hjælpemidlerne, de er nu kommet i en lukket kuffert efter at have været i kassen. Det eneste som er inden rækkevidde er tryllestaven, eller the magic wand. Den kan jeg heller ikke bare frit benytte mig af. Det er kun med tilladelse fra min Herre eller befaling fra Ham.

Efter daglig intens træning, styret af Ham på tidligere tidspunkt, så lærte Han mig at styre mine kusse-muskler, så de til hver en tid kan stramme om Ham og give Ham nydelse. Og selvfølgelig mig selv.

Det der får mig til at skrive dette nu, er denne søde forventning jeg har nu. Et godnat i aftes uden sex, men med en forventning da Herren sagde, at jeg skulle have halsbåndet på i dag. Det har jeg ikke haft på et stykke tid fordi børnene har været her. Jeg tog slet ikke om Ham som jeg plejer for at gejle Ham op og pirre, fordi jeg vidste at Han skulle meget tidligt op.

Tanken om tryllestaven kom automatisk op i mit hoved, da jeg vågnede her til morgen. Men jeg skubber den hurtigt væk igen. Det er ikke min lyst og orgasme, men Hans. Jeg må vente på Ham. Jeg mærker hvordan det kilder,  ved tanken. Og jeg ved at jeg vil mærke den hele dagen.

At restituere…

Det har meget ofte voldt mig store kvaler og bekymringer, når min Herre har haft behov for at restituere. Dette har så sket ved, at når Han har været uden børn, så har Han også villet være uden mig. Eller Han har lavet det skema over hvornår jeg skulle være i Residenzen således, at Han fik nogle dage til at restituere alene.

Det der menes med at restituere, er at være alene, sig selv. Ikke at behøve forholde sig til andre mennesker her i Residenzen. Hverken Hans børn eller mig, Hans slavinde.

Vi fik snakket lidt om det, i forbindelse med at flytte sammen. Jeg har nemlig tit tænkt, at der ligger jo ikke nogen alvor i, at vi skal flytte sammen, hvis Han stadigvæk har behov for at restituere. Imens vi cyklede i går, sagde jeg til Ham at jeg skulle opdrages til at acceptere og respektere Hans behov for at restituere.

I dag da jeg vågnende forstod jeg det godt. Han var på arbejde, børnene var taget afsted og jeg var alene. Vi havde været til en lille familiekomsammen i aftes og jeg mærkede hvordan det kunne tage på én, at være involveret i familien, ex-en, børnene og så mig som en kæreste. Jeg mærkede en vis træthed da jeg kiggede på den lille vaskebunke, gulvet som trængte til at støvsuges og tænkte at jeg havde rigtig meget lyst til at hvile mig. På en anderledes måde. Læse og slappe af.

Men jeg har været så heldig at få lov til at være hos min Herre uafbrudt i disse dage. Jeg er meget glad for det og uendelig taknemmelig. Samtidig har jeg tænkt, at det måske også er nødvendigt at vi afprøver alle sider af vores forhold. Skilles ikke når vi er blevet lidt trætte “af hinanden”, men tager den der.

Jeg ved at jeg ikke bliver træt af min Herre. Jeg savner Ham så inderligt nu, men Han tog meget tidligt af sted. Og Hans behov for at hvile sig og restituere skinnede af alle Hans bevægelser. Og jeg ved at selvom børnene er meget dejlige, så er det trættende at have dem længe. Og måske også en slavinde.

Derfor kommer jeg på min slavinde-prøve nu. Være stille, tavs, rolig, undedanig og ikke mindst servicerende overfor min Herre. Vise Ham hensyn, gøre hvad jeg kan til at give Ham energi i stedet for at tage. Øge Hans velvære.

Jeg ved at den måde er den eneste måde for at øge min velvære. Øge min trivsel og give mig energi igen. Jeg ved også at her skal det leves og prøves.

Beskyttet: Skriverier af erotiske noveller.

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Adgangskode:

Anerkendelse og opmærksomhed.

Nogle af de vigtige ting for mig som slavinde er at få anerkendelse og opmærksomhed fra min Herre. Helst ville jeg hver dag at Han sagde til mig at Han syntes jeg var dejlig, smuk og sexet. Og at Han elsker mig.

Jeg har tit analyseret dette behov. Først sygeliggjort det, så gjort det til nogen slavinde-kvinde ting. Men nu er jeg ved at acceptere at dette er et behov jeg har, vanilje eller slavinde. Sådan er det.

Mit problem er bare at hvis jeg ikke får det, så kan der falde en spydig bemærkning på min Herre.

Det var det der skete lige inden vi skulle sove. Jeg mærkede på Hans krop at Han tog det nær, men Han faldt i søvn omgående. Enda meget træt.

Jeg til gengæld lå længe vågen. Først meget ked af det og såret. Så lidt vred, men til sidst tænkte jeg “Han er squ da bae en mand”. Selvom Han er den dejligst Herre på jorden.

For jeg havde selvfølgelig en dårlig samvittighed, som sædvanligt. Men kom dog i tanker om at jeg trods alt havde sagt til Ham, at jeg var fuldstændig vild med Ham. Lige inden Han faldt i søvn.

