Dagen lurer med sine smilende billeder og solskinsbelagte lykke. Ugen startes med travlhed, poetisk og faglig skriven og nye tanker som kigger frem fra de lukkede vinduer, der åbnes på klem.
Alt får en værdi. Også udtrykkelsen. Meningen. Brugbarheden er tydelig, men en skjult hensigt gemmes bag den. For det fattige liv ville knuses i mange splinter hvis det blev kastet op i luften, skudt efter og faldt til jorden igen. Det ville dog samle sig men endnu mere fattigere. Med splintrene overalt, umulige at samle.
Verden venter stille, efter den lille der sidder på hug og praler af sine storslåede ideer som er sat i hylder i samlingen. Øjnene stirrer op i himlen for at se billeder i skyerne som kunne give næring til fortsættelsen. Det store træ der bevæger sig i vinden, rusker sindet og sætter støj på linien som vil være intakt. Små trippende trin høres i baggrunden, ædle trin som satte billedet i fokus og gav det mening.
Ordene strømmer i alle retninger. Bliver fanget hist og pist. Proppet i bokse og sat ud af funktion med forklaringer om genbrug og udnyttelse senere hen.
Dagen lover godt. Den fortæller den ydmyge at livet er lovende og tillidsfuldt. Der sættes et bånd i kæden, for at formindske køen til det uendelige. Øjnene lukkes lidt til og fortæller hjernen at der skal udføres pligter. Svære og kedelige pligter, som er bare som en pudsecreme til skoene, for at få dem til at skinne. Men hellere med skinnende sko end matte kedelige.
Livgiveren er der et sted. Har gjordt rede for sin bevægen og besked om hvornår den lille skal være til rådighed, parat, udhvilet, klar, glad og givende. I Residenzen. En aktivitetsplan sættes i brug, og computeren sættes på køl.
haraslave 