Ventende parat…

Det har altid været sådan, at jeg har ikke sex med min Herre, medmindre Han har lyst til det. Det vil sige at Han er i det lune, at ville have sex. Jeg kan selvfølgelig altid sige til Ham at jeg trænger eller har brug for. Det hidser Ham som regel op, og for det meste i den sadistiske retning.

Men selvfølgelig kan jeg lokke Ham og forføre, for at få Ham til at få lyst. Det gør jeg tit. Han forventer at det er min opgave at gejle Ham op. Hvor Han ligger passivt og bliver betjent.

Jeg har en helt speciel måde at gøre det på. Hvor jeg driller Ham og pirrer, indtil Ham befaler at jeg skal bruge munden eller gøre andet. Nogle gange hiver Han bare i mine hofter og løfter mig op så Han har fri adgang.

De gange hvor jeg bliver vækket hvor Han bare trænger ind, hvor Han formentlig har smurt mig hurtigt ind i sit mundvand, er de gange som har givet mig stooor nydelse og gjort mig lynhurtigt klar.

For efterhånden er Han holdt op med at spørge om kussen er klar. For det er den altid. Der skal ikke så meget til. Som at smøre en maskine så alt kan glide let.

Jeg bruger sjældnere dildoer eller legetøj, det er bare noget som er styret af min Herre. Jeg har slet ikke adgang til hjælpemidlerne, de er nu kommet i en lukket kuffert efter at have været i kassen. Det eneste som er inden rækkevidde er tryllestaven, eller the magic wand. Den kan jeg heller ikke bare frit benytte mig af. Det er kun med tilladelse fra min Herre eller befaling fra Ham.

Efter daglig intens træning, styret af Ham på tidligere tidspunkt, så lærte Han mig at styre mine kusse-muskler, så de til hver en tid kan stramme om Ham og give Ham nydelse. Og selvfølgelig mig selv.

Det der får mig til at skrive dette nu, er denne søde forventning jeg har nu. Et godnat i aftes uden sex, men med en forventning da Herren sagde, at jeg skulle have halsbåndet på i dag. Det har jeg ikke haft på et stykke tid fordi børnene har været her. Jeg tog slet ikke om Ham som jeg plejer for at gejle Ham op og pirre, fordi jeg vidste at Han skulle meget tidligt op.

Tanken om tryllestaven kom automatisk op i mit hoved, da jeg vågnede her til morgen. Men jeg skubber den hurtigt væk igen. Det er ikke min lyst og orgasme, men Hans. Jeg må vente på Ham. Jeg mærker hvordan det kilder,  ved tanken. Og jeg ved at jeg vil mærke den hele dagen.

At restituere…

Det har meget ofte voldt mig store kvaler og bekymringer, når min Herre har haft behov for at restituere. Dette har så sket ved, at når Han har været uden børn, så har Han også villet være uden mig. Eller Han har lavet det skema over hvornår jeg skulle være i Residenzen således, at Han fik nogle dage til at restituere alene.

Det der menes med at restituere, er at være alene, sig selv. Ikke at behøve forholde sig til andre mennesker her i Residenzen. Hverken Hans børn eller mig, Hans slavinde.

Vi fik snakket lidt om det, i forbindelse med at flytte sammen. Jeg har nemlig tit tænkt, at der ligger jo ikke nogen alvor i, at vi skal flytte sammen, hvis Han stadigvæk har behov for at restituere. Imens vi cyklede i går, sagde jeg til Ham at jeg skulle opdrages til at acceptere og respektere Hans behov for at restituere.

I dag da jeg vågnende forstod jeg det godt. Han var på arbejde, børnene var taget afsted og jeg var alene. Vi havde været til en lille familiekomsammen i aftes og jeg mærkede hvordan det kunne tage på én, at være involveret i familien, ex-en, børnene og så mig som en kæreste. Jeg mærkede en vis træthed da jeg kiggede på den lille vaskebunke, gulvet som trængte til at støvsuges og tænkte at jeg havde rigtig meget lyst til at hvile mig. På en anderledes måde. Læse og slappe af.