Jeg er sikker på at min Herre lærer en dag at anerkende mig og vise mig den opmærksomhed, som Han synes er nødvendig for min trivsel. For det tager lang tid at lære hinanden at kende, sådan rigtig indvendigt.

Det nemmeste, derfor, for mig er at have fuldstændig tillid til Ham og tro på Ham. Der er så meget vi har gang i og tænker og planlægger. Bl.a. er vi begyndt at kigge på hus, sammen.

Jeg mener, at man skal tage konflikten når den er der. Ekspedere den inden den bliver til en stor bombe. Selvfølgelig lærer jeg at ændre mig hele tiden. Men der er noget fundamentalt i mig, som nok ikke er til at ændre. Det skal bare komme frem og anerkendes.

For jeg ved at opmærksomhede, er ikke for at jeg kan få et ego-boost, men mere at vide konstant at Han vil mig og kan lide mig. Det er mit livs-foder. Fordi jeg har underkastet mig Ham og er afhængig af Ham som kvinde og menneske.

Den konstante årvågenhed…

Hmm…nu har Herren købt en ny læderpude til mig til at kunne sidde på, på gulvet. I stedet for i sofaen ved siden af Ham. Den skal afprøves. For Herren foretrækker at jeg sidder på gulvet på en pude. Og hvis det var ville Han gerne at jeg også sov på gulvet i en kurv eller puder, eller hvad det kan være.

Derfor lægger jeg mig altid på kanten af Herrens seng, med hovedet på min pude midt for. Mine fødder berører let kanten af fodenden. På den måde ligger jeg aldrig med hovedet imod Hans hoved. Dette var noget jeg selv fandt på. Det var nemmere, det føltes mere underdanigt og så har Herren mulighed for at brede sine arme mere ud, der hvor mit hoved ellers ville ligge.

Og så er det også nemmere for mig, at vække Ham om morgenen som Han vil. Når jeg mærker at Han er vågen og Han er begyndt at mumle lidt, ser Han ned på mig og jeg op til Ham med smil. Sådan et kendetegn om at Han er parat.

Vores foretrukne livsstil skal altid huskes igen af os begge. Vaniljelivet tager over, og jeg bliver ulykkelig af manglen på kontrol, fører mig op på skaftet og alt får en snebolds-effekt. Heldigvis kender vi det, og tilpasser os hinanden.

Men slavindelivet kræver også en del kontrol og styring. Dvs. at huske, at vide på forhånd og ikke mindst at være tålmodig når Han flyttes fra sporet. Det er en kunst at hjælpe Ham på det igen, uden at Han skal vide det.

For en slavinde fungerer ikke uden en Herre og en Herre fungerer ikke uden en slavinde.

Endnu engang afgives der kontrol…

Hun trak sine fødder under sig og listede hånden foran munden. Med håndfladen vendt mod Ham, som var hun genert. Men det var en automatisk reaktion, som skjulte ikke de tårevædede øjne som lyste af glæde, men ikke sorg, da hun hørte ordene “hun mangler styringen fra Ham”.

Midt i kaoset af tanker, dukker der genkendelige ord fra andre, som fortæller mig at jeg ikke er alene. At det er en særlig verden, helt speciel. Anderledes end den vaniljeverden tusindvis lever. Og at den kræves konstant arbejde og overvågning.

Denne overvældende følelse af manglende gnist, som havde forstyrret det ydmyge sind,  ændres så småt. Til sorg. Og glæde. Så ville hun snart indfries fra sit bur og kunne puste til ilden så der kommer mening igen i tingene. 

Jeg tænker på filmen “A dangerous Method”. Hvor Jung sagde et sted, at han troede at alt havde en mening og betydning. Hvorimod Freud affejede det som parapsykologisk pladder i videnskabens navn. Modsætninger. De uforklarlige og de forklarlige.

Troen på, at alt var på den rette vej, forstærkedes. Hun var klar over, at hvis hun satte ord i Hans mund, så var det hendes egne tanker og hendes egen forventninger. Projektion. Tavsheden skulle fyldes ud, for at få mening for hende. 

Denne dobbelthed. Som jeg består af. Endnu. Indtil videre.

Hun vidste at det var ok. Sådan skulle det være. Endnu engang afgivelse af kontrol. Lade Ham sætte dagsorden og bestemme farten. Overgive sig selv, og ydmygt bøje sig for sin egen impulsivitet og indrømme for sig selv, at hun skulle bare sige det, men ikke skrige det. Fortælle om det. 

Ordene danser og leger med mit sind i øjeblikket og jeg er klar over at tiden er inde til at skrive på et kapitel. Lade solen skinne og bruge de positive enorme energier et andet sted. Placere dem der hvor Herren, netop i går, sagde at hun skulle placere dem. Måske kunne det være en kilde.

Men Han havde lovet at ville overtage styringen igen nu. Tiden var inde. Hun ville hjælpe Ham. Knæle for Ham. Huske Ham på, når hun kyssede Hans hånd og så op på Ham, at hun var Hans. Hans slavinde. Med hud og sjæl.