Hvor kan slavinden være urimelig og barnlig. I næsten 3 uger (minus nogle dage i julen hvor hun var alene i udlandet), har hun været sammen med sin dejlige Herre. Og nu når hverdagen kalder og Han skal ind i sin delefars rolle og møde på sit arbejde føler hun sig forladt. Som har hun mistet sit fix. Mistet det, som giver hende liv. Selvom hun ved at de kan ikke være sammen hele tiden. Og hun vil også have tid for sig selv, som Han vil.
På vej ind til Hans arbejde og hun hjem i hulen, tiltaler hun Ham med Hans navn, istedet for Herre, og siger ting til Ham som kunne såre Ham og belaste. Fordi hendes egen sårbarhed og usikkerhed var ikke til at håndtere. hun kunne ikke håndtere adskillelsen, og så løber der en dæmon op på hendes skulder, og hun siger noget bidsk. Selvom hun ved at de lå sammen i Hans seng i nat, vågne. Begge to. Uden at snakke, men vendende sig og drejende. Efter at hun havde smeltet med Hans krop. Tilfredsstillet Ham og ligget tilbage selv, prikkende og fornøjet og Han sagt “nu dufter der af elskovssafter under dynen”.
Ham som sender hende :-):-* midt i sin træthed i et arbejde som ikke tager ende, på sådan en modbydelig våd, mørk dag. En af de længste i ugen for Ham.
Samtidig har hun givet løfte om at blive bedre og kaster det løfte overbord i sin egen stræben efter behovstilfredsstillelse. Af sine egne behov.
Hvor heldig kan man være. Og hvor svag kan man være. Alt hvad Han gør for hende og tolererer, vil Han få betalt tilbage mangfoldigt. I en underdanig og lydig slavinde som vil knæle for Ham på sit ømme knæ. hun vil ikke pine sig selv med det.
Men Hara ved også at Herren forstår. Han forstår hvor sårbar hun er, og netop nu. Og Han ved godt at hun er stærk og kan klare det. Derfor valgte Han hende. Han vil gerne være stolt af hende, og har ikke altid haft grund til det. Det er noget hun må arbejde med. Blive den Han vil have. Den slavinde Han vil have.
hun ved også at når hun indrømmer sine fejl med det samme, så er hun på rette vej. Han kalder det tilpasning til slavindelivet. hun holder ikke fast i at hun har ret på noget som helst tidspunkt. Det drejer sig ikke om ret. Men om tilpasning. For Han er Herren. Han er den Dominante som elsker sin slavinde, og sætter dagsordenen for hende. De lever ikke i et demokratiske, ligestillet forhold. Men i et asymetrisk forhold, hvor hun ikke har stemmeret.
Julen og nytåret, decembermåned og deres rejser har været lidt forstyrrende på den måde, at vanilje-opførslen kom nemt på bane. Det at være almindeligt kærestepar. Selvfølgelig er de kærester, men på deres præmisser. Ikke som andre kærester, hvor kvinden også bestemmer. Så bare fordi der er små skridt tilbage, så vil hun videre, og frem.
haraslave 