Men jeg har været så heldig at få lov til at være hos min Herre uafbrudt i disse dage. Jeg er meget glad for det og uendelig taknemmelig. Samtidig har jeg tænkt, at det måske også er nødvendigt at vi afprøver alle sider af vores forhold. Skilles ikke når vi er blevet lidt trætte “af hinanden”, men tager den der.

Jeg ved at jeg ikke bliver træt af min Herre. Jeg savner Ham så inderligt nu, men Han tog meget tidligt af sted. Og Hans behov for at hvile sig og restituere skinnede af alle Hans bevægelser. Og jeg ved at selvom børnene er meget dejlige, så er det trættende at have dem længe. Og måske også en slavinde.

Derfor kommer jeg på min slavinde-prøve nu. Være stille, tavs, rolig, undedanig og ikke mindst servicerende overfor min Herre. Vise Ham hensyn, gøre hvad jeg kan til at give Ham energi i stedet for at tage. Øge Hans velvære.

Jeg ved at den måde er den eneste måde for at øge min velvære. Øge min trivsel og give mig energi igen. Jeg ved også at her skal det leves og prøves.

Bloggen.

Så er jeg igen i hænderne på min dejlige elskede Pasha igen. Ham manden som jeg elsker og beundrer overalt på jorden.

Ham som er ikke min eventyrsprins længere, men en mand som jeg vil være sammen med altid. Som kæreste, hustru, slavinde, ven og ikke mindst som sjælefælle. Uanset hvad, så vil jeg altid strø rosenblade på Hans vej, og gøre hvad jeg kan for at gøre Hans liv bedre.

Vi har haft en god snak om bloggen her, og også om min trivsel og vebefindende når jeg ikke er hos Ham i Residenzen. Vi leder efter løsninger og vi sætter nogle midlertidige løsninger i værk. Indtil den endelig løsning kan lade sig gøre. At vi flytter sammen. Det er ikke så nemt. Børn, lejligheder og ejendomme. Ikke bare sådan. Men vi træder sammen på stien, forsigtigt, men med et fælles mål. At være sammen. Udleve alt det sammen vi har ønsket. Ikke bare på det seksuelle område, men på så mange andre områder.

Bloggen vil jeg lade stå. Den får en ansigtsløftning når jeg har tid og samtidig arbejder jeg på at ændre den.

Jeg har skrevet ca 360 indlæg på en beskyttet blog til min Herre, på denne profilside som jeg/vi ikke vil slette. Der er ca 50 historier. Bl.a. to romaner med ca 11-13 kapitler i hver. Derfor bliver denne blog ikke slettet.

Desuden kan jeg godt lide at skrive. Det er en af mine fetisher. Måske er det en del af min ekshibitonisme. Eller så findes der andet ord for det, som jeg ikke husker.

En nylig hændelse her i blogverdenen har åbnet mine øjne lidt. Den har fået mig til først og fremmest til at se hvor hård denne verden er, og at min tro på at omgivelserne passede nogenlunde til mine altruistiske forventninger, slet ikke holder stik. Men heldigvis er der og har altid været flere lejre, at plante sig i. Og friheden består nemlig i at kunne se det, og flytte sig til en anden lejr når man ønsker.

På trods af min indgroede submission, så er jeg en kæmper. En fighter. For retfærdigheden. Og heldigvis har jeg også en indgroet optimisme som flere gange har reddet mit liv. Og med denne optimisme går jeg min vej.

Tingene falder på plads så småt. Det personlige ER feminint og det objektive rationelle er mændenes valg. De der mænd, med værktøjsmani og alle de andre gadgetsmanier. Ligesom min dejlige mand, min Pasha og Herre. Men vi kvinder har været så heldige at kunne gøre begge dele, være personlige og rationelle. Og det vil jeg så nu. Split up.

Det rationelle er mit livsværk, som jeg har nævnt på bloggen. Opnå det, som bliver det højeste jeg kan opnå, på karriereområdet. Jeg stiller ikke alene store krav til mig selv, men også til det som afleveres. Jeg stiller store krav til processen og den frie fantasi og tænkning vil guide mig.

Trygt og roligt går jeg så den vej min Herre danner for mig. Små skridt bag Ham. Hvert skridt jeg tager er overvejet, og drøftet med Ham som besidder Herredømmet.

hi hi rart at skrive. 🙂

Selvprofilering.

Jeg træder ud af min rolle som slavinde og mig selv. Ser på mig og tænker. Der er noget helt forkert. Det er slet ikke godt at skrive så meget om mig selv, mine tanker og min Herre. Her på bloggen. Det fordrejer min fokus. Det undergraver min bevidsthed. Det flytter mig et andet sted.

Væk fra det, der er vigtigt. Selvprofilerer.

Det klær ikke en slavinde og en submissiv at skrive så meget. Det er som om at snakke løs i det uendelige. Det klæder hende at være tavs. Og stille. Og glad og tilfreds. Jeg har altid kæmpet netop min submission. Forsøgt at ændre den og være mere dominerende. Fordi jeg syntes det viste svaghed. Og jeg ville ikke være svag. Men stærk og præstere.

Nu er der en uge foran i Residenzen, endelig. Dog mærkeligt nok, forsvinder lysten. De dage for mig selv er lidt for mange. Det sker igen og igen, lysten daler.

Jeg tager mig selv i nakken nu. Flytter min fokus på det jeg har. Takker for det jeg har. Og er glad for det jeg har. Hvisker ud og er. Flytter fokussen til Ham og Hans behov. Sætter mig pænt tilrette og gør gavn. Disciplinerer mig. Hvis jeg kan. Ellers må jeg tigge om at Han gør det.

Jeg glæder mig…

Jeg glæder mig…Jeg glæder mig til at mærke Hans øjne. Mærke Hans hænder. Mærke Hans sind. At ophøre med at være kære Hara og blive til dejlige elskede Hara.

Forvandlingen sker over en nat. Om natten. I natten. Pludselig bliver jeg kære Hara. Min svingende analysehjerne siger at jeg må være på vagt. På vagt over D/s. Vagt over at lade ikke den hverdags-vanilje verden overtage. Ikke bruge analyse og fortolkningsteknikken der hører hertil. Lade min tillid og tro styre mit submissive sind ind i trygheden og roen.

Fordi jeg mister kontakten og nærværet. Og intet kan holde mig sovende i en hel nat. Uden at vågne og ligge vågen et par timer. Eller med koncentrationen ved det jeg er i gang med. Eller sammen med min nære. Fordi den dybe afhængighed, som min submission har tilladt og givet foder til, dominerer mit sind. Men jeg gør mit bedste. Holder mig tilbage…

Kontrollen og opmærksomheden fra Ham er livsnødvendig for mig. Ikke for mig og mit ego, men for min trivsel. Blive anerkendt. På den anden måde. Fordi jeg har underkastet mig. Jeg må bruge al min energi og mine reserver for at huske min egen del. Min submission. Og lade de bitte små kyssemænd og de små ord kærtegne mit sind. Fordi jeg vil ikke befries. Jeg vil være fanget. Af Ham. I Hans net.

Jeg vil ikke være den selvstændige dygtige vaniljekvinde, men bare den underdanige slavinde som er elsket. Intet andet. Det vil vare lidt endnu. Indtil da tømmer jeg min hjerne og husker mig på det.

Knæler i mine tanker, og lader den indvendige gråd stilne. Beder om roen til at acceptere hvad Han har besluttet. Hvad Han vil. Beder om roen til ikke at skulle forstå alt og vide hvad Han vil. Men bare stole på at Han ved. Stole på at jeg bliver Hans elskede dejlige igen. Mine øjne og min krop afslører mig. Og jeg ved det. Men ved Han det? Skulle jeg bare være hensat som en ventende dukke?

Billedet er så passende. Det symboliserer det som jeg skal huske. At være bundet. Uden magt og bevægelsesmuligheder. Hvor kun et er frit, mit sind. Mit sind og mit hjerte. Som bærer på tillide og tro til Ham. Min ejer.

 

 

Tanker om tøj, roller og min tilværelse.

Herren har givet mig endnu et fetish. Haremklæder. Herren kan godt lide Haremtanken. At der er mange smukke underdanige villige kvinder tilstede for en Sultan eller en Sheik. Han fortalte mig om det første gang vi var sammen. Måske derfor fik jeg navnet Hara. Og derfor har jeg alle disse roller.

Kurtisanen, ledsagersken, chaufføren, massøsen, stuepigen og kokken.

Alle sammen roller som min Herre elsker at have mig i. Men for tiden får jeg besked på at altid have mit røde halsbånd på, med kæden, når vi er sammen. Og manchetterne på armene. Så har jeg en lille fræk top og en matchende g-streng. Udover dette har jeg gennemsigtig tjull nederdel. Jeg har nogle stykker. Havde fetish for det længe inden jeg mødte min Herre. Har bare, desværre, givet så meget væk til Røde Kors. Derfor er jeg altid ude efter noget nyt, og spændende. For at kunne behage min Herre. Jeg har skrevet om det før, men jeg har en hel del.

Men min Herre og jeg læser faktisk en erotisk roman for øjeblikket. The white slave in Turkey. Der er masser af ideer til vores Herre-slavinde liv. Nu siger min Herre, eller Pasha Zhack, at jeg skal være lower. Som betyder, at jeg kravler mellem Hans ben, og knæler imens jeg tilfredsstiller Han med min mund og hænder. Det giver en helt ny og dejlig fornemmelse. Jeg lærer noget hele tiden.

I øjeblikket er jeg i hulen. Han kommer så senere, overnatter, for at tage til arbejde i morgen. Derefter kører vi begge til Residenzen. Min ro er total. Og jeg kan nu begynde at tænke på alt muligt andet. Som den housecoat som jeg ikke har fået lavet til Ham. Og så tænker jeg på mavedanserkurset, og de kostumer jeg kunne tænke mig. Sådanne lange nederdele lavet af gennemsigtig stof i varme farver. Hængende på hofterne, og lige til at åbne bagtil og fjerne. Det er lunere og mere beskyttende at have sådanne nederdele, selvom de er totalt gennemsigtige. Enda den glatbarberede slavinde-kusse er beskyttet bag sådan en gennemsigtig sag. Meget frækt. Her er en fræk video. Som Herren sendte mig engang.

Jeg har det også for vane at sætte min hånd for munden når jeg bliver genert, så derfor ville det passe mig udmærket at have et slør når jeg er sammen med min Herre. Det ville være frækt. Hvor Han så skal løfte

det, når jeg skal bruge min mund til at behage Ham. Vi har snakket om at tage til Tyrkiet, bare for at handle slavindekostumer. Men min Herre finder nok en butik i København som sælger sådan noget, eller bare stof til det. Ellers må vi se på det på en af vores ture til vores yndlingsby.

Så har min Herre i sinde at lave et bredt bælte til mig, som ligner mancetterne. For at kunne fiksere mig yderligere. Jeg har skrevet om det før, at Han både har lavet to halsbånd til mig og fodmancetterne. Mancetterne til armene havde Han da vi var sammen første gang, men Han havde bare aldrig brugt dem før. hi hi. Han ventede på mig som jeg ventede på Ham.

Så så jeg disse enormt lækre hvide lædermancetter på en video i går. Og halsbånd af stål. Måske kunne jeg gå med det uden at skjule det. Som jeg gjorde med mit røde halsbånd, forleden. Det var bare under en kjole med rullekrave :-).

Der er så meget dejligt derude, og jeg er så lykkelig. Jeg elsker min Herre så meget, og jeg ved at Han elsker mig. Han er så glad for min ro. Min Herre elsker når jeg er blid og rolig. Og det er jeg når jeg har vished.

Venten.

Jeg genkender så meget jeg læser hos andre slavinder og submissive på deres blog. Nogle gange synes jeg det er svært at skrive her. Synes jeg udleverer mig selv og Herren for meget, og har svært ved det. Og må så udgive en vulgær porno-fantasi, som jeg synes også udleverer mig meget. På den anden side så er jeg heller ikke altid den pæne pige. Jeg er så meget.

Men i øjeblikket venter jeg bare på min Herre. Han kommer nemlig hertil i slavinde-hulen, og hjælpe mig med nogle ting og så overnatte. Ellers har jeg snakket med Ham på skype i kort tid i de sidste aftener. Men det er ikke det samme, men alligevel meget godt. Så bliver der ikke skrevet i lange baner.

Tiden er derfor gået med at læse hos andre. Og det slår mig hvor alvorligt det jeg har taget min rolle helt fra starten, og hvor afhængig og underkastet jeg er min Herre. Jeg har også forstået at det er sådan Han vil have det.

Dog må jeg indrømme at jeg savner lidt spanskrøret og den skarpe smerte fra ridepisken. Og behandlingen bagefter. Mærker suset i kroppen og overgivelsen i Hans vold. Men det er så bare godt at det hele er der i dvale, sovende indtil det bliver kaldt frem igen.

Eller bare blive bundet og taget…

OOhhhh jeg tænder på hænder. Hænder der rører, piller, hiver, kniber, kræver, smækker og holder om. Jeg tænder enormt, og har altid gjort, på mandehænder. Hænder der kan så meget. Der har været brugt igennem hele menneskeheden. Jeg kan sidde og se på min Herres hænder i lang tid. Hvordan Han bøjer fingrene, sætter den mindste med de andre. Tager forsigtigt om, men alligevel beslutsomt, med de hænder der kan så meget. Og som skal snart bruges her i slavindehulen.

 

Jeg elsker min Herres hænder.

Resten kommer senere…

Jeg må lære at bide smerten i mig, i stilhed. Jeg må lære at skelne, mellem mine behov og min Herres behov.

Min Herre har ikke behov for at have mig hos sig hver dag, lige nu. Jeg har behov for at have Ham hos mig hver dag, lige nu.

Så jeg må vende det og sige, at jeg har behov for at opfylde min Herres behov. Og lade mine behov ligge, sætte dem til side. Men vil jeg så tænke inderst inde, at Han vil sørge for mine behov? Eller vil jeg sige, at jeg har ingen behov? At jeg bare ikke har nogen behov.

Eller måske at mine behov er at tilfredsstille Hans behov.

Hans behov kender jeg. Det gør min kærlighed dybere og stærkere. For jeg elsker Ham mere. For jeg ved, hvad Han har brug for. En dag vil jeg kunne se hvad Han har brug for inden Han selv gør det. Men mine hænder er lænket, fast. Jeg kan ikke gøre noget på afstand. Jeg skal være der for at vise Ham at jeg kan opfylde Hans behov og gøre Ham stolt af mig.

Der er kun lydigheden og stilheden der kan gøre Ham stolt af mig på afstand.

…

Jeg er blevet indkaldt til Residenzen på onsdag. Skal hente Ham præcist kl. 15.05, et bestemt sted.

Resten kommer senere…

…

Skedekugle og analplug.

På den første rejse med min Herre, til vores yndlings drømmeby,  fik jeg overrakt en lille stofpose af Ham inden rejsen. Han sagde jeg skulle have den i min taske gennem tolden.I posen var den lille analplug (heldigvis ikke den store) og skedekuglen.

Jeg tænkte slet ikke over det, men syntes bare det var frækt, at jeg skulle have det med i tasken. Hvad nu hvis jeg blev snuppet i tolden med det. Og skulle åbne posen for toldmændene. Men det skulle jeg ikke dengang. Men lige siden, har jeg altid været visiteret når jeg går igennem. Altid.

Så skal jeg stå på den der ophøjning og være gramset af, som regel, en ung toldbetjent som griner forfjamsket, imens Herren ser på. Jeg plejer jo bare at grine, og drille dem. Det kan de lide. Og de gramser på mine lår. Og lige før at de rager under nederdelen. For uniformen er mørk nederdel med hvid skjorte når jeg servicerer min Herre på vores rejser som ledsagerske. Og høje hæle. Så det er nok de høje hæle der piber.

Og engang da jeg vendte mig for at den unge mand kunne røre bagpå min ryg, så mødte jeg blikket hos en anden ung toldmand, som kiggede på og grinede. Helt ærligt, jeg er ikke en fortryllende ung smuk dame. Og tøjet sidder temmelig stramt, så der kan ses hvis der var en bombe eller noget. Men der er nok noget ved det secretary look, som Herren elsker :-).

Men snak snak til side. På denne første rejse, så siger Herren til mig når vi er ved at gå til “gaten” at jeg skulle sætte både analpluggen og skedekuglen op.

Jeg stirrede på Ham. Men…men…blikket viste “ingen pardon” og jeg måtte liste mig ind på en af toiletterne på gangen, for at sætte tingesterne op. Men jeg havde svært ved at få analpluggen ind i det tørre stramme numsehul, så jeg lod kuglen let glide op i den varme våde fisse. For småliderlig var jeg jo blevet ved tanken.

Herren smilede og kyssede mig på panden, da jeg kom ud og fortale Ham at jeg ikke kunne få pluggen ind, for jeg havde ikke noget glidecreme. Så det var ok. Men kuglen havde jeg inde i min varme lukkede fisse i flyet, og jeg klemte godt til så den ikke faldt ud.

Jeg havde bare ben, for det var sommer. Og var derfor bange for at kuglen skulle smmuuuuutttte ud og falde på gulvet hvor som helst i offentligheden. Jeg fik lov til at have den i min sammenklemte fisse, indtil vi kom på hotellet i udlandet. Og jeg måtte flere gange liste mig ind i en port for at skubbe den ind, for den var hele tiden ved at falde ud, for jeg var godt pløret og kussemusklerne blevet trætte. For vi gik med kufferterne fra en togstation til vores hotel.

Men det faldt mig ikke ind at bede om at få lov til at få den ud, for jeg var en lydig slavetøs. Herren kaldte det træning. hi hi.

Hmm…Jeg tæller stadigvæk ned 24.0…23,5…og glæder mig igen…

At servicere Herren.

Jeg elsker at servicere min Herre. Altid bliver jeg glad helt ind i sjælen når Herren takker mig og smiler, og rører mig let på armen når jeg har gjort det godt. Når vi spiser, serverer jeg altid for Ham først. Giver Ham de bedste stykker, hælder op i Hans glas og venter indtil Han giver mig besked på at jeg må tage mad og spise.

Så sørger jeg for at holde øje med at Hans tallerken eller glas bliver tømt. Ifølge protokollen skal jeg servere kaffe for Ham hver morgen, lige inden Han vågner eller står op. Men nogle gange er Han så stået op før sin trætte slavinde, og serverer kaffe for hende. Det glæder mig, men kan godt være lidt pinligt. Men Herren gør det på den måde, at jeg føler mig som en lille prinsesse.

Selvfølgelig laver jeg maden, tager ud fra bordet og sørger for opvask og alt i køkkenet. Når jeg vel at mærke er i Residenzen.

Jeg købte engang et lille klapbord til at have ved Han seng, som bliver klappet ud til kaffen. Så giver jeg Ham også morgenmad. Og sætter mig gerne på en pude ved Hans seng og småhygger og pludrer med Ham imens Han spiser og drikker sin kaffe.

Diskret gør jeg disse ting, selv om andre er tilstede. De er bare blevet så vant til det. Herren elsker det, når jeg tager mig af Ham, viser Ham al min opmærksomhed og omsorg. Jeg elsker det ligeledes.

Herren har rost mig for denne gang i Residenzen, og sagt at jeg har været dygtig. Min overgivelse har medført at tingene kommer bare spontant og naturligt. Især når jeg knæler ude i entreen når Han ankommer. Der er meget der skal huskes på, for at forbedres, som slavinde. For at blive den rigtige slavinde. Og sidste gang fik jeg lov til at sove hos Herren i Hans seng, i stedet for på mine hynder på gulvet. Og dette selv om sengen er lidt lille for os begge.

Og nu for at formindste min ofte tristhed og venten, har Herren givet mig lov til at komme til Ham på fredag formiddag. Jeg skal udføre nogle protokolpligter, men vil ikke overnatte. Men hvis jeg er heldig, får jeg mulighed at tage mig af min Herre, så Han ikke selv skal gøre det hi hi…jeg synes det er dejligt at jeg kan tage mig af Hans behov. Og jeg glæder mig allerede at tage Ham under kærlig behandling med mine hænder, mund og kusse.

Men indtil da, skal det nye eksemplar af udprintet protokol studeres, og noget skal læres udenad. Så det kan remses. Det vil jeg